emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

KommunikationsCast om Gyldendal & #fredagsbog

170KCast har holdt lukket siden i sommer, men nu er der kommet en lille ekstra udsendelse, da jeg var så heldig at møde Gyldendals Twitterhold, der gav et interview.

(Der er også en supplerende artikel på Kforum> – det er mig der har skrevet brødteksten, men ikke overskriften!)

Det der gør Gyldendals indsats på Twitter interessant, er at det er en klassisk kommunikationstænkning – de gode grund-dyder – der er udført på et nyt medie.

Hvis man skal opsummere grunddyderne, så er de:

  • Det er den rette kanal til målgruppen – Twitter i DK er fuld af veluddannede mennesker, der gerne vil fortælle om sig selv igennem hvad de læser
  • Det er den rette målgruppe at starte med – det er ofte en god idé at starte nye tiltag ud over for ens kernebrugere, i stedet for at kaste sig over en tilfældig, men attraktiv målgruppe, som befinder sig langt fra ens marked
  • “Medietrykket” er forudsigeligt – #fredagsbog kommer hver fredag, fra midnat til midnat. Faktisk er det ikke nødvendigvis Gyldendal der starter festen op en given fredag, konceptet er så indarbejde og nemt at forstå, at brugerne ikke behøver blive pirket til for at tweete deres fredagslæsning
  • Konceptet er velegnet til mediet – det er nemt at fortælle om hvad man læser på 140 tegn, uden at skulle føle sig forpligtet til en alenlang anmeldelse
  • De indfrier forventningerne og supplerer med en lille overraskelse, nemlig boggaverne, der uddeles efter forskellige principper far fredag til fredag. Forventningerne til #fredagsbog er, at man får gode tips til læsning, muligheden for god bogsnak eller at man får lov at vise sin egen intellektuelle højde i det man læser
  • Konceptet er i naturlig forlængelse af brandet – som de selv siger i interviewet, så bliver Gyldendal nærmest opfattet som en slags public service, så derfor passer det godt at det ikke er et rent kommercielt tiltag, men et kommunikerende tiltag
  • De genbruger et efterprøvet koncept – der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen, hvis man kender til noget der virker. #fredagsbog er en dansk tilpasning af det amerikanske #fridayread

Der hvor Gyldendals #fredagsbog lugter af the new deal i kommunikation, er på disse punkter:

  • Det er et succeskriterie at brugere taler med brugere – Gyldendal er vært for en samtale, men behøver ikke selv være en part
  • Ansvaret er distribueret, både blandt flere i Gyldendal, men ikke mindst mellem Gyldendal og deres followers
  • Det er et con amore-projekt, der er startet nedefra i organisationen – det er drevet af ildsjæle, der begejstres af indholdet, ikke af målepunkter og salg
Related Posts with Thumbnails

4 Comments, Comment or Ping

  1. Overvejer I at starte KCast igen? I er altså savnet!

  2. mangler en “like” knap til det her indlæg…

  3. Desværre, det bliver nok bare lidt et par enlige svaler af og til :)

Reply to “KommunikationsCast om Gyldendal & #fredagsbog”

Katrine Emme Thielke