Kogebøger er en dejlig ting. Gode opskrifter gør det nemt at lave den mad, man gerne vil spise. Hvis man kan finde ud af at bruge opskriften, er resultatet rimelig forudsigeligt.
Men det kan man også godt blive lidt træt af.
Jeg har i mange år været optaget af, hvordan mad beskrives i romaner. Jeg har endda, i mine glade akademiske år, skrevet en opgave om fremstillingen af mad i golden age og noir science fiction. Jeg tror nok min tese var, at jo værre det gik med menneskeheden til slut, jo dårligere mad fik de i løbet af romanen. Som om det ikke var det værd at føde menneskene ordentligt, hvis de alligevel blev udryddet af en rumparasit.
Mine første erindringer med fiktionsmadmisundelse var, når min far læste højt at Hobbitten for mig. Jeg tror Tolkien var en mand, der satte pris på en god brunch, ihvertfald blev jeg sulten, selv når de bare fik en humpel brød i vejkanten.
Og det har fået mig til at tænke, at jeg vil til at lave mere fiktionel mad. Det har den fordel, at jeg altid kan sige at retten mislykkes, da forfatteren har den kreative ret til at digte noget, der ikke kan lade sig gøre.
Jeg startede i denne uge med Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y. Jeg er ikke færdig med at læse den, men jeg tror menneskene overlever, for der har været et par gode, simple retter indtil videre, og hovedpersonens næsten orgiastiske forhold til kaffe lover også godt (selvom jeg er lidt træt af, at mysterier kun kan løses af personer, der har haft en hård opvækst, drikker sygt meget kaffe, ryger for meget og ser lidt stort på personlig hygiejne).
I scenen jeg har lavet mad fra, mødes hovedpersonen Ariel med to kolleger. Det er Heather, der har lavet mad:
“We’re eating pasta and roasted vegetables, as promised (…) The pasta is almost as impossibly bouncy as she is, and the white spirals slither off your fork if you aren’t careful. The vegetables (…) have been coated with olive oil and lemon juice, and they’ve got that sticky, almost caramelized texture.”
For det første kommer jeg ikke fra en madtradition, hvor man laver pasta og grøntsager sammen alene, med mindre man synes tomatsauce tæller som grøntsager. Så allerede der var jeg interesseret. Og karameliserede grøntsager, det er da ikke til at stå for.
Jeg har testet et par varianter, og er nået frem til, at det er en herlig studentikos ret, der med fordel kan spices op med lidt parmesan og smør.
På billedet ses den seneste variant, hvor grøntsagsrodsammen er lavet på de rodfrugter man nu kunne få (rødbederne var muligvis en fejl, men farven er da festlig), plus en håndfuld hvidløgsfed, lidt squash og aubergine, olie g saft fra to tomater. Pastaen er fuldkornslinguine (man ER vel en speltmor), som er rørt med en god klat smør (ikke sådan en tøse-klat, men nok til at smøre en hel Price-bror fra top til tå) og en masse sort peber. Drys med parmesan.
Testpersoner melder, at citron alene ikke karameliserer grøntsagerne, men det kan være at min teknik er forkert, eller at det bare er ønsketænkning fra Scarlett Thomas’ side.
Romaner, særlig dem der vil en masse, som The End of Mr Y da også vil, sætter vi gerne i kategori som noget lidt højpandet. Men her er da en hel nede på jorden hverdagsret, lige ud af din litteratur. Og så er det særligt fornøjeligt at lave mad med en paberbackroman i hånden, fremfor en tung kogebog.
Værsgod og spis, mad i bøger.


9 Comments, Comment or Ping
Lotte
Har du mon læst “The Devil’s Larder” af Jim Crace? Hvis ikke, har du noget til gode. Den var min første store fiktionsgastronomiske oplevelse.
(Being Dead er min absolutte Crace-favorit, men den handler så ikke om mad)
Jan 15th, 2012
Astrid
Jeg elsker også, når måltiderne spiller en rolle i bøger. Martin Kongstads beskrivelse af kartoffelrækkejetsettets madvaner i ‘Han danser på sin søns grav’ er ubetalelig.
Jan 15th, 2012
Lars
Astrid, det er så rigtigt. Skulle lige til at skrive det også. De foretager sig næsten ikke andet end at lave mad. Og med hvilket (lidt irreterende) overskud og moderigtig tilgang til det… Katrine du får travlt (og økonomiske problemer) hvis du skal nå det hele deri… Men virkelig godt beskrevet! Har Martin Kongstad ikke også engang været madanmelder?
Jan 16th, 2012
Alexander Kjerulf
Har du læst Game of Thrones? Den er spækket med beskrivelser af mad, og det er der så nogen der genskaber her: http://innatthecrossroads.com/
Det er muligvis et datapunkt der modsiger din hypotese, fordi selvom hele den verden er ved at gå ad H til, får de stadig noget ret lækker mad
)
Jan 16th, 2012
Søren Vrist
Jeg kunne ikke læse millenium trilogien uden konstant at få lyst til at blive oppe hele natten og drikke kander af kaffe og spise madder. Det er normalt ikke noget jeg synes er specielt sjovt at spise, men der var noget over det i bøgerne
Jan 16th, 2012
emme
Ah, der er jo masser af madbøger at gå i gang med. Kongstad er sat på must-read listen, det samme med Carver.
Jeg husker faktisk ikke maden i Game of Thrones, men har det seneste bind til gode, der ligger klar i reolen – så der skulle nok blive et måltid af den!
Milleniummadderne husker jeg heller ikke, men jeg kender bestemt følelsen. Selv i science fiction-romaner, hvor mad og drikke har underlige navne, kan jeg få fornemmelsen af, at sidde oppe hele natten over en kande, er det eneste rigtige at bruge livet til
Jan 16th, 2012
Brian Brandt
I bind 3 af “game of thrones” (som jo så egentlig hedder “a storm of swords”) er der en bryllupsmiddag med 77 retter – ikke alle lige meget beskrevet
.. I øvrigt den fedeste serie jeg har læst i den adventure genre. Jeg synes faktisk den er bedre end Ringenes Herre – men det er jo en anden sag..
Jan 17th, 2012
Kirsten Marie
Oh. Og så er der jo Margaret Atwoods The Edible Woman.
Jan 17th, 2012
charlotte
Mad i bøger? I så fald vil jeg gerne anbefale Frøken Smillas fornemmelse for sne.
Hilsen Charlotte (tidligere lincp)
og som er flyttet til Hååååååårsens og har fået mand og hund. Hej Emme.
Jul 15th, 2012
Reply to “Mad i bøger #1: Scarlett Thomas, The End of Mr Y”