Da jeg i sidste måned gik og truede med Blogolæet, sagde LineP, at hun godt ville høre om de indlæg, jeg ikke havde skrevet (men som havde været tæt på).

De fleste forestiller sig måske, at de indlæg der aldrig blev skrevet, var af personlig karakter. Sådan er det faktisk ikke. Jeg har ikke haft det så svært med, hvor grænsen går mellem hvad jeg vil dele af mit personlige liv og hvad jeg ikke vil dele. (Man kan nok med rette stille spørgsmål ved min humor, men det er så en anden snak – den her var der f.eks. nogen der synes var over grænsen >)

De indlæg der ikke er blevet skrevet, er af faglig karakter.

I starten var det de værste sure opstød over “folk, der ikke fattede det der internet”, som det selv lykkes mig at filtrere fra i tide. Gudsketakkelov for det. Der er måske alligevel røget en finke eller to af fadet, men det har virkelig været begrænset.

Det er først her de sidste 3-4 år, at jeg virkelig er begyndt at sortere. Og at kolleger også har haft en holdning til, hvad der kunne skrives om på min blog.

Det er klart, at selvom det er min personlige blog, og Advice A/S ikke kan forventes at dele mine holdninger om slik, kage og bøger, så VIL der være et sammenfald mellem min faglige overbevisning på bloggen og hvad man vil forvente af mig som rådgiver. Jeg vil aldrig kunne give en kundes kommunikation en overhaling på min blog, og vil heller ikke ønske det. Og jo større Advice bliver – og jo bredere vores kundekreds – jo vanskeligere bliver det at styre helt uden om kunder, potentielle, gamle og nuværende.

Problemet for mig opstår i den gråzone der er mellem det kritiske indlæg og det rosende. For der er en masse derimellem, der er værd at diskutere. Jeg synes det er ok bruge kunder og andre som eksempler på, hvordan noget digital kommunikation de facto ser ud lige nu. For at demonstrere en faglig pointe.

Men jeg forstår også godt, hvordan det for kolleger og kunder kan være svært at navigere i de små detaljer, som et fagligt indlæg jo ofte graver sig ned i.

Derfor har jeg af og til måtte lægge et fagligt indlæg i graven. Jeg må sige, at jeg ikke er helt fri for at ærge mig lidt.

Det sjove er jo, at vi allesammen bruger kunder og ikke-kunder som eksempler i vores indlæg på konferencer og lignende. Hvad der foregår mundtligt er noget andet end det skriftlige, men man kan da komme lige så galt afsted, man kan hurtigt blive misforstået når man står der og taler i speedtempo. Men det er klart, eventuelle fehlere er ikke nær så dokumenterbare.

Anyways, jeg håber egentlig at det vil ændre sig lidt – nu, da vi er igennem revolutionen og midt i en åben verden.