I starten var noget af det værste ved at være blogger, den let skjulte væmmelse man af og til kunne møde:

“Så du skriver dagbog på nettet? Du fortæller bare alt mulig privat om dig selv, hvor alle kan se det? Hvorfor gør du det?”

Mellem linierne kunne jeg af og til høre den sidste sætning “… og er du bare gal, alt for selvfed eller fik du for lidt opmærksomhed som barn?”.

Der var også nogen år, hvor ikke-bloggere, der læste med, godt kunne få det indtryk, at hvis de havde læst min blog, så kendte de mig. Sådan rigtig. Jeg synes nogen gange jeg havde lidt en ulempe, når jeg startede en samtale med en læser, fordi de opførte sig som om vi var gamle venner, og jeg lidt stod med den fornemmelse, at jeg ikke havde så meget at bidrage med til samtalen.

Det er klart, at hvis man har læst med på en blog i en længere periode, så kender man jo bloggeren lidt. Man ved ihvertfald noget om, hvad de interesserer sig nok for til at skrive om det.

Men det problem er helt væk nu.

Det meste af befolkningen på nettet har stiftet bekendtskab med Facebook, har vænnet sig til egen selvfremstilling og andres, og pludselig er bloggerne en old school skare af tænksomme skribenter.

I starten var vores blogs udtryk for noget der var live, noget hurtigt og autetisk. Vi var den vilde del af internettet.

Nu er bloggen en indholdstung kanal for dem med god tid.