emmes weblog

Jeg ved ikke om jeg lever et liv i ligestilling. Mit eget indtryk er, at det går meget godt, både i familien og på jobbet.

Jeg tænker sjældent noget om aktuelle emner som “kvinde er kvinde værst” og “tabermænd”, da jeg synes det er uhyre svært at generalisere over køn. Jeg kan såmænd bande lige så meget over mænd bag rattet som min næste, men det er et udtryk for en specifik irritation, ikke en generel. Jeg synes økonomisk ligestilling også er en individuel forhandling både i familien og på arbejdspladsen, ikke kun et samfundsanliggende, og husker mine gammeldags medsøstre og brødre på, at hvis man er villig til at lade sig forsørge, så må det følge, at man også selv er villig til at forsørge.

Jeg tror at manglende fædrebarsler er lige dele uambitiøse lovgivere og kultur. Og at det sidste er det sværeste at gøre noget ved. Men jeg er tålmodig.

Det skal med andre ord ret meget til at gøre mit kogende pis feministisk.

Men der er dog en ting, der gør mig rødglødende – en helt simpel ting, som jeg har oplevet mange gange siden jeg fik barn: Folk spørger mig, hvordan det går med at være karrierekvinde og mor.

Tænk, at det i denne tid kan opleves som et relevant spørgsmål at stille! Du altforbarmede.

Selvfølgelig er det relevant at spørge hvordan jeg har det, nu da et af livets helt store forandringer er indtruffet. Du må spørge mig til hele mit liv, hvis bare du ikke antager at at karriere og mor stadig er en modstilling. Medmindre, naturligvis, du ville stille spørgsmålet om, hvordan det går med at være karrieremand og far.

Et spørgsmål jeg måske skal til at stille noget mere, for at brænde BH’en bare en lille smule.

(Inspireret af De gasblå feminister)