emmes weblog

Kogebøger er en dejlig ting. Gode opskrifter gør det nemt at lave den mad, man gerne vil spise. Hvis man kan finde ud af at bruge opskriften, er resultatet rimelig forudsigeligt.

Men det kan man også godt blive lidt træt af.

Jeg har i mange år været optaget af, hvordan mad beskrives i romaner. Jeg har endda, i mine glade akademiske år, skrevet en opgave om fremstillingen af mad i golden age og noir science fiction. Jeg tror nok min tese var, at jo værre det gik med menneskeheden til slut, jo dårligere mad fik de i løbet af romanen. Som om det ikke var det værd at føde menneskene ordentligt, hvis de alligevel blev udryddet af en rumparasit.

Mine første erindringer med fiktionsmadmisundelse var, når min far læste højt at Hobbitten for mig. Jeg tror Tolkien var en mand, der satte pris på en god brunch, ihvertfald blev jeg sulten, selv når de bare fik en humpel brød i vejkanten.

Og det har fået mig til at tænke, at jeg vil til at lave mere fiktionel mad. Det har den fordel, at jeg altid kan sige at retten mislykkes, da forfatteren har den kreative ret til at digte noget, der ikke kan lade sig gøre.

Jeg startede i denne uge med Scarlett Thomas’ The End of Mr. Y. Jeg er ikke færdig med at læse den, men jeg tror menneskene overlever, for der har været et par gode, simple retter indtil videre, og hovedpersonens næsten orgiastiske forhold til kaffe lover også godt (selvom jeg er lidt træt af, at mysterier kun kan løses af personer, der har haft en hård opvækst, drikker sygt meget kaffe, ryger for meget og ser lidt stort på personlig hygiejne).

I scenen jeg har lavet mad fra, mødes hovedpersonen Ariel med to kolleger. Det er Heather, der har lavet mad:

“We’re eating pasta and roasted vegetables, as promised (…) The pasta is almost as impossibly bouncy as she is, and the white spirals slither off your fork if you aren’t careful. The vegetables (…) have been coated with olive oil and lemon juice, and they’ve got that sticky, almost caramelized texture.”

For det første kommer jeg ikke fra en madtradition, hvor man laver pasta og grøntsager sammen alene, med mindre man synes tomatsauce tæller som grøntsager. Så allerede der var jeg interesseret. Og karameliserede grøntsager, det er da ikke til at stå for.

Jeg har testet et par varianter, og er nået frem til, at det er en herlig studentikos ret, der med fordel kan spices op med lidt parmesan og smør.

På billedet ses den seneste variant, hvor grøntsagsrodsammen er lavet på de rodfrugter man nu kunne få (rødbederne var muligvis en fejl, men farven er da festlig), plus en håndfuld hvidløgsfed, lidt squash og aubergine, olie g saft fra to tomater. Pastaen er fuldkornslinguine (man ER vel en speltmor), som er rørt med en god klat smør (ikke sådan en tøse-klat, men nok til at smøre en hel Price-bror fra top til tå) og en masse sort peber. Drys med parmesan.

Testpersoner melder, at citron alene ikke karameliserer grøntsagerne, men det kan være at min teknik er forkert, eller at det bare er ønsketænkning fra Scarlett Thomas’ side.

Romaner, særlig dem der vil en masse, som The End of Mr Y da også vil, sætter vi gerne i kategori som noget lidt højpandet. Men her er da en hel nede på jorden hverdagsret, lige ud af din litteratur. Og så er det særligt fornøjeligt at lave mad med en paberbackroman i hånden, fremfor en tung kogebog.

Værsgod og spis, mad i bøger.