Jeg ved ikke om jeg lever et liv i ligestilling. Mit eget indtryk er, at det går meget godt, både i familien og på jobbet.
Jeg tænker sjældent noget om aktuelle emner som “kvinde er kvinde værst” og “tabermænd”, da jeg synes det er uhyre svært at generalisere over køn. Jeg kan såmænd bande lige så meget over mænd bag rattet som min næste, men det er et udtryk for en specifik irritation, ikke en generel. Jeg synes økonomisk ligestilling også er en individuel forhandling både i familien og på arbejdspladsen, ikke kun et samfundsanliggende, og husker mine gammeldags medsøstre og brødre på, at hvis man er villig til at lade sig forsørge, så må det følge, at man også selv er villig til at forsørge.
Jeg tror at manglende fædrebarsler er lige dele uambitiøse lovgivere og kultur. Og at det sidste er det sværeste at gøre noget ved. Men jeg er tålmodig.
Det skal med andre ord ret meget til at gøre mit kogende pis feministisk.
Men der er dog en ting, der gør mig rødglødende – en helt simpel ting, som jeg har oplevet mange gange siden jeg fik barn: Folk spørger mig, hvordan det går med at være karrierekvinde og mor.
Tænk, at det i denne tid kan opleves som et relevant spørgsmål at stille! Du altforbarmede.
Selvfølgelig er det relevant at spørge hvordan jeg har det, nu da et af livets helt store forandringer er indtruffet. Du må spørge mig til hele mit liv, hvis bare du ikke antager at at karriere og mor stadig er en modstilling. Medmindre, naturligvis, du ville stille spørgsmålet om, hvordan det går med at være karrieremand og far.
Et spørgsmål jeg måske skal til at stille noget mere, for at brænde BH’en bare en lille smule.
(Inspireret af De gasblå feminister)
5 Comments, Comment or Ping
Ole M.
Måske burde man nærmere spørge hvordan det går med at være karriere-person, og forælder? Selv oplever jeg da udfordringer, fx lægger jeg nu en del færre timer på kontoret end mine kolleger uden børn, da jeg ofte skal både aflevere og hente i vuggeren samme dag. Om aftenen (med planlagt overarbejde) forventes hos os ofte at man starter kl 18 – men jeg kan først ved 20-2030-tiden når knægten er puttet. Tilsvarende kan jeg heller ikke bare lave en all-nighter – for kl 7 næste morgen forventes det, at jeg er oppe og kan levere fuldt serviceniveau.
Jeg skal ikke afvise at ovenstående mangel på fleksibilitet fra min side i hvert fald ikke virker *fremmende* på karrieren. Omvendt er virksomheden så også ret sikker på, at jeg ikke uden videre siger op og flytter udenlands etc = mere stabil arbejdskraft.
Jeg gætter på, at det er et svar ala ovenstående, folk forventer, når de spørger til hvordan man klarer det.
Nov 12th, 2011
emme
Ja, præcis. Og jeg ville ønske det var lige så almindeligt at have den snak med medarbejdere af hankøn som af hunkøn. Det må da også være træls at folk bare forventer at mænd klarer det uden videre, mens kvinder bliver tilbudt deltid…
På min arbejdsplads har langt de fleste børn, mændene tager barsel, og ingen rynker bryn af den måde jeg indretter mit arbejdsliv på – men jeg tror jeg er heldig.
Nov 12th, 2011
Lotte T.R.
Jeg er heldigvis også heldig, og det har man jo lov at være ind i mellem. Min mand og jeg fordeler efter bedste evne, og min arbejdsplads er familievenlig. Men jeg bor på landet i nærheden af større by (Odense), og min mand er af bondeslægt. Det betyder, at jeg omgås mennesker og familiemønstre (og sociale klasser, om man vil), som jeg ikke havde kontakt med, da jeg boede i København gennem 9 år og mest havde samkvem med med-akademikere.
Efter jeg flyttede fra København for 6 år siden ser jeg rigtig mange familier indrettet ufattelig gammeldags i mine øjne, og det bringer faktisk mit feministiske pis lidt i kog, i hvert fald en bekymret simren over, hvor forskelligt vi ser verden i så lille et samfund, som Danmark er. Jeg ser, at kvinderne tager hele barslen, henter og bringer, når de er kommet tilbage på job, de handler ind, laver mad og gør rent, mens mændene slår græs og går på jagt (ingen af kvinderne har tid til en hobby, men de mener selv, at det skal mændene da have tid til). Jeg fortalte på et tidspunkt til en måbende flok kvindelige kolleger, at min mand og jeg skiftes til at handle ind og lave aftensmad en uge ad gangen.
Selv her mens jeg skriver om den hverdag, jeg på mange måder er en del af, lyder det helt ufatteligt i egne ører. Jeg tror, der findes en stor andel af familier rundt om i og på landet, som ikke er en del af ‘den store stemme’ fra København. Få af kvinderne og mændene betragter sig selv som karrieremennesker, men de 37 timer skal stadig gå op med familielivet. Så den findes altså stadig derude – uligestillingen, den er måske bare mere lokal.
Nøj hvor kommer man let til at lyde mavesur, når man skriver om det der feminisme. Som sagt fungerer det også ok for mig og min familie, men jeg overraskes stadig over den hverdag, jeg færdes i.
Nov 15th, 2011
emme
Tak, Lotte – jeg havde nok på fornemmelsen at ikke alt i verden er som her i akademikerland! Det er underligt at tænke på at så mange stadig lever i traditionelle familiemønstre – det gør det måske også nemmere at forstå, hvorfor der bliver stemt som der gør, til valgene. Jeg synes ofte, at jeg ikke kan forstå, at alle ikke stemmer som mig, før jeg står ved valgstedet – når jeg ser alle de forskellige mennesker, så giver det mere mening. Og jeg bor endda på Østerbro, Kbh!
Nov 15th, 2011
Kirsten
Lotte – du beskriver verden omkring mig og rammer helt i plet.
Jeg er lige nu på barsel – et halv år, så skal min mand have det andet halve år. Hver gang jeg fortæller det, spørger folk undrende: Jamen, hvad laver din mand da?
Underforstået: Han må have et meget ubetydeligt job, siden han kan være væk et halvt år.
Men der er sgu ikke nogen, der spørger, om jeg kan være væk fra mit job i et halvt år.
Og jeps: så koger mit feministiske pis også
Nov 28th, 2011
Reply to “Feminismedebat”