I 2003 var det heftigste diskussion i blogosfæren hvad en A-liste blogger var, og hvem der var dem.

Det var nok en af den slags diskussioner der var så følsom, at meget få faktisk var villige til at tage den på skrift (det er også svært at google noget substantielt frem), så et godt eksempel på, at ikke alt der skabes online, sker online.

Det sjove var, at det at være A-liste blogger stod i modsætningen til at være “leverpostejsblogger“, dvs. en, der skrev om hverdagen. Senere blev de første lister over de mest populære blogs, lavet af presseklipbutikkerne, publiceret – som den fra Twingly (Pas på, der er både ægte blogs og linkfarme på listen), og de slog fast, at nogen af de mest læste blogs var leverpostejsbloggerne.

I dag er det nemt at finde ud af, hvilke blogs og Twitter-profiler der har det største publikum. Hvis man vil have rangeringen baseret på lidt flere oplysninger, kan man bruge en service som Klout, men det ændrer ikke på, at indflydelse på et smalt publikum ikke altid handler om reach. Men det er vist for another afsnit.

Det der var interessant ved snakken om A-liste bloggerne var, at vi startede så fantastisk lige og demokratiske ud, og så var der alligevel lige pludselig en følelse af, at der var en elite. Pisos, vi var lige i gang med at ændre verden og så var vi alligevel ikke bedre end alle de gamle prutter.