emmes weblog

Min kollega Mille og jeg diskuterede i sidste uge, hvorfor der er smudsomslag på hardbacks. Det virker som en gammeldags tradition, fra den gang folk havde meget fedtede hænder (gad vide hvornår det var..?) og som godt nok er elsket af puritanerne, men i virkeligheden bare er et fordyrende og irriterende led.

Rosinante var først på tasterne og skrev “I gamle dage brugte man jo smudsomslaget til at beskytte bøgerne, der ofte var lavet af læder, mod netop smuds og fedtfingre. I dag bibeholder man smudsomslagene af andre årsager. Dels er der en forbindelse til fortiden, hvor smudsomslaget også var med til at signalere overskud og lækkerhed. Dels giver det mulighed for at lege med bogens design og udtryk.”

Claus mente, at “Så går læderet ikke i stykker i butikken og man kan have de grimme splashy covers på, men pæn bog på hylden”, og det kan der jo også være noget om, og de fleste peger også på designmulighederne – dvs. sådan en slags dobbelt-design, hvor man kan lave et vildt smudsomslag og en klassisk indbinding.

Wikipedia har naturligvis en fin historik, og der står, at i gamle dage kunne man bestille sit eget omslag! Se, det gad jeg godt have. Tænk at kunne bestille sin egen indbinding, når man køber bøger på Amazon eller Saxo. Så kan man virkelig få ensrettet sin bogreol, hvis man tænder på det, eller give meget personlige gaver.

Historisk set, mener man at de allerførste smudsomslag faktisk var mere en slags indpakning end egentligt omslag – dvs. at man fik sin fint indbudne bog pakket i karduspapir, så den var beskyttet indtil den kunne blive omsorgsfuldt placeret i familiebiblioteket. Det giver god mening, hvis man går ud fra at prisen på en enkelt bog nok alligevel var relativt høj den gang (selv relativt til danske priser).

Smudsomslaget som vi kender det i dag – med flapper – begyndte at blive taget i brug i 1850′erne. Frem til den første verdenskrig var smudsomslag noget man ofte smed ud allerede i butikken, som når vi vrider toppene af gulerødderne henne i supermarkedet. Smudsomslaget skulle beskytte bogen længe nok til at den blev solgt. Fra 1920′erne migrerede det meste af omslagsdesignet ud på smudsomslaget, og derfor blev det også mere attraktivt for ejerne at gemme de sjove smudsomslag.

Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det ikke er et meget fordyrende led – det må det være, ellers ville der vel ikke blive solgt de der mellemløsninger, der er en slags pap-hardbacks – men sjovt, at det er så blivende en tradition. Særlig i disse år, hvor der sker så meget for bogen.