emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Som en Kung-Fu is, sort og hvid, men med masser af flavor. Og klistret indpakning.

Verdens mindste bog

Man skulle tro det var irriterende. At siderne er lige så små som en pixibog, men har fire gange så mange ord og ingen tegninger. Men det er faktisk meget passende, når man skal læse sig i søvn.

Iphones iBook app kan ikke noget særligt, andet end at vise de bøger man har købt eller hentet fra Guthenberg Project. Den har sit eget lys, hvilket er nyttigt om aftenen, så behøver man ikke have lys tændt i soveværelset (til gengæld er man blind, når man kigger op fra skærmen).

Når siderne er så små, så er iBook selvfølgelig ikke så egnet til en pageturner. Den er bedst til bøger, der kræver lidt refleksion og som skal læses langsomt, fordi lixtallet er højt og sætningerne prætentiøse. Fordi iphonen er så let, så kan man også holde den oppe nemmere – men det gør lige så nas at tabe den i fjæset på sig selv, som en rigtig bog.

Der mangler naturligvis blærefaktor ved verdens mindste bog. Folk tror man spiller Angry Birds når man bladrer, og man indleder ikke interessante samtaler med fremmede på baggrund af omslaget. Og man udvikler en ucharmerende pukkelryg, når man bøjer sig over sin lillebitte ord-hersker, for man sætter ikke ordstørrelsen op, for så ville en normal roman fylde lige så mange sider som den har sætninger.

Den lillebitte ordhersker er i udgangspunktet servil. Den husker hvor jeg er kommet til. Men hvis man sætter en finger forkert på dens display, så går alt i smadder. Det er som at jokke i spinaten i en fremmed kultur og mærke alle vende en ryggen.

Men hvis man bare overgiver sig, spiller efter den lillebitte ordherskers regler, så bliver alt nemt og godt. Man kan have hele verdens klassikere med sig og læse sig læsebriller til (,sålænge man har oplader og adgang til strøm, forstås).

Verdens mindste bog er som den uudtømmelige pung fra eventyrene – uanset hvor mange håndfulde guldstykker man tager op, så er der altid flere.

Året i billeder – næsten

Da året startede, begyndte jeg også (igen) på fotoudfordringen “et billede om dagen”, en populær hobby i the Flickrverse. Nu er der gået mere end halvdelen af tiden, og det er på tide med en status.

Det går ikke så godt. For det første mangler der lige nu 12 billeder. Og da reglen er, at et billede for en dag, skal være taget den dag, så er det svært nu at reparere på det (jeg har været min iphone igennem for at se om jeg skulle have taget noget grimt på de datoer der mangler).

Udover det, så ER der allerede en håndfuld erstatningsbilleder i sættet, dvs billeder der er taget inden for et døgn af der hvor det skulle have være taget. Sidst men ikke mindst er kvaliteten noget svingende – der er mange flere iphone-billeder end jeg havde forestillet mig, og ret mange temmelig ringe billeder. Til gengæld tror jeg, at sættet er et større glimt af, hvordan mit liv er indrettet, end f.eks. hvad der foregår på denne blog.

Det værste billede må være det fra Demodag – for at forstå det, skal man have en lang forklaring om Demodag selv, om Arduino og Podio, og forstå, hvorfor det er så sjovt, at hvem-han-nu-end-er, sidder og laver en installation, mens de andre demoer. Alt det siger billedet intet om, det er bare et grumset billede af ryggen af en person.

Det bedste – selvom det er noget uskarpt – synes jeg er det af min søn midt i et arrighedsflip. Han ser sjældent sådan ud, og minder mig om, at jeg skal huske ikke at grine, når han er sur – selvom det ser sjovt ud.

Det svære ved det her projekt er klart prioritering af tid. Det er besværligt at have spejlreflekskameraet med, men uden det, så falder kvaliteten af billederne drastisk. Jeg kan tage et acceptabelt billede (min barre er ikke så høj) på et kvarter, hvis bare jeg har det kvarter helt for mig selv – og prioriterer at få det. Men da ens liv som regel byder på ting, der er meget vigtige nu og her, så kan det være vanskeligt at finde den tid hver dag på hele året.

Til gengæld, så indeholder den lukkede fotogruppe med billeder af sønnike lige nu 1807 billeder, hvoraf jeg har taget 698 (siden november 2009). Så hvis nu jeg droppede at fotografere ham, så ville foto-tid ikke være noget problem. Til gengæld ville der blive ballade fra familien.

For at redde den anden halvdel af projektet, må jeg mase det kvarter ind mere systematisk – f.eks. ved at sætte lidt mere tid af til at køre til eller fra arbejde, og så altid sørge for at tage billedet der. Eller blive utrolig god til at sætte lys om aftenen!

Hvorfor er der smudsomslag på bøger

Min kollega Mille og jeg diskuterede i sidste uge, hvorfor der er smudsomslag på hardbacks. Det virker som en gammeldags tradition, fra den gang folk havde meget fedtede hænder (gad vide hvornår det var..?) og som godt nok er elsket af puritanerne, men i virkeligheden bare er et fordyrende og irriterende led.

Rosinante var først på tasterne og skrev “I gamle dage brugte man jo smudsomslaget til at beskytte bøgerne, der ofte var lavet af læder, mod netop smuds og fedtfingre. I dag bibeholder man smudsomslagene af andre årsager. Dels er der en forbindelse til fortiden, hvor smudsomslaget også var med til at signalere overskud og lækkerhed. Dels giver det mulighed for at lege med bogens design og udtryk.”

Claus mente, at “Så går læderet ikke i stykker i butikken og man kan have de grimme splashy covers på, men pæn bog på hylden”, og det kan der jo også være noget om, og de fleste peger også på designmulighederne – dvs. sådan en slags dobbelt-design, hvor man kan lave et vildt smudsomslag og en klassisk indbinding.

Wikipedia har naturligvis en fin historik, og der står, at i gamle dage kunne man bestille sit eget omslag! Se, det gad jeg godt have. Tænk at kunne bestille sin egen indbinding, når man køber bøger på Amazon eller Saxo. Så kan man virkelig få ensrettet sin bogreol, hvis man tænder på det, eller give meget personlige gaver.

Historisk set, mener man at de allerførste smudsomslag faktisk var mere en slags indpakning end egentligt omslag – dvs. at man fik sin fint indbudne bog pakket i karduspapir, så den var beskyttet indtil den kunne blive omsorgsfuldt placeret i familiebiblioteket. Det giver god mening, hvis man går ud fra at prisen på en enkelt bog nok alligevel var relativt høj den gang (selv relativt til danske priser).

Smudsomslaget som vi kender det i dag – med flapper – begyndte at blive taget i brug i 1850′erne. Frem til den første verdenskrig var smudsomslag noget man ofte smed ud allerede i butikken, som når vi vrider toppene af gulerødderne henne i supermarkedet. Smudsomslaget skulle beskytte bogen længe nok til at den blev solgt. Fra 1920′erne migrerede det meste af omslagsdesignet ud på smudsomslaget, og derfor blev det også mere attraktivt for ejerne at gemme de sjove smudsomslag.

Jeg kan stadig ikke helt forstå, at det ikke er et meget fordyrende led – det må det være, ellers ville der vel ikke blive solgt de der mellemløsninger, der er en slags pap-hardbacks – men sjovt, at det er så blivende en tradition. Særlig i disse år, hvor der sker så meget for bogen.

,

Katrine Emme Thielke