emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

Foto af kunst

CilleHvorfor tager turister billeder af kunst?

I september var jeg i Paris med en af mine søstre, og på Louvre undrede jeg mig. Der var mindst et kamera per turist, og ofte også et videoapparat. Der blev knipset en hel del af de berømte malerier, men nogen tog tilsyndeladende billeder af alt. Mængden af billeder af kunst på Louvre må være astronomisk.

Endnu mere eksotisk er den måde mange poserer. For en genert nordbo er det kun noget man gør med stor ironi. Men de fleste ser ud til at gøre det ganske naturligt.

Og når man så kombinerer et kunstværk og en positur, så begynder jeg at spekulere på hvad funktionen er. Det må være en kombination af 1) jeg var der, 2) jeg havde det dejligt og 3) jeg vil genopleve det senere.

Jeg kunne godt ønske mig, at man kunne finde noget, der erstattede kameraet for turisten, så det var muligt at koncentrere sig om en ting ad gangen.

Det er klart, at ingen gider have et digitalt billede af et kunstværk hentet fra museets eget site, for det er ikke kunstværket det handler om, men en selv. Og automatbilleder fra centrale kameraer på museet ville heller ikke være interessant, for hvordan skulle man så vide, hvornår man skulle slå til med sin kulturelt matchende positur (asiater og sydeuropæere i modelversionen, skandinaver med dårlig holdning)? Det er også vigtigt at billedet er fra den rigtige dag på det rigtige tidspunkt – det ved enhver, der har været vidne til familie og venners billedshow fra ferien, hvor man længe diskuterer om billedet er fra lige før frokost eller lige efter, og om er taget på første eller anden sal.

En eller anden form for individualiseret mikro-formidling skal der til – hvor man vel at mærke formidler sig selv. Så ville man måske slippe for al den blitz.

Stakkels Mona Lisa, hun må have pletter for øjnene konstant.

(På billedet er det min søster Cille, der poserer næsten naturligt foran Louvre)

Related Posts with Thumbnails

7 Comments, Comment or Ping

  1. Karie

    Vi ynder at tage fotos af kunst – men det er mere detaljer som optager (ihvertfald) mig. Et hurtigt blik i fotomappen: jeg har vist noget med hænder og noget med hvorledes kniplinger er malet. Vi har aldrig taget fotos af hele maleriet ..

    .. men interessant dét der med “jeg har været her”. Hvad ville Walter Benjamin dog sige til det? (WWWBD?)

  2. Jeg er ikke så velbevandret i Walter Benjamin, men han ville vel godte sig over at have ret – vi devaluerer kunsten med vores piedestal-dokumentation af den? Så al den fotograferen er i mod formålet?

    Jeg tror der er en væsentlig forskel på at være interesseret i noget håndværksmæssigt, som du nok er, og den mere almindelige “jeg var her”-turisttilgang. “Jeg var her” kan, når jeg selv gør det, godt handle om, at jeg ved, hvor hurtigt tiden kan gå og hvor sandsynligt det er, at jeg glemmer det øjeblik. Hvad jeg så åbenbart ikke har lært endnu er, at det ikke er vigtigt, hvis jeg glemmer det… (og måske, når jeg bliver ældre, finder jeg ud af hvor vanvittig vigtigt det er at hjælpe sin egen erindring).
    Jeg ved det ikke – juryen er stadig ude!

  3. Jeg tænkte nøjagtigt det samme, da jeg var i Beijing tidligere i år. I den forbudte by måtte man kæmpe sig forbi begejstrede kinesere der glad og gerne poserede med peace-fingre foran Maos portræt (!). De tog billeder af ALT (også mig, det er det sjove ved at være turist i Beijing).

    Mine feriefotos er også fyldt af “jeg var her”-fotos, men prøver hver gang jeg er på ferie at rykke en smule ved det gængse feriefotografi. Kan tydeligt mærke, at det er svært, formegentlig fordi jeg er meget langt fra at være prof fotograf.

  4. Mængden af feriebilleder i verden kan af og til gøre mig helt svimmel. Gad vide om de faktisk ville kunne VÆRE online?

  5. Mads

    Fra 2010:
    “More than 3 billion photos are uploaded every month”
    “Facebook’s systems serve 1.2 million photos per second”
    Fra 2009:
    “Up to date, users have uploaded over 15 billion photos which makes Facebook the biggest photo sharing website. For each uploaded photo, Facebook generates and stores four images of different sizes, which translates to a total of 60 billion images and 1.5PB of storage. The current growth rate is 220 million new photos per week, which translates to 25TB of additional storage consumed weekly. At the peak there are 550,000 images served per second”
    (En TB er 1000GB)

    Og så er der flickr, 500px, Google’s Picasa osv.
    Emme: Bliver du bedre tilpas nu? ;)

    Kilder: http://royal.pingdom.com/2010/06/18/the-software-behind-facebook/ og http://www.facebook.com/note.php?note_id=76191543919

  6. Ikke helt, Mads, ikke helt. For hvor stor en andel af turisterne smider rent faktisk deres billeder på nettet? Mon ikke 1% er højt sat? Tænk hvis bare 25% pludselig begyndte på det?!

    1.2 mío fotos per sekund… total overload.

  7. Respekt til Cille for at holde en god holdning, et godt smil, modelflagrende hår OG have en kop kaffe med sig.

Reply to “Foto af kunst”

Katrine Emme Thielke