Jeg er klart mest til Coupland-scenariet, alternativt til Nelson. For mig er Alice helt ude, for jeg vil ikke have alternative narrativer. Jeg læser en forfatter, fordi jeg vil have dennes ene vinkel på historien og verden. At læse en bog er netop en afgrænsende handling.
(via Geschmacksache)
Jeg står tidligt op og er ved kontoret 20 i syv. Der er ting, der skal laves. Jeg opdager at jeg har glemt både min pung og mine nøgler. Sidder på gaden i 25 minutter og overvejer, om jeg skal cykle hjem efter dem.
Bliver lukket ind i opgangen og 10 minutter efter ind på Advice, af en anden kollega, der også har travlt. Vi går ombord i kaffen og jeg sætter brød i risteren.
Mens jeg venter på brødet, går jeg i gang med dagens opgaver. Jeg kan godt lide mit ristede brød koldt. Man kan ikke putte ordentlig tandsmør på ristet brød, før det er koldt. Så selvom jeg ved at det nok er færdigt, så tager jeg mig god tid. Indtil jeg pludselig kan lugte noget forkullet og brandalarmen går i gang.
I løbet af 10 minutter har vi skruet en hær af brandalarmer løse, åbnet alle vinduer og – oh skam – haft besøg af en af de store vogne fuld af brandmænd. Utrolig venlige og overbærende brandmænd.
Klokken er 20 i otte og min dag er allerede i smadder. Og brødristeren er kaput.
Alle har hede drømme om, hvad det er de skal opnå, hvad det er de skal være. Det er vigtigt at overveje, hvad man er sat i verden for, så man kan dø forløst.
Men indtil – eller imens – man udtænker sit formål, så kan der være mere jordbundne drømme, der får ens lille nørdhjerte til at banke. Her er min top 3 – under temaet geek-turisme. En anden liste er hvad jeg gerne vil skabe, og endnu en er, hvad jeg gerne vil kunne, men det kan være jeg kan trætte jer med det en anden gang.
Tre hede nørddrømme
Okay, måske burde jeg havde ønsket noget mere nørdet, som f.eks. at få lov at øje Googles søge-algoritme bare et minut eller være med i opstarten på Apples udvikling af iPhone 5. Men hvis jeg kun får tre ønsker, så skal det være dem her.
Mange tror, at når man er lidt nørdet, så skal man hele tiden have den nyeste gadget.
Men hvis man er geek som jeg, så kan man være meget trofast, hvis man først finder noget godt. Jeg startede med at lægge mine billeder på Flickr i 2005. På det tidspunkt var det den service, der havde det bedste produkt. Der er mine billeder stadig.
Året efter, i november 2006, købte jeg min N73. På det tidspunkt en hot smartphone til hele 3000 kr. Uha. Det skulle vise sig at være et godt køb. Først for en måned siden måtte jeg skifte den ud, da man ikke længere kunne ringe til den, efter min søn havde savlet ned i antennen.
I de mellemliggende år blev N73′eren naturligvis mindre og mindre smart, og jeg har da også måtte høre på en del kommentarer i den forbindelse. Hvorfor havde sådan en som mig ikke en iphone? Jeg ved ikke helt hvem sådan en som mig er, men min N73 virkede upåklageligt og var væsentlig mere stabil end mine venners touch mobiler.
Nu ser jeg, at Bloglines, min elskede RSS-læser, vil lukke for servicen per 1. oktober. Jeg har jo længe vidst, at Bloglines for længst er blevet overhalet indenom af langt bedre services, men i et vildt netbårent univers er det altså rart med lidt stabilitet.
Nu må jeg ud og finde mig en ny service i skyen.
Jeg har aldrig forstået, hvordan folk der er kronisk syge, alligevel kan samle sig om at møde på arbejde. Bare jeg har et kortvarigt maveonde, så går jeg totalt under jorden.
Men nu forstår jeg det. Nu, hvor mit barn sover dårligt og jeg selv gennemsnitligt får 3,5 times søvn i døgnet. Før ville jeg ikke have fattet, hvordan man kunne møde op morgen efter morgen og rent faktisk gøre det godt.
Det er meget simpelt: Alternativet er simpelthen for kedeligt.
De kalder dem selv for marcipantærter, men siden ingen ved sine fulde fem kunne finde på at skære dem i små trekantede skiver, så er der ingen tvivl. Blommer i madeira er fyldte chokolader. Kæmpestore fyldte chokolader.
Hvis man tænker over det, er det ret vulgært; mere blød marcipan og chokolade end man kan have i munden på en gang, med sødligt alkoholfyld, der har det med at dryppe, ligesom marmeladen i en berliner. Indpakningen ligner den, der er om fancy hygiejnebind, og kassen de små pakker hviler i, er af den type man nonchalant kan trække ud i den ene ende og byde af, som om det var et fad af det fineste porcelæn.
Det er modsætningen i blomme i madeira-oplevelsen, der er så interessant. På den ene side en fyldt chokolade, der vil så meget – den snobber opad og vil gerne serveres til kaffen når der er fint besøg. Og så på den anden side er det en proletarchokolade, der gør sig tiltrækkende på mængde og størrelse og lover at mætte dig. Den går ikke efter smag, men efter hvor meget sukker den kan aflevere i dit blod på kortest tid – og på konsistensen, der er af en sådan art, at selv små børn og folk med gebis kan suge den i sig på de bare gummer.
Jeg elsker blommer i madeira.
Jeg har lige været to dage på seminar på et gods i Skælskør.
Ikke den slags gods, hvor alt er så skrøbeligt og pyssenysseligt at man ikke tør røre sig, men sådan et, hvor man kan se, at der har boet mennesker længe. Den fede slags patina. De slidte gulve og døre, der er blevet åbnet tusind gange.
Desværre var det så ægte et gods, at der også var flagermus. De er jo meget søde når de bare sidder i et hjørne og mimrer. Når de flakser rundt i ens soveværelse om natten, så er det en ganske anden sag. Særlig når man ved at de er flokdyr (og når de ikke har Batman med).
Den store trøst var rouladen. Simpel, sød fantastisk roulade.
Jeg har ikke gjort det endnu, men tit haft mareridt om det. At sende en intim email til direktøren for en seriøs forretning. At sende en fortrolig email til den forkerte kunde. At sende en intern email til hele firmaet, i stedet for bare en enkelt kollega.
Frygten kommer ofte op i en lige i det sekund, hvor man har klikket send. Send… men til hvem?? Hvad skrev jeg nu i det adressefelt?!
Oh gys.
Jeg hørte en gang om en, der ville skrive til sin kæreste hvor meget hun hadede direktøren og at hun i øvrigt synes hendes nærmeste kollega var en nar. Desværre kom hun til at sende emailen til hele firmaet. Det er en af den slags ting der er svær at komme tilbage på.
Man har jo af og til perioder, hvor det skal gå stærkt. Men hvor hovedet er lidt hurtigere – og mere præcist – end ens hænder på tastaturet. Man må for alt i verden ikke prøve at tænke på mere end en ting, når man sender en email. Det kan kun gå galt.
Jeg har taget lidt forholdsregler. Jeg havde en aftale med den kollega, som jeg i en perioden diskuterede meget personlige ting med, om at vi altid tog den slags ting i enerum. En slags bitch pit. Så tog vi lige 10 minutters sladder og brok, og så var det overstået. Så slap vi både for at kompromittere os selv på skrift, og for at blive afbrudt på pinlig vis, hvis vi prøvede at sladre diskret i det åbne kontor.
Den anden forholdsregel er at dobbelttjekke. Og trippeltjekke. Særlig når man er træt.
(Tak til Kirsten A. og Pia H. for inspiration)
Jeg var egentlig i gang med at lave en liste over tredjeparts services/apps til Twitter som ville være gode at undgå af to grunde:
I første omgang begyndt jeg at opliste apps jeg selv havde prøvet og været utilfreds med (f.eks. pay with a tweet, twiffiency osv). Og så ville jeg supplere med at prøve lidt forskellige udvalgte apps. Indtil jeg fandt ud af, hvor mange der er. 250.000 er der lavet på Twitter API’et – og der er mange lister, der viser de mest populære.
I mandags kom Twitter mig i møde med punkt 1, ved at udrulle OAuth, som er en måde at bruge apps til Twitter, uden at de skal opbevare dit password. Hurra. Jeg synes altid man har en lidt sveden fornemmelse, når man godkender adgang til Twitter eller Facebook, uden helt at være på det rene med hvad det betyder. Men nu garanterer Twitter altså, at andre ikke får mit password, så længe jeg kun godkender apps der bruger OAuth.
Jeg kunne stadig godt bruge listen over apps, der autotweeter. Når man ved et uheld får brugt sådan en app, så føles det som at have fået en engangs-virus. Man kan jo disable app’en med det samme, og slette tweetet – men det er stadig som at have haft Roskildesyge et offentligt sted. Du ved, som at have brækket sig en lille smule på offentlig gade. Auto-tweets er som en fugtig bøvs i ens twitterstrøm.
Listen ville nok hurtig blive rigtig lang, og besværlig at skulle kigge i inden man brugte en ny app. I stedet for er min taktik nu bare at undgå alt andet end meget efterprøvede apps. Farvel til sjov og spas med nye dimser.
Jeg er blevet en konservativ Twitter-bruger.
Da jeg tog det her billede, kom jeg til at tænke på en film jeg så, da jeg var teenager.
Det var en af den slags film om parforholdet, som man skulle være helt voksen for at forstå. Men en af de ting jeg husker tydeligt var at en af de kvindelige hovedpersoner afslører en mandlig i at beskære et billede for hårdt. For derved, med det beskårne billede, at fortælle en meget mere interessant historie. Jeg er sikker på at pointen var noget i stil med den fine linie mellem selvfremstilling og løgn i et forhold.
Det var en lang omvej for at sige, at nej, jeg spiser stadig ikke kun sundt. Til trods for dette billede af min eftermiddagssnack. Se det store billede >
(Iøvrigt, er der nogen der kan huske filmen? Der var også noget med en kvindelig fotograf, der tog en serie billeder af hendes veninder, mens de brugte kameraets linse som make-up spejl. Hvad var det nu den hed?)
,
Senest på Twitter: There are no items in this feed.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »