Min kollega Lars K sagde i dag, at det var meget hyggeligt med det der blogolæum, men der var for lidt slik og kage, og det hele havde et lidt højpandet skær.

Få timer senere siger en anden kollega til mig, at hvis jeg ikke opfører mig mere chefagtigt, så gider han ikke gøre som jeg siger. Det var lige efter jeg fornøjet havde fortalt historien om Line P, der troede at det hed fuckbody og ikke fuckbuddy.

Jeg vælger at løse den første kollegas problem en smule, ikke den anden.

Problemet er, Lars, at jeg har fået konsulentsyge. Højpandet er hvad man får, når man pirker mig i siden.

Gudskelov er jeg hele tiden sulten, så mit under-jeg sørger for, at der hver dag på arbejde slipper snak om slik og kage ud. Og kom ikke og sig, at det bare er mig der er åh-så-speciel med alt det der slik. Det passer jo ikke!

Hver dag i kantinen, så snakker vi om maden. Hver dag. Og når vi ikke snakker om maden, så snakker vi om hvad der er af slik i trusty box’en (en slags slikautomat, uden automatik), og om der er nogen der har fødselsdag, så vi kan få kage.

So there.

Det er der bloggen kommer fra. En gang for længe, længe siden var den kun for nørder der gad snakke om internettet og højpandede ting. Og så blev den for alle, og vi kunne snakke om vores frokost på nettet. Den gang krævede den en blog, et domæne og ti minutter ved tastaturet.

Nu er det blevet så meget nemmere – du instagrammer bare dine pics lige op på faceren, så er du med i samtalen, like a boss.

Mad – connecting people.