Man skulle tro det var irriterende. At siderne er lige så små som en pixibog, men har fire gange så mange ord og ingen tegninger. Men det er faktisk meget passende, når man skal læse sig i søvn.
Iphones iBook app kan ikke noget særligt, andet end at vise de bøger man har købt eller hentet fra Guthenberg Project. Den har sit eget lys, hvilket er nyttigt om aftenen, så behøver man ikke have lys tændt i soveværelset (til gengæld er man blind, når man kigger op fra skærmen).
Når siderne er så små, så er iBook selvfølgelig ikke så egnet til en pageturner. Den er bedst til bøger, der kræver lidt refleksion og som skal læses langsomt, fordi lixtallet er højt og sætningerne prætentiøse. Fordi iphonen er så let, så kan man også holde den oppe nemmere – men det gør lige så nas at tabe den i fjæset på sig selv, som en rigtig bog.
Der mangler naturligvis blærefaktor ved verdens mindste bog. Folk tror man spiller Angry Birds når man bladrer, og man indleder ikke interessante samtaler med fremmede på baggrund af omslaget. Og man udvikler en ucharmerende pukkelryg, når man bøjer sig over sin lillebitte ord-hersker, for man sætter ikke ordstørrelsen op, for så ville en normal roman fylde lige så mange sider som den har sætninger.
Den lillebitte ordhersker er i udgangspunktet servil. Den husker hvor jeg er kommet til. Men hvis man sætter en finger forkert på dens display, så går alt i smadder. Det er som at jokke i spinaten i en fremmed kultur og mærke alle vende en ryggen.
Men hvis man bare overgiver sig, spiller efter den lillebitte ordherskers regler, så bliver alt nemt og godt. Man kan have hele verdens klassikere med sig og læse sig læsebriller til (,sålænge man har oplader og adgang til strøm, forstås).
Verdens mindste bog er som den uudtømmelige pung fra eventyrene – uanset hvor mange håndfulde guldstykker man tager op, så er der altid flere.
