emmes bogblog

Der skulle hele tre fine gadgets til, før jeg ramte en Kindle, der kunne fungere som transportable bogreol for mig.

Det startede med en Kindle Keyboard, som i sig selv er fin nok, men det tastatur er bare så tudegrimt. Egentlig var jeg glad nok for den, men så tabte jeg den på nogen fliser og den blev aldrig helt sig selv igen. På en måde er der nogen fint i, at den er så billig, at man ikke er ved at dø over tabet, og at den ikke som sådan skal forsikres.

Men efter den gik der noget tid. Jeg var ikke sådan rigtig klar til en Kindle, for alvor.

Så fik jeg en Kindle Fire. Og det er altså en underlig dims. Applevant, som man jo hurtigt kan blive, var noget så simpelt som åbningsswipet omvendt, og navigationen forsøgte bevidst at indføre nye konventioner. Og at den gerne ville konkurrere med ipad’en, synes jeg sådan set er sympatisk – jeg har bare heller ikke det store behov for en ipad, så jeg var svær at overbevise. Og så manglede den selvfølgelig det, som jeg overhovedet købte en Kindle for – at man kunne læse på den i blændende solskin. Og så var Fire og jeg færdige.

Sidst – og billigst – i rækken af Amazongadgets kom så min lille søde Kindle 6″, med etui med indbygget lys, og så var vi kørende. Lillebitte og let, diskret lille lys til at læse med i soveværelset når sønnike snorkede, og så var alt godt.
Det bedste er at have en god samling af klassikere og comfort reads på den, og bare altid have den i tasken. Jeg kan tage på ferie og aldrig løbe tør for læsestof. Jeg kan overføre gratis klassikere fra Guthenberg Project til den, og de fleste nye titler kommer til Kindle, for slet ikke at tale om alt det, der ikke kommer på print.

Den største bonus er, at det har løst mit akutte bogreolproblem – jeg var løbet tør for plads.

Mini Modern Classics Box Set er klart værd at ønske sig, for hver af de små bogletter er nemme at have med og indeholder tyngde nok til at underholde en på rejser. Både Lovecraft og Forsters dystopier er længder bedre end meget af det, der skrives i dag, og selvom det er grumt, så er de for gode forfattere til at forfalde til effektjageri. Man behøver ikke købe hele sættet for at nyde disse to, jeg købte mine i Politikens Boghal.

Just Kids handler om Patti Smiths ungdom og coming of age som kunstner. Selvom jeg ikke kendte til Robert Mapplethorpe, som er bogens omdrejningspunkt og Pattis inspirator, så er det alligevel gribende læsning. De mange kendte kunstnere Patti støder på i sin tidlige karriere kan være svære at følge med i, hvis man ikke er så velbevandret i 60′erne og 70′ernes amerikanske kunstnertop. Heldigvis bruger hun sin namedropping til noget, nemlig at vise, hvordan man som et drevet menneske hele tiden spejler sig i andres historie og mod – og hvor lang tid det kan tage at finde ud af, hvad det er man skal, når man ikke har en forkromet plan.

Meget amerikansk skrevet bog om robotter og den netbårne spilverden, med masser af illustrative anekdoter og vel-udfoldede argumenter. Dvs. den er amerikansk på den måde, at det er en fagbog, der er skrevet engagerende som et meget langt essay – der bliver holdt igen med akademisering.

Gode refleksioner, og bestemt værd at bruge til at danne sine egne meninger for eller i mod.

Jeg har tænkt over, hvorfor mon Robin Hobb (aka Megan Lindholm) er så populær. Og med denne samling af hendes kortere arbejder, er svaret tættere på. Det er fordi hun rent faktisk kan skrive. I samlingen The Inheritance er der korte introduktioner til, hvorfor hun har skrevet de enkelte stykker og det er både interessant og indsigtsfuldt. Det er ikke al hendes fantasy der er godt – de serier hvor hun bliver for episk i sin sprogbrug er kedelige – men hun har bestemt ramt guld flere gange i karrieren, og er en af de forfatteren hvor man godt kan sige at 5 millioner fluer (= fantasylæsere) ikke tager fejl: Hobb kan skrive.

Jeg havde ikke hørt om Mansfield (faktisk kan jeg ikke engang huske hvordan den endte i min kurv – en eller anden langt ude reference fra Penguins blog), men det er en fin lille novellesamling, lidt old school stil. Sådan lidt en ikke-romantisk Austen.

Jonathan Franzens Freedom er foreløbig den bedste roman jeg har læst i år. Igen har han skrevet en bog om, hvordan voksne mennesker bliver voksne i en såkaldt moderne verden, og som med The Corrections er det uhyre velskrevet. Jeg synes ikke han stil er prætentiøs, tværtimod er jeg imponeret over letheden i hans bøger (selvom nogen af dem er lidt sure – men på den fede måde!).

Den korte version af plottet er, at det er en slags kreativ klasse-trekantsdrama – Patty gifter sig med den gode mand, Walther, men kan ikke slippe fascinationen af bad boy-rockstar, Walthers bedste ven. De tre bliver langsomt voksne (eller ihvertfald ældre), og konfronteres med sig selv igen da Patty og Walthers børn træffer valg, der for dem virker ekstreme. Langsomt går alting i opløsning for de tre hovedpersoner og man morer sig faktisk ikke specielt meget over deres sammenbrud, så realistisk er det.

Franzens roman er med rette blevet hyldet, så læs den inden du har hørt for mange rosende omtaler.

Fantastisk godt skrevet, dejlig kort og uden omsvøb.

Jeg købte A Discovery of Witches for at se, hvad den heksejagt, der løber gennem fantasy i de her år, var for noget. Heldigvis viste det sig, at den her var i den bedre ende end f.eks. Twilight-sagaen. Grundhistorien er dog så banal, at det lige så godt kunne have været regency-drama, som witch-fantasy. Men den var sgu godt skruet sammen.

En noget a-typisk Fforde er The Last Dragonslayer, i det der er meget få anglofile litterære referencer. Jeg tror også målgruppen til denne er teens, men det skal jo ikke holde nogen væk. Til målgruppen er det en solid ungdoms-dannelseroman i fantasy-klæder, skrevet med Ffordes vanlige lethed.

Klassisk Fforde. Kan du lide de andre, kan du også lide den her. Han du aldrig læst noget af ham, så er det ikke her du skal starte, men her (The Eyre Affair).

Det er aldrig for sent at ankomme til en litterær fest, og selvom alle der har læst dansk, nordisk og andet hygsomt på universitet sikkert har talt om Blendstrup længe, så har jeg først lige opdaget ham nu.

Til trods for at han er vokset op på nabovejen til mit barndomshjem.

Gud taler ud er grum og sjov.

Austens Sense and Sensibility blev min anden ebog, en hyggelig jule-genlæsning, der gjorde sig godt på den lille skærm. Meget passende til indsovning til de små lure og andre små ophold, der naturligt er i sådan en ferie.

Jeg er pludselig blevet lidt lun på ebøger. Den kom med min iphone 4, hvis lille app iBooks gør det nemt at hente bunker af gratis bøger fra f.eks. The Guthenberg Project.

Jeg lagde ud med noget klassisk og hyggeligt, nemlig Austens Lady Susan, som ikke har været udgivet som roman som sådan, da den er ret kort. En ebog på en skærm som iphones giver til gengæld en masser af sider, så jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvor lang eller kort den i virkeligheden var.

Indholdet var til gengæld rigtig Austen. Og den magi forsvandt ikke bare fordi formatet var en ebog. Så nu er jeg hooked.

The Nature of Economics er det du skal læse i stedet for smarte management og business bøger. Intelligent indføring i økonomiske mekanismer, skrevet i Platonisk dialog-form.

Jeg faldt for Jane Jacobs da jeg læste hendes Death and Life of Great American Cities til mit speciale. Byplanlægning og by-historie, så man forstår det og bliver grebet af det. Hvis du kun skal give en intelligent boggave i dit liv, så giv den her.

Børnene er lige så god som de siger den er. Men man skal være i humør til en hjemstavnsroman for at holde af den. Den er mere end det, men … smagen, sproget, er meget hjemstavnsroman.

Shades of Grey havde jeg glædet mig til længe. LÆNGE. Ffordes Thursday Next-serie er suveræn hele vejen, så jeg håbede sådan at jeg ikke ville blive skuffet.

Og det gjorde jeg gudskelov heller ikke. Shades of Grey er en verden, der ligner vores lidt, bortset fra, at alt pgøres i, hvor meget farve man kan se, og i hvilken del af spektret. Det lyder simpelt, men Fforde tager fantasiens til dens ekstremer og tilsætter til konspiration, og så kører dramaet. Bogen er meget mere ambitiøst end hans tidligere serier, der udelukkende har været humoristiske. Denne gang er der mere end et gran af alvor.

Suverænt. Jeg blev både lettet og ked af det, da jeg opdagede at Shades of Grey kun er den første bog i en serie. Lettet, for så er der mere i vente – skuffet fordi jeg ikke fik mysteriet løst.

Last Argument Of Kings: The First Law: Book Three er tredje runde krigerisk fantasy. Se nedenfor. I tredje bog begynder man at blive lidt træt.

Before They Are Hanged: The First Law: Book Two er den solide to’er, ikke så meget pis. Mere slåen på tæven, så blodet sprøjter i lårfede stråler, mens den lakoniske helt langsom vågner af sine traumer. det kan jo snildt tage mere end 500 sider.

The Blade Itself: Book One Of The First Law er første bind i en lige-ud-a-landevejen fantasy-serie, hvor der bliver slået blodigt på tæven og bandet en del. Lige over middel.

The Debutante er den nyeste af Tessaros. Hendes allerførste roman var også chicklit, men af den mere intelligente slags. Den her er slam. Læste den kun færdig af stædighed. Alt for lommefilosofisk.

The Rain Wild Chronicles – Dragon Keeper er middel fantasy-slam. Hobb kommer aldrig til at overgå Tawny Man-serien, men man bliver jo ved at håbe.

Telling Tales: A History of Literary Hoaxes er en samling af historier om litterære plagiater og andre snydepelse. Lidt lang i spyttet, men god falde-i-søvn læsning.

The Selected Works of T.S. Spivet er næsten en grafisk roman, for illustrationerne, der findes i marginen på næsten hver side, er, sammen med fodnoterne, en vigtig del af romanen. De er lavet af historiens hovedperson T.S. og illustrerer fint hans næsten autistiske tilgang til verdenen.
Han er i sin egen beskrivelse en ‘map maker’ og laver kort (der snarere er infografik) over alt fra hvor mange mennesker der går alene på gade, der enten taler i mobil eller hører musik, til ting der er så tekniske, at kun de indviede kan følge med.

I bogen fortæller T.S. om sin rejse tværs over landet for at modtage en pris, som han, med sine kun 12 år, ikke er helt sikker på at han er den rette til. Han forlader sit mildest talt underlige barndomshjem, hvor kun søsteren er noget der ligner mainstream, og rejser med tog, hvor han skribler løs om den underlige verden han aldrig før har set.

The Selected Works of T.S. Spivet er i familie med Haddons The Curious Incident of the Dog in the Night-time og selvfølgelig Foers Extremely Loud and Incredibly Close, selvom T.S.’s historie handler mere om ham som individ, end om den tid han lever i.

Det er en sjov tendens med disse romaner om (primært) drenge af forskelligt autistisk tilsnit; måske er det en måde at beskrive den voksne verden fra barnets synspunkt, men med mulighed for en større skarphed i detaljen og for at skabe en fremmedgørende beskrivelse af hvordan vi lever.

Enchanted Glass er klassisk Jones. God vinterlæsning.

Hvor lagde jeg babyen? er en overraskende fin bog om at blive mor og være bange for ikke at kunne leve op til forventningerne. Humoristisk og afslappet. Er ikke nær så chicklit som titlen kunne forleden en til at tro.

En af Heyers bedste – sød og sjov, og med et vist ironisk overskud. I Masqueraders udklæder broderen sig som søsteren og omvendt, romantisk forvikling opstår. Se mere om Heyer nedenfor.

Jeg har ikke læst voldsomt mange bøger om den nye medie-revolution og nye måder at tænke kommunikation & forretning, men jeg synes alligevel at jeg kan komme med en konklusion: Der er for mange ord i disse bøger, i forhold til massen af indhold. Måske er det fordi de ting som bøgerne beskriver stadig er under udvikling, og om 10 år vil vi kunne se tilbage og opsummere det hele på en side.

We-Think er en ganske udmærket bog, der handler om den historiske baggrund for kollaborativismen og netbåren innovation, og som forsøger at beskrive vad vi kan forvente os af den – og hvad vi ikke kan forvente os af den.

Man kan muligvis godt kalde det her en mikro-anmeldelse, da jeg slår 20 fluer med et smæk. Jeg har indtaget 20 romaner af Georgette Heyer i år, og jeg synes ganske enkelt ikke at det giver mening at anmelde dem en for en, da jeg er så langt bagud med denne bogblog. Så nedenfor er en liste over de 20 Heyer-romaner jeg har været igennem i år, det er alligevel umuligt at huske hvornår jeg læste dem (men ca halvdelen af dem var sikkert i min fem-ugers sommerferie).

Georgette Heyer er mesteren, når det gælder kostume/arve-drama-romancer. Hun har også skrevet en del detektiv-romaner og i en lang periode fra 1932 udgav hun en romantisk- og en detektiv-roman om året. Jeg har kun læst kostumedramaer, men efter sigende er hendes detektivromaner også forholdsvis skabelonagtige.

Men dermed mener jeg ikke at de er dårlige; de er forholdsvis velskrevne, humoristiske og med et højt tempo uden for mange overflødige detaljer. Det er ufarlig underholdning af den bedste matadormix-skuffe. Heyer er meget inspireret af Austen, og de fleste af hendes heltinder ønsker således også noget så gakket som at gifte sig af kærlighed eller være fri for datidens rigide konventioner.

Heyer kræver ikke meget at læse, andet end en høj tolerance for gammeldags engelsk og medfølgende slang, men så snart man har fat i de 20 mest gængse termer, så er man ret godt kørende.

• The Foundling 
• The Unknown Ajax 
• Arabella 
• My Lord John  (historisk roman, Heyers mest ambitiøse og hendes hjertebarn – publiceret posthumt)
• Cotillion 
• Lady of Quality 
• A Civil Contract
• Bath Tangle
• The Talisman Ring
• Frederica
• Venetia
• The Convenient Marriage
• Charity Girl
• Cousin Kate
• False Colours
• Friday’s Child
• Regency Buck
• Sprig Muslin
• The Quiet Gentleman
• Faro’s Daughter (tilføjet i december)
• Devil’s Cub (tilføjet i december)

Freakonomics: A Rogue Economist Explores the Hidden Side of Everything er implicit omtalt på min daglig-blog, men da det ikke rigtig er en sur bog, så gælder det ikke.

Det er den slags non-fiction jeg elsker at læse, fordi den formår at få mig til at forstå statistik og andre tal-fremstillinger, og det er faktisk meget rart at have en fornemmelse af at kunne være lidt med, når man er sproglig student. Freakonomics er en række nedslag på sammenhænge i vores hverdag som vi ikke normalt tænker over – eller som i den brede historiefortælling er argumenteret for helt anderledes, som f.eks. sammenhængen mellem den fri abort i USA og det efterfølgende fald i kriminalitet.

Virkelig god formidling.