Der er visse ting, der er fixpunkter i ens liv. Familie. Venner. Kvarteret, hvor man er vokset op. Mors mad. Fars brilledelle.
Og min sofa. Jeg fik den, da jeg var 14, og i mange år var den også min seng, en klassisk Hästens sovesofa, som man slet, slet ikke kunne se, var en sovesofa. Bilder jeg mig ind. Siden har mange andre mennesker siddet i den, sovet i den, spildt i den, og der var en gang en ellers sød hund, der tog en bid af den.
I de sidste 5 (8?) år har jeg talt om, at jeg skulle have en ny. Venner har kaldt den ikke bare studentikos, men uncool. Jeg har været ude at kigge på nye sofaer mange gange, og endda fundet værdige afløsere, men øjeblikket har bare aldrig rigtig været der.
Men nu er det slut. Efter mere end 7 måneder med et stadigt voksende hul midt i betrækket, et hul, som gæster høfligt dækkede med deres bagdele, men alligevel ikke kunne lade være med at bemærke, grundet den gullige indmads kontrast til det grå betræk, er det slut. Farvel, gammel sofa. Goddag, ny dobbelt-størrelse mega-ikke-sove-sofa.
Det er en ny æra i mit liv. Men jeg er overrasket over, hvor hurtigt jeg er kommer til at holde af den nye. Og hvor hurtigt jeg har glemt sofaen, der har serviceret mig i 17 år.
