emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Opsamling på Community Day 11

Som modvægt til mit useriøse indlæg tidligere på dagen om konferencemode, så vil jeg nu prøve at betale tilbage med noget lidt mere … alvorligt. Eller ihvertfald en opsamling på, hvad jeg har lært i dag til Community Day 11.

For det første, så var min forventning, at der ville være en del, som jeg ikke forstod. Det viste sig at være rigtigt. Faktisk var det sådan med dagens fem oplæg (Timmes key note tæller ikke med, han og jeg er begge humanister), at jeg som regel forstod hvad oplægsholderne sagde de første fem til ti minutter, og efter det var der kun glimtvis eller overordnet forståelse. Særlig når der blev demonstreret kode var jeg på røven.

Ikke desto mindre, så går jeg fra konferencen med disse konklusioner:

  • Der bliver lavet færre engines og flere service-på-services – spektret spænder vidt, fra Damgaard der bygger fra bunden, over apphabor der er middelman til skyen og helt over til Demodags mikroløsninger, der er 10 liniers kode, der bruger andres feeds og engines. Det er naturligvis en ret naturlig udvikling – perioden hvor alle skulle opfinde den dybe tallerken er slut – og løsninger, der bare vil løse ét problem er vundet frem (hallaluja)
  • Ingen gider vente (på data) – selvom jeg ikke forstod hvordan det blev gjort, så talte flere i dag om deres metoder til at nedbringe ventetiden, når store mængder data skal kunne bearbejdes af en bruger på kryds og tværs. Forventningerne hos brugerne er skyhøje, løsningerne mange – og det gjorde mig bevidst om, at det bliver den slags jeg kommer til at betale for i fremtiden (når jeg skal købe udvikler-kompetencer)
  • Cloud betyder bare professionalisering – det er det, vi er oppe i skyerne over. Før var en server eller host et kælderrum af cement, som man selv skulle indrette fra scratch, nu kan man leje sig ind i en møbleret lejlighed med dørmand. Et datacenter er stadig et datacenter, selvom det er virtuelt og distribueret

Iøvrigt var Erik Damgaard både en engageret taler og en meganørd. Og han faldt helt ind i dagens dresscode, dog var hans skjorte lidt mere blå en gennemsnittets (den var dog ikke sælge-Helge blå).

Og Demodag er simpelthen så fedt. Man burde overføre det til alle fagfelter – kom og demonstrer (ikke præsenter) noget du har lavet der virker på syv minutter.

Og selvom jeg har et kontorjob, så er jeg åbenbart ikke vant til at sidde ned så længe, for jeg har ondt i siddepuden.

(PS. Please, hvis der er noget jeg har misforstået ovenfor, så sig det nu. Det er ikke bare muligt, men sandsynligt)

(PPS. Tak til CD11-arrangørerne for et super & gratis arrangement. Respekt. Vi ses næste år)

Related Posts with Thumbnails

No Comments, Comment or Ping

Reply to “Opsamling på Community Day 11”

Katrine Emme Thielke