Så nåede vi så langt. 2011 er næsten i mål.
Jeg vil spare jer for opsummering af mit år, da det ikke udelukkende har været en dans på roser, og nøjes med at glæde mig til 2012.
Ude i verden har det også været interessant, og måske er det noget med min fremskredne alder at gøre, men jeg tænker hele tiden, at nu må der godt komme lidt ro på – bare lidt. Jeg er ikke i “stop verden, jeg vil af”-mode, jeg kunne bare godt tænke mig tid til at reflektere over en ny politisk dagligdag i Danmark, det arabiske forår og mange andre forandringer, som jeg gerne så rodfæstet, inden det får en dom.
Jeg tror 2011 blev året, hvor jeg for første gang følte mig gammel, som i bestemt-ikke-ung-længere. Ikke fysisk, men mentalt.
Heldigvis har jeg også brugt noget af året til at samle kræfter, så jeg er nu klar til at stå på speederen – arbejdsmæssigt og ellers – i det nye år.
Om det betyder at min blog kommer til at lide mere eller mindre af infrekvens, det må tiden vise. Jeg har savnet den, så jeg håber den kan få en lidt større bid af min tid i det nye år.
Glædelig jul til de af jer, der stadig hænger på. Og godt nytår.
KH
Emme
Dec 24, 2011
Kære Cykeltrunte,
Jeg indrømmer gerne, at du klæder København godt, på din bedstemorcykel, i din designerjakke og klædelige, feminine iPhone-høredutter. Dit rolige overskud, mens du ruller roligt af sted og tjekker byen ud (men i virkeligheden tjekker dig selv), er beundrigsværdigt.
Men er det nødvendigt at hele tiden tjekke om pandehåret sidder? Når du slipper styret for at ae de lokker, der er klippet til at blive aet, så mindskes dit tempo, og indgrebet får dig uværgeligt til at slingre rundt midt på cykelstien, så ingen kan komme forbi.
Ding-ding. Hvad var det for en lyd? Var det din telefon? Nej? Helt sikker? Har du andet i tasken der kan ringe eller bippe? Tag dig god tid til at tjekke, min pige.
Nej, hov! Det var jo en bag dig, der gerne ville forbi, en sur kælling på en grum, raslende ladcykel.
Jeg ved godt jeg forstyrrer din morgen-zen, Cykeltrunte, men du stopper trafikken. Hvis det skal gå så langsomt, hvorfor tager du så ikke bussen? Så kan du også sidde med dit makeup-spejl i fred. Og så er du helt sikker på ikke at komme til at svede.
Skønne Cykeltrunte, af vejen!
Dec 14, 2011
En ting er, hvad jeg ønsker mig i den fysiske verden, men noget af det, der virkelig kan gøre min verden nemmere, er online-services. Her er min ønskeseddel:
- Jeg ønsker mig stadig en service, hvor jeg kan se, hvilke kaffesteder i nærheden der har åben før 7 og før 8 (Foursquare er ikke god nok). En dansk Yelp, måske?
- En oversigt over brugervurderinger af arbejdspladskantiner – så jeg ved, om jeg skal sige ja tak til frokost eller ej
- En service, der kan fortælle om der er medvind på cykelstierne på min rute til og fra arbejde – så jeg ved om jeg har tid til den kaffe om morgenen, eller om jeg er ved at være sent på den til hentning i vuggestuen. Medvind kan betyde en forskel på op til ti minutter på min rute på ca 6 km – grøn bølge er heller ikke uvæsentligt
- En service der fortælle, hvor mange voksne og børn der er på min søns stue, på et hvert givent tidspunkt – med tilhørende stats, der viser, om vuggestuen får opfyldt deres menneskekvoter i løbet af året
- En service viser, hvem der har de mest vigtige dagligdagsvarer LIGE NU – altså, har den lokale Superbrugs mere letmælk?
Dec 9, 2011
Man bliver aldrig for gammel til en pakkekalender – hverken adventskalenderen eller den, hvor man får en pakke hver dag.
Tak, Nella, for at installere en i min bogreol mens jeg var væk. Gid det må give megen julekarma de næste mange, mange år – det har du fortjent.
Dec 4, 2011