emmes bogblog

Jeg begyndte at læse den første gang i 2003, mens jeg var på læseferie i Egypten, hvor liminingen langsomt fordampede i varmen og fyld-siderne først i bogen faldt som efterårsløv, mens jeg faldt i søvn i hængekøjen. Dengang var det ganske enkelt for tung læsning, kombineret med de 350 siders Context and Consciousness: Activity Theory and Human-computer Interaction og et kedeligt kompendie om design, som jeg kværnede i solen. Når man læser til eksamen, skal man helst kombinere med noget let. Harry Potter har reddet mig igennem en del af den slags perioder.

Nu hvor jeg har fået den læst, finder jeg den ikke så tung, som jeg husker at jeg oplevede den de 3 gange i hængekøjen jeg forsøgte at få has på den. Ikke at det er munter læsning, men det er ikke uden humor. Jeg har læst en nogle af Franzens essays (1,2), med stor fornøjelse. The Corrections er skrevet mindre surt, men temaerne er de samme: at blive voksen og for altid hænge sammen med sin familie, på godt og ondt. Moderne coming-of-age.

Bogen handler om Enid, der lever med den demente Alfred og blot ønsker sig at hendes tre børn kommer hjem til jul. Man hører historien om familielivet og de tre børn, fra hver af dem. Og skiftes til at synes at den klæbende og konservative Enid er skrækkelig og til at hade Alfred for at have været en gammel tyran altid. Og ak og ve, deres børn har skam også deres mentale skavanker, bare lidt mere moderne og dermed komplekse – der er ingen steder, hvor det ikke kan gøre ondt, og hvor er det realistisk.