emmes weblog

I går aftes opdagede jeg en ny sammenhæng: I min strikkeloge er der overvældende mange, der læser fantasy/scifi – og meget af det, endda. Det er da en underlig sammenhæng – håndarbejde og episke røverhistorier?

Ravelry (netværket for strikkere og hæklere) har 65 grupper alene på fantasy. På den anden side, så er mængden af grupper på Ravelry i det hele taget overvældende. Men til sammenligning er der kun 2 Københavner-grupper.

I don’t get it.

Update 4/8 – Fourth Edition har taget emnet op >

Det slår aldrig fejl. Når tog-turen har varet nogle timer og sønnike begynder at blive utålmodig, så trækker jeg mit bedste våben: IPhone. Straks klukker han af fryd og flår den ud af hånden på mig. Han låser den selv op og bladrer frem til den version af Angry Birds han foretrækker lige nu (der er jo tre: Classic, Seasons og Rio). Og så er der ro den næste time for ham, men ikke for mig.

For det varer som regel ikke længe før folk stimler sammen og glor på ham. Siden han var et år har han kunnet spille Angry Birds, og nu har han så meget styr på det, at han ligner en voksen. Han kan bruge alle fuglenes specialfunktioner og venter altid pænt det der trælse sekund fra man har gennemført en bane til spillet angiver ens score. Han shopper hjemmevant mellem favoritbanerne og han små tykke pølsefingre er lynhurtige – hurtigere end de fleste voksnes (Ja, skal nok snart komme med en video – men han har jo min iphone!).

Mine medpassagerers reaktion er måben.

“Tænk, at han kan spille Angry Birds – han er bedre end mig!”, hører jeg ofte.

Og de bliver ikke sådan lige trætte af at kigge ham over skulderen. Der bliver stillet mange spørgsmål (hvor længe har han kunne spille, hvad er hans favorit, hvad sker der når der ikke er mere batteri). Og forklaringsmodellerne går klart i en retning:

“Det beviser jo bare hvor intuitive Apples produkter er at bruge, når en halvanden-årig kan det der!”

Nu mener jeg ikke at der er noget der hedder intuitivt, når det gælder interfacedesign (affordance er konvention), men jeg forstår godt hvad de mener. Jeg tror bare ikke det er derfor han kan spille Angry Birds.

For det første tror jeg der er en hel del imitation involveret. Og så er der børns utrolige stædighed og tålmodighed, der skal til, uanset om de skal lære at gå eller betjene en iPhone. De er programmeret (haha!) til bare at knokle på. Også selvom han ikke helt forstår hvad formålet er. Jeg er helt sikker på, at han ikke fatter, at grisene har stjålet æggene og nu skal de have tæv. Eller at hvis man smadrer alle grisene på skærmen, så går man videre til den næste bane. Han kan bare godt lide, at der sker noget, når han bruger skærmen, og han har lært, at der sker mest, når han rammer rigtigt med fuglene.

For det andet er der tid – tid sammen med god lyd og rare billeder (han kan nynne tema-sangen). Vi har ikke noget fjernsyn (faktisk forsøger han altid at scrolle på skærmen når han ser et). Og ind i mellem er der altså brug for lidt distraktion. Nogen vælger Byggemand Bob, vi vælger at han må bruge tid med iPhone. Og da han har gjort det siden han var 10 måneder, så er det klart at han ser ud som om han er vildt god til det. (Det tog ham ca en måned at lære at låse telefonen op i første forsøg)

Desuden er Angry Birds et spil, som selv en person med ti tommelfingre kan klare. Den halvanden-årige kan ikke hitte ud af mere komplekse spil som Tiny Wings. Dog er det ikke et spil man kan spille UDEN at gøre noget (som det hypotiserende Sky Burger).

Så jeg tror, at hvis alle små børn havde fået lov at gramse på deres forældres iPhone af og til, så kunne de helt sikkert også spille Angry Birds.