Da mit første blogindlæg kom online, kunne jeg ikke mærke ret meget andet end lettelse. Gudskelov at jeg kunne finde ud af det, næsten helt selv.
Jeg havde set et par andre på studiet bruge en blog til at skrive om det faglige, men det var alligevel for tungt for mig. Meget mere inspirerende var de personlige blogs – dagbøgerne på nettet, som det hed den gang – og det var sådan et projekt jeg havde startet.
Egentlig havde jeg det meget sjovt med at skrive ud i intetheden, men det blev mange gange sjovere, da der kom kommentarer. Og jeg tror at jeg rigtig blev blogger, da jeg begyndte at se alting som potentielle blogindlæg, ligesom fotografer har en mental linse de ser verden igennem. Faktisk var det i en periode en lille smule irriterende – også for mine omgivelser, der med rette var bange for at blive lavet til blogindlæg. (Senere skulle jeg få den bizarre oplevelse at en date bad om at blive blogget om, ellers var det jo ikke seriøst)
Nu om dage (hark, hark, host) ser mange af os verden i 140 karakterer eller som en statusupdate. Ikke for at lyde som en gammel journalist, men der var altså noget over at tænke i sammenhængende tekster. Ikke lange tekster, men mere end en sætning ( Dalager, du kan godt begynde at støve Mikrofiktion af – dét kommer der et indlæg om!).
Jeg tror dog at blogformatet har mindsket min chance for nogensinde at skrive en ordentlig bog. Der er to “færdige” (jammerlige) romaner på den eksterne harddisk, som resultat af to gennemførte NaNoWriMo‘s, men jeg har virkelig store problemer med det lange format.
Nå, men jeg snakker udenom. En ting er at starte en blog, men hvorfor blev jeg ved?
Det er en fantastisk måde at dokumentere de mellemstore refleksioner fra hverdagen. Ikke de helt små – “skal jeg nu tage en kop kaffe til?” – men dem, som man drøfter med kollegerne i kantinen, griner over med venner og går i selvsving over en sen aften midt i en google-søgning. Nogen af de ting, der virker vigtige nu og her, men som er glemt om en måned. Det er selvfølgelig mest et argument for, at man skal gøre det, fordi der er så meget retro-indhold at nyde, det forklarer ikke hvorfor jeg i perioder gjorde det næsten hver dag.
Alle mennesker kan godt lide at tale med nogen. Og at have en blog med gode læsere og kommentatorer, er en meget lang samtale. Nogen af de ting jeg har diskuteret med mig selv og andre over årene, er noget, der er et meget lidt samtalerum omkring – det interesserer meget få. Derfor er noget af det bedste ved en blog, at man kan tale med andre om de emner, blive klogere og skærpe sine egne argumenter.
Så ja, jeg blogger for at få venner. Det er lykkedes meget godt. Mere om det i et andet indlæg. (Jeg kommer til at blogge om det her til juleaften, som jeg lover indlæg ud til højre og venstre).
Jeg blogger også, fordi jeg godt kan lide at skrive, og gerne vil blive bedre. Pyt med kommaer, det handler om at finde sin egen stemme, og udvikle den, som man selv forandrer sig. Jeg skriver anderledes nu end da jeg startede (selvom kommaerne altid har manglet), og jeg trænger snart til et ny stilskift igen. Jeg er f.eks. selv træt af mine evindelige tankestreger og paranteser, så når alt det her er ovre, vil jeg finde en enklere stil.
Efter de første fem år opdagede jeg, at jeg også bloggede for at have en holdeplads for noget af min identitet. Da jeg flyttede fra Aarhus til København, fik mit første rigtige job og skulle til at finde en helt ny omgangskreds, så var der en periode, hvor bloggen var et ankerpunkt. Og skulle jeg en dag stå uden job, så tror jeg heller ikke at min faglige identitet ville blive ramt så hårdt, fordi det ikke er den hele, der er deponeret i mit job – selvom de sidste års infrekvens nok tyder på, at den større del er det nu end tidligere.
Så ja, jeg blogger også for at blive set. Både af dem jeg kender, og dem jeg ikke kender. Og nogen gange kan det også holde højrøvetheden lidt i skak at se på nogen af de gamle indlæg – det er ubestrideligt, at det er mig der har skrevet den 100 ting liste, og andre lige så unge og naive tekster.
At blive blogger var at blive en del af et fantastisk fællesskab. Jeg er evig taknemmelig for at have mødt alle de mennesker jeg har mødt – fra link til IRL. Jeg tror det er det bedste jeg har gjort for min karriere, min vennekreds og min horisont.
Så selvom det i perioder har været lidt svært at forklare, hvad det her blogging går ud på, så har jeg aldrig fortrudt. Ikke engang de allermest pinlige indlæg.
