emmes bogblog

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn – publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Jeg købte A Game of Hide and Seek fordi den havde sådan et pænt cover; men det viste sig også at være en ganske udmærket roman om at forelske sig i den helt, helt forkerte og aldrig komme over det, i en sådan grad at det ødelægger resten af ens liv. Det lyder som højdramatisk læsning, men det er det ikke; det er en roman i et afdæmpet tempo med meget deprimerende passager.

Nice Work er en klassisk Lodge, med almindelige menneskers ualmindelige liv. På en eller anden måde forstår han at gøre noget helt mundant utrolig saftigt – og så er der jo håb for os alle! Hvis det almindelige liv er spændende, så er vi alle spændende.

Perfekt ferielæsning.

The Northern Clemency er en af den slags moderne slægsromaner, som jeg ikke kan stå for. Ligesom The Corrections er den så dejlig rå og realistisk. Måske er det lidt ligesom at se en litterær og reflekteret version af reality-tv, for man sidder både og ærger sig over menneskelig dumhed og erkender, hvor komplekst mennesket er skruet sammen.

Deaf Sentence købte jeg noget tid efter at have læst min første David Lodge (der var en af hans mere lette), og jeg blev endnu mere overrasket end første gang.
Romanen handler om en lingvistik-professor, der er ved at blive døv, hvilket lander ham i en hel række problemer, fordi han ikke rigtig vil erkende det. Lodge er suveræn til karakterbeskrivelser og ikke mindst deres interaktion – han må være en slags roman-ægteskabsekspert. Virkelig underholdende, og mindre alvorlig end nogle af hans tidligere romaner.

Updikes roman handler om en gruppe par i en lille by udenfor Boston, som har affærer på kryds og tværs, fordi de har ondt i livet og tror de skal realisere sig selv igennem sex. Den er velskrevet og skarp, og ligesom hos Murdoch og A.S. Byatt spekulerer man på, om parforhold nu også er sådan en fantastisk idé, men anerkender, at der ikke er noget mere alment menneskeligt end netop det.

Jeg stødte på en reference til den første gang i Anne Fadimans Ex Libris, hvor hun beskriver den som ” my genital-pink paperback of Couples, read so often in my late teens (when Updike’s explorations of the complexities of marriage seemd unimaginably exotic) that it had sundered into a triptych held togeter with a rubber band (p. 7). Da jeg stødte på en paberback i brugtbogsbiksen på Peter Bangs Vej, der til forveksling lignede Fadimans version, var det næsten som at eje en bog med værdifuld marginalia, og jeg købte den straks for en femmer.