emmes weblog

Min søn kan godt lide at synge, særlig den gode gamle traver “Se min kjole”. Jeg har bare så svært ved at huske versene. Det grønne, det blå og det røde er nemt nok. Men når jeg så ikke lige kan huske hvordan det står til med de andre farver, ja, så må man jo digte. Og det var sådan at dette politiske ukorrekte vers opstod, som jeg gerne vil sige undskyld for:

Se min kjole,
den er brun som lorten.
Alt hvad jeg ejer, det er brunt som den.
Det er fordi jeg elsker alt det brune,
og fordi en neger er min ven

Når jeg ser et dollartegn eller et britisk pund-tegn, så får jeg lyst til at shoppe.

Når jeg ser kroner eller kr. skrevet, så får jeg lyst til at tjekke min saldo og lægge budgetter.

(Alle andre valutaer rør mig ikke).

(vil du gerne give mig en smuk julegave, så kan du købe det i print her >)

(tak, Balslev)

Mit gode gamle con amore-projekt Slikleksikon lever i bedste velgående. Der er fortsat en jævn trafik, lidt mild hærværk og jævnligt nye opslag.

Vi besvarer også et par gange om måneden mails fra folk der efterlyser udgået slik, spørger hvor de kan købe et specifikt produkt eller beder os om at inkludere varedeklaration i vores opslag (svarene er pas, pas og aldrig i livet).

Men i sidste uge nåede vi nye højder, da vi modtog vores første anmodning om sponsorgave:

“Hej.

Jeg tillader mig at skrive til jer, da vi jo nærmer os julen med hastige skridt.

Jeg vil høre om i evt. vil kunne bidrage med en ”sponsor” gave, da jeg har et stort ønske om at give mine børn en god jul, endda med en pakkekalender.

Jeg er en kvinde på 42 år, der pga. sygdom, desværre har fået tilkendt en førtidspension.

Dette betyder jo at jeg har mistet min indkomst, og da jeg har 4 børn, betyder dette meget.

Jeg sender gerne dokumentation, så i kan se min indkomst.”

Jeg tvivler ikke på, at der ligger en hård historie bag. Jeg er dog mest rystet over genren. Det har nok altid eksisteret, tidligere i brevform og ved personligt fremmøde – men i den digitale version kan det hurtigt blive til personaliseret spam.

Hvorfor tager turister billeder af kunst?

I september var jeg i Paris med en af mine søstre, og på Louvre undrede jeg mig. Der var mindst et kamera per turist, og ofte også et videoapparat. Der blev knipset en hel del af de berømte malerier, men nogen tog tilsyndeladende billeder af alt. Mængden af billeder af kunst på Louvre må være astronomisk.

Endnu mere eksotisk er den måde mange poserer. For en genert nordbo er det kun noget man gør med stor ironi. Men de fleste ser ud til at gøre det ganske naturligt.

Og når man så kombinerer et kunstværk og en positur, så begynder jeg at spekulere på hvad funktionen er. Det må være en kombination af 1) jeg var der, 2) jeg havde det dejligt og 3) jeg vil genopleve det senere.

Jeg kunne godt ønske mig, at man kunne finde noget, der erstattede kameraet for turisten, så det var muligt at koncentrere sig om en ting ad gangen.

Det er klart, at ingen gider have et digitalt billede af et kunstværk hentet fra museets eget site, for det er ikke kunstværket det handler om, men en selv. Og automatbilleder fra centrale kameraer på museet ville heller ikke være interessant, for hvordan skulle man så vide, hvornår man skulle slå til med sin kulturelt matchende positur (asiater og sydeuropæere i modelversionen, skandinaver med dårlig holdning)? Det er også vigtigt at billedet er fra den rigtige dag på det rigtige tidspunkt – det ved enhver, der har været vidne til familie og venners billedshow fra ferien, hvor man længe diskuterer om billedet er fra lige før frokost eller lige efter, og om er taget på første eller anden sal.

En eller anden form for individualiseret mikro-formidling skal der til – hvor man vel at mærke formidler sig selv. Så ville man måske slippe for al den blitz.

Stakkels Mona Lisa, hun må have pletter for øjnene konstant.

(På billedet er det min søster Cille, der poserer næsten naturligt foran Louvre)