emmes weblog

Jeg var egentlig i gang med at lave en liste over tredjeparts services/apps til Twitter som ville være gode at undgå af to grunde:

1. Fordi de opbevarer dit password
2. Fordi de auto-tweeter, så snart du har tilføjet dem (lede spammaskiner)

I første omgang begyndt jeg at opliste apps jeg selv havde prøvet og været utilfreds med (f.eks. pay with a tweet, twiffiency osv). Og så ville jeg supplere med at prøve lidt forskellige udvalgte apps. Indtil jeg fandt ud af, hvor mange der er. 250.000 er der lavet på Twitter API’et – og der er mange lister, der viser de mest populære.

I mandags kom Twitter mig i møde med punkt 1, ved at udrulle OAuth, som er en måde at bruge apps til Twitter, uden at de skal opbevare dit password. Hurra. Jeg synes altid man har en lidt sveden fornemmelse, når man godkender adgang til Twitter eller Facebook, uden helt at være på det rene med hvad det betyder. Men nu garanterer Twitter altså, at andre ikke får mit password, så længe jeg kun godkender apps der bruger OAuth.

Jeg kunne stadig godt bruge listen over apps, der autotweeter. Når man ved et uheld får brugt sådan en app, så føles det som at have fået en engangs-virus. Man kan jo disable app’en med det samme, og slette tweetet – men det er stadig som at have haft Roskildesyge et offentligt sted. Du ved, som at have brækket sig en lille smule på offentlig gade. Auto-tweets er som en fugtig bøvs i ens twitterstrøm.

Listen ville nok hurtig blive rigtig lang, og besværlig at skulle kigge i inden man brugte en ny app. I stedet for er min taktik nu bare at undgå alt andet end meget efterprøvede apps. Farvel til sjov og spas med nye dimser.

Jeg er blevet en konservativ Twitter-bruger.