emmes bogblog

Yes, yes, mere matadormixlæsning! Jeg har haft The Amulet of Samarkand stående i reolen længe, fordi jeg synes at den så lidt gyser eller horror-agtig ud. Og det ved jeg at jeg ikke gider læse. Splatter, det er adr! Men det er faktisk helt plain troldmandens-lærling-type underholdning, så det passede perfekt til en doven juleferie.

Det skæggeste er klart djinnen Bartimæus, der selv synes at han er så klog, at han må tage fodnoterne i brug for at multi-kommunikere med læserne. Og helten – Nathaniel – går fra den ene jubelscene til den næste som en pubertetsdreng med for meget magt og for mange evner, uden nogen til at give ham en lærestreg. Det er med andre ord en overraskende realistisk fantasy-roman.