emmes weblog

Det var lidt et storladent øjeblik. Undervejs i præsentationen spørger kunden, hvorfor der ikke er printmedier med i planen for kendskabskampagnen for hans site. Jeg læner mig tilbage i stolen, holder en kunstpause og siger: “Det er jo et website”.

Alle om bordet nikker, inklusiv kunden. De kan høre hvor rigtigt det er, det jeg siger.

Spol et år frem, og vi sidder om bordet igen, efter adskilligelige kampagner – alle online. Kunden har taget nogen tal med, fra før vi kom til, og han kan nu vise, at han får mere trafik til forsiden ved at lave en printkampagne, end ved vores online-indsats.

Alle kan huske hvad jeg sagde den gang. Jeg selv, mest af alle.

Og lad det nu ligge, at der kan være tusind parametre, der har givet de to resultatsæt – online og print. Måske har jeg stadig ret i, at det er mest naturligt at lave kampagne for et website online. Men lige nu viser en udgave af fakta at jeg tager fejl. Og ikke den slags fakta, som man på pernittengryn-vis har lyst til at fluekneppe.

Det er ganske enkelt irriterende. Ærgerligt, snarere. Det er præcis den slags ting man frygter vil ske. Noget af det værste. For hvis man ikke har ret i sin faglighed, hvorfor er man så ansat?

Det bedste man kan gøre er, at undersøge hvorfor man tog fejl. Og blive klogere. Læse op på sagen, spørge kolleger, indhente mere fakta. Men det er jeg ikke klar til endnu. Jeg er desværre stadig overbevist om at jeg har ret.

Heldigvis er det en meget forstående kunde, der synes vi har andet at byde på end min skråsikkerhed. Så han har bestilt en printkampagne, og har opsparet grine-point nok til resten af året.

(Men det er da irriterende at han har ret)