Aynd Rand: The Fountainhead
The Fountainhead er historien om to rivaliserende arkitekter, som man følger fra de bliver færdige (og den ene smidt ud) af en amerikansk arkitektskole. Den ene vælger at følge den slagne vej til succes, den anden at konsekvent stå for, hvad han tror på – og det han tror på er ikke come-il-faux.
Det der er mest interessant ved bogen er den måde den er skrevet; siderne driver af en pathos, der ville have gjort Barbara Cartland misundelig, samtidig med at stilen er næsten nøgtern. Eller måske er det personerne der er det – selv når de er i ekstrem affekt, virker det ufarligt og udramatisk.
Når jeg er syg og utilpas, vil jeg helst ikke læse noget, der kan hyle mig ud af den, eller gøre mig mere dårlig. Ved sådanne lejligheder læser jeg børnebøger, britiske romances (Austen) eller essays om bøger, da de ikke kan gøre mig fortræd. Alvorlige bøger er reserveret til overskudsdage. Men jeg havde på fornemmelsen, at denne ikke kunne gøre mig mentalt søsyg, selvom den som sådan er ret alvorlig.
Jeg var meget optaget af den og skal helt sikkert læse mere Aynd Rand, inden jeg beslutter mig for om hun er gal eller genial.
One Comment, Comment or Ping
Maverick
Det er bare med at komme i gang med noget mere Ayn Rand, da det er fantastisk litteratur, og fordi hun sætter tanker igang.
Anthem (Hymne):
Kort hurtiglæst novelle. Ca. 70 sider. Har visse lighedspunkter med George Orwells: 1984. Beskriver på skræmmende vis det ultimative skrækscenarie af hvad der kan ske hvis kollektivismen får et 100% overtag i forhold til individualismen.
We the living (Vi der lever):
Ayn Rands første bog. Delvis selvbiografisk. Handler om den unge Kira og hendes familie i tiden efter den socialistiske revolution i Rusland. Man følger hvordan det langsomt går ned af bakke for familien der var en del af det bedre borgerskab før revolutionen og ikke er medlem af partiet. Synes at denne bog er undervurderet, da den ofte får middelmådige anmeldelser.
Atlas Shrugged (Og verden skælvede):
Ayn Rands afsluttende skønlitterære hovedværk. En murstensroman på næsten 1200 sider, men når du har læst The Fountainhead burde denne også kunne glide ned. Et mesterværk der beskriver et samfund, hvor der bliver mere og mere omsiggribende hindringer for det private initiativ, hvilket i sidste ende har fatale konsekvenser for samfundet.
Da Ayn Rand selv flygtede fra det kommunistiske styre i Sovjetunionen, er hendes bøger generelt gennemsyret af en meget kraftig antikommunisme, og meget pro individet og den personlige frihed, der også gør sig gældende i hendes senere filosofiske skrifter om objektivismen.
Jeg vil slutte med at ønske god læselyst og håber at du synes ligeså godt om bøgerne som jeg selv gør
Oct 1st, 2009
Reply to “Aynd Rand: The Fountainhead”