I disse dage med en Facebook-tsunami af personligt indhold, så virker det nok helt eksotisk.

Men en af de helt store diskussioner i blogland i gamle dage, var de anonyme blogs. Bevares, de findes skam stadig, men jeg tror i dag man mere undrer sig over, at de ikke vil stå ved deres succes. Tidligere var det meget mere suspekt. Den gang var det også muligt at skjule, hvem der ejede et domæne, så man behøvede ikke at have et hostet blog for at gøre det.

De fleste anonyme blogs var den gang personlige. Og faktisk ikke voldsomt personlige, med få undtagelser, som f.eks. Trine Thorendahls allertidligste blog (som jeg ikke havde held til at grave ud af Wayback Machine). Der var en hel del i kategorien “hverdagsbetragtninger”, hvor en hel del af os lå og rodede rundt.

Diskussionen gik ud på, om det var i orden. At man skrev anonymt på nettet. Der var få, der krævede indsigt – i stil med “bloggerens rigtige navn er kendt af redaktionen” – før de ville linke til eller udveksle kommentarer med en anonym blogger.

Den anonyme blogger var dog aldrig rigtig et problem, før den anonyme kommentator begyndte at folde sig ud for alvor. Flere bloggere måtte i perioder lukket for kommentarer, banne samlinger af IP-numre og enkelte opgav ævred på baggrund af meget vrede anonyme kommentatorer. Dødstrusler og halvringe hacking har også været en del af stilen fra anonyme hadere, men heldigvis sjælden.

Enkelte var kun halv-anonyme, dvs. dem der angav et alias, men ikke en email.

Og der var endda berømte halv-anonyme, som den kendte & vrede Kimporator, der til sidst blev bedt om at få sin egen blog, hvor han kunne styre snakken helt selv – han skriver stadigvæk på Polemiken.

Når man ser på mange af de anonyme kommentarer der findes på blogs rundt omkring i dag, så er der mange, mange flere af dem i dag, og tonen er meget mere rå. Også blandt de ikke-anonyme.

Så verden er af lave – i blogland.