emmes weblog

Jeg ved godt, at de cool dawgs præsenterer deres analyserapporter i organisk bomuldsmasse fortygget af velbetalte etniske arbejdere,  og spundet på en pictoresk bjergtop i et ny-demokratisk land, inden det blev slowtransporteret til en baltisk region, der innoverede det til et fysisk format så overlegent at det, at tale om “tryk” og “print”, er en fornærmelse af royale dimensioner.

Jeg ved, at de smukkeste formidlere er de, der taler fra et hjerte så animeret, at enhver præsentationskrykke er en fornærmelse mod deres originale, og ikke-delbare indhold, fordi det skal mærkes – længere inde, helt inde i sjælen

Og at de, der har det overlegne overblik over de nyeste digitale toys, som kun er i alfa-beta-gamma-pre-invite-stealth mode, til enhver tid vælger et format så visuelt, så sømløst, så intuitivt, (så ikke-standardiseret), at selv Keynote må rødme over at blive afsløret som havende bar røv, så præsentationsformatets formative format ganske overdøver det, der er formateret.

Men jeg er en gammel kone, så jeg kan godt lide Powerpoint. Ja, det tager tid at få det snøret om sin lillefinger. Men alle redskaber, der har en højere kompleksitet end en hammer, kræver indkøring. Og nej, det er ikke perfekt – der ryger da nogen favoritfeatures med hver opdatering, og der kommer nye til, der så skal læres. Men nu har vi været sammen i fem år, og jeg er klar til at erklære mig – jeg elsker Powerpoint.