emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

Blogolæum #5: Feeds er passé

Det er fredag aften og ingen læser min blog.

Alle bloggere med respekt for deres statistik ved, at deres indlæg bliver læst i hverdagene, og lidt søndag aften. I hverdagene er det om morgenen, frem til kl 9, ved frokosttid, i den universale døde periode mellem 15 og 16, og igen efter kl 20, når børnene er lagt. Gælder sandsynligvis de fleste medier.

I starten læste vi hinandens blogs ved at taste bloggens url i adressefeltet eller ved at klikke på et link i egen eller andres blogrolls, eller vha. aggregatorer som blogbot.dk.

Men så blev RSS-læseren populær, og verden blev, for en tid, en helt anden.

Pludselig kunne man se alle de blogs man fulgte i ét browservindue. Når man fandt en blog man kunne lide, tilmeldte man ganske enkelt dens feed til ens læser, og man ville aldrig mere skulle huske url’er i hovedet. Det svarede lidt til at få mobiltelefon og kode alle ind i adressebogen en gang for alle.

Jeg brugte i lang tid Bloglines, der egentlig var mere kompleks end hvad der var nødvendigt, men det var dejlig overskueligt, og man kunne sortere i mapper og det var nemt at se, hvad man havde læst og hvad man ikke havde. Jeg kan huske at vi havde en masse diskussioner om man nu også ønskede at frigive fuldt RSS-feed til brug for alle og enhver – altså, nogen feedtyper kunne man sætte op, så dem, der abonnerede kun kunne se en manchet eller de første 1o liniers tekst. Så måtte man pænt klikke på et link for at komme over til det fulde blogindlæg på bloggerens egen blog. Måske handlede det om at man gerne ville sikre, at folk så eventuelle reklamer, men på contentsiden virker det i dag omtrent ligeså fjollet som at diskutere, om man må linke dybt.

Da RSS-læserne blev populære, kunne det også hurtigt ses på statistikken. Den blev mere uinteressant, fordi kilderne nu bare var RSS-læser typer, og ikke andre bloggeres blogrolls. Det var sjovere den gang man kunne se værdien af at blive linket til af many.dk (en af de mest originale danske hverdagsbloggere).

Desværre ser det ud til, at RSS-læserens tid er forbi. Færre og færre bruger dem, og der er endda dem, der er gået tilbage til de lidt mere gammeldags tjenester, i familie med blogbot.dk, som f.eks. bloglovin.com, der har en stor andel af de danske modebloggere. Måske er det fordi, at oplevelsen med at læse blogs har meget til fælles med at læse avis – man vil faktisk gerne have muligheden for at bladre forbi de mindre spændende sektioner, for det kunne jo være de skrev noget interessant en dag. Bloglovin tilbyder RSS-læser funktionalitet, men pusher bredere indhold end det, du selv har valgt, som f.eks. reklamer.

For tiden bruger jeg Google Reader, men det er en noget tør oplevelse, da 80% af de blogs jeg en gang fulgte er døde. Og alle de nye ser jeg på Facebook og via Twitter.

Related Posts with Thumbnails

6 Comments, Comment or Ping

  1. Måske læser vi ikke RSS, men vi er på Twitter hele tiden… på godt og ondt.

  2. It’s cuz.. Facebook og twitter er konstrueret efter feed-princippet, hvilket dermed på en måde kan ændre præmissen her til: de gammeldags feeds er passé :-)

  3. many.dk – husker tydeligt den hverdagsblog… hvor mon hun og den er blevet af?

  4. Hun findes såmænd endnu – hendes hverdag deles bare mindre bredt end tidligere. Bloggen døde vist af en glemt eller ignoreret domænefornyelse..

  5. Naja

    Hatten af for at du har formået at holde liv i bloggen! :)

    Og det er skam helt alvorligt ment! Som du ganske rigtigt skriver, har massedøden for længst sat ind. Oprydning i Readeren er trist på den lidt nostalgiske måde – når man endegyldigt sletter sider der definitivt ikke kommer mere fra.

    Ud over dig, tror jeg Classy er tæt på at være den eneste der – sporadisk – giver lyd. Af de jeg har fulgt mere end 4 år. Andre er så genopstået i nye konstellationer.

    Måske det – også – er en af forklaringerne?

    Kan for eget vedkommende se, at jeg de sidste 5 år er gået fra at blogge aktivt og intensivt, er blevet en passiv læser: Har stor-nydt dine Blogolæum-indlæg, men har ikke engang været inde på din side før nu!

    Blogs er blevet reduceret til endnu en kilde, på niveau med nyhedsfeeds.

    Og man skal nok være rimeligt hard-core som blogger, hvis man har lyst til at fortsætte, uden kommentarer til det skrevne – og uden at der er nogen synlig trafik på siden.

    - Men som du skriver, en hel del er bare flyttet et andet sted hen.

  6. @ Thomas og Michael: Ja, FB og Twitter er også efter feed-princippet, men med en meget kort aktualitetstolerance. Hvis du ikke ser det inden for 6 timer på Twitter, then it didn’t happen. Det er egentlig lidt trist. Selvom jeg synes live-heden er fed, så savner jeg alligevel at kunnne feste på en bloggers seneste 5 indlæg, uden for meget arbejde :)

    Tak, Naja – det har sørme osse holdt hårdt de sidste par år! Ja, halvdelen af kommentarerne kommer jo på FB (jeg ved godt at det kan løses, men..), så det er mere distribueret nu. Og så er der fortsat en del af kommentarerne der kommer irl. Det er det allersjoveste.
    Sållænge man gider skrive kun for sig selv, så giver bloggen stadig mening.

Reply to “Blogolæum #5: Feeds er passé”

Katrine Emme Thielke