emmes bogblog

Der skulle hele tre fine gadgets til, før jeg ramte en Kindle, der kunne fungere som transportable bogreol for mig.

Det startede med en Kindle Keyboard, som i sig selv er fin nok, men det tastatur er bare så tudegrimt. Egentlig var jeg glad nok for den, men så tabte jeg den på nogen fliser og den blev aldrig helt sig selv igen. På en måde er der nogen fint i, at den er så billig, at man ikke er ved at dø over tabet, og at den ikke som sådan skal forsikres.

Men efter den gik der noget tid. Jeg var ikke sådan rigtig klar til en Kindle, for alvor.

Så fik jeg en Kindle Fire. Og det er altså en underlig dims. Applevant, som man jo hurtigt kan blive, var noget så simpelt som åbningsswipet omvendt, og navigationen forsøgte bevidst at indføre nye konventioner. Og at den gerne ville konkurrere med ipad’en, synes jeg sådan set er sympatisk – jeg har bare heller ikke det store behov for en ipad, så jeg var svær at overbevise. Og så manglede den selvfølgelig det, som jeg overhovedet købte en Kindle for – at man kunne læse på den i blændende solskin. Og så var Fire og jeg færdige.

Sidst – og billigst – i rækken af Amazongadgets kom så min lille søde Kindle 6″, med etui med indbygget lys, og så var vi kørende. Lillebitte og let, diskret lille lys til at læse med i soveværelset når sønnike snorkede, og så var alt godt.
Det bedste er at have en god samling af klassikere og comfort reads på den, og bare altid have den i tasken. Jeg kan tage på ferie og aldrig løbe tør for læsestof. Jeg kan overføre gratis klassikere fra Guthenberg Project til den, og de fleste nye titler kommer til Kindle, for slet ikke at tale om alt det, der ikke kommer på print.

Den største bonus er, at det har løst mit akutte bogreolproblem – jeg var løbet tør for plads.