emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

År 2010 i Twitter og blogs

Tak til min næsten-kollega René for at uddybe min anden næsten-kollega Stefans status på blogsofæren >

Hvis du bare læser de to indlæg, så behøver jeg vist ikke skrive noget. Medmindre der er noget du vil have uddybet?

(PS. Når vi kalder hinanden næsten-kolleger, så er det fordi de tre virksomheder vi sidder i, godt nok bor sammen – men vi har tre forskellige ejerforhold, med overlap på kryds og tværs. Det er sådan lidt familie på gule plader-agtigt. De fleste af os har dog samme far, nemlig Jesper Højberg. Hvis man skal kalde grupperingen noget, er det Advice Netværk. Vi laver også mange projekter sammen, spiser frokost sammen – og sladrer ved kaffeautomaten. Bare så du ved det)

Er du mediemasochist?

Tak til Nadja Pass, der i dag skrev definitionen:

“Mediemasochist: Person, der i faglighedens navn udsætter sig selv for fuldstændig forfærdeligt fjernsyn – fx Lykke eller Danmarksindsamlingen – alene fordi vedkommende finder nydelse og faglig tilfredsstillelse i at kunne harcelere ordentligt over programmernes ringe kvalitet”

Og ja, jeg synes det er særlig spændende, at en stor del af primetime tv ser ud til at blive produceret netop med mediemasochisterne for øje. Men mere interessant er det nok at spørge, hvorfor der er blevet så mange mediemasochister. Og hvad med os andre, mediesipperne, der gerne vil have old school tv tilbage (og ikke gider skulle bruge faglig energi på at harcelere, men bare gerne vil nyde noget, der ikke gør ondt at se på).

Og er man så egentlig mediesadomasochist hvis man selv deltager i et tv-program, der er lavet til mediemasochisterne?

Skeløjet eller ej

tinkaKlean har lavet et nyt website. Det er der sådan set ikke noget nyt i, men der er flere gode ting at sige om det.

For det første er forsidehunden skeløjet. Jo, hun er. Og det synes jeg er charmerende og meget politisk korrekt. Vi ser alt for mange brunøjede tæver, der enten er photoshoppet lige i fjæset eller klippet til som hvalpe, og den slags skønhedsdiskrimination skal vi ikke stå model til. Tinka er sød som hun er, selvom hun med lethed kan afgøre om der sidder en flue på hendes snude.

For det andet er der masser af wallpapers med besøgshundene. Jeg vejrede mellem Hannibal og Odette – men Hannibal løb af med sejeren. Det var folderne, overfloden af folder, der gjorde udslaget.

For det tredje er det vildt fedt, at man kan få en besøgshund – jeg kan ikke vente til jeg er gammel nok til at kvalificere mig! (Hvorfor bliver det VED MED at handle om at være gammel nok, når det kommer til om man må få hund eller ej?)

KommunikationsCast om Gyldendal & #fredagsbog

170KCast har holdt lukket siden i sommer, men nu er der kommet en lille ekstra udsendelse, da jeg var så heldig at møde Gyldendals Twitterhold, der gav et interview.

(Der er også en supplerende artikel på Kforum> – det er mig der har skrevet brødteksten, men ikke overskriften!)

Det der gør Gyldendals indsats på Twitter interessant, er at det er en klassisk kommunikationstænkning – de gode grund-dyder – der er udført på et nyt medie.

Hvis man skal opsummere grunddyderne, så er de:

  • Det er den rette kanal til målgruppen – Twitter i DK er fuld af veluddannede mennesker, der gerne vil fortælle om sig selv igennem hvad de læser
  • Det er den rette målgruppe at starte med – det er ofte en god idé at starte nye tiltag ud over for ens kernebrugere, i stedet for at kaste sig over en tilfældig, men attraktiv målgruppe, som befinder sig langt fra ens marked
  • “Medietrykket” er forudsigeligt – #fredagsbog kommer hver fredag, fra midnat til midnat. Faktisk er det ikke nødvendigvis Gyldendal der starter festen op en given fredag, konceptet er så indarbejde og nemt at forstå, at brugerne ikke behøver blive pirket til for at tweete deres fredagslæsning
  • Konceptet er velegnet til mediet – det er nemt at fortælle om hvad man læser på 140 tegn, uden at skulle føle sig forpligtet til en alenlang anmeldelse
  • De indfrier forventningerne og supplerer med en lille overraskelse, nemlig boggaverne, der uddeles efter forskellige principper far fredag til fredag. Forventningerne til #fredagsbog er, at man får gode tips til læsning, muligheden for god bogsnak eller at man får lov at vise sin egen intellektuelle højde i det man læser
  • Konceptet er i naturlig forlængelse af brandet – som de selv siger i interviewet, så bliver Gyldendal nærmest opfattet som en slags public service, så derfor passer det godt at det ikke er et rent kommercielt tiltag, men et kommunikerende tiltag
  • De genbruger et efterprøvet koncept – der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen, hvis man kender til noget der virker. #fredagsbog er en dansk tilpasning af det amerikanske #fridayread

Der hvor Gyldendals #fredagsbog lugter af the new deal i kommunikation, er på disse punkter:

  • Det er et succeskriterie at brugere taler med brugere – Gyldendal er vært for en samtale, men behøver ikke selv være en part
  • Ansvaret er distribueret, både blandt flere i Gyldendal, men ikke mindst mellem Gyldendal og deres followers
  • Det er et con amore-projekt, der er startet nedefra i organisationen – det er drevet af ildsjæle, der begejstres af indholdet, ikke af målepunkter og salg

Hønen har lagt omtrent 100 mio færre æg end først beregnet

Endelig, næsten halvandet år efter lancering, har vi fået rettet koden på hvormangeægharirmahønenlagt.dk, så den nu viser det korrekte antal æg – nemlig lidt over 100 mio neon-æg, hvilket er det halve af, hvad den oprindeligt viste.

Så nu er hønen korrekt – og husk, den tæller kun når det er mørkt. Så den er et af de få høner i verden, der faktisk er væsentlig mere aktiv i den mørke sæson end  den lyse og varme sæson.

,

Katrine Emme Thielke