Frygt og glæde er tit nære naboer på arbejdspladsen. Alexander Kjerulf kan fortælle længe og passioneret om, hvad det er, der gør en glad, men jeg synes at det er vigtigt at supplere med de ting, som det er helt naturligt at frygte, når man går på arbejde.
Jeg har tidligere berørt ulåste toiletdøre, bar hud og sang. Nu bliver det lidt mere alvorligt.
Siden mit allerførste job, har det med jævne mellemrum givet et lille hop i min mave og jeg har tænkt: “Åh nej, lige om lidt opdager alle de andre at jeg bare er en ung wannabe, der slet ikke er gammel nok til at have et rigtigt job”. Det er ikke en følelse af ikke at være god nok. Det er en følelse af ikke at være færdigbagt. Altså, færdigbagt voksen, ansvarlig og medarbejderagtig.
Mit første år i Patent- og varemærkestyrelsen var det værste på den konto. Når jeg sad i møder, hvor vi talte om det danske erhvervsliv, konkurrencekraft og lovforslag, så fnisede min indre gymnasieelev et sekund eller to, inden frygten satte ind – om lidt ser de hvor ung jeg er, og smider mig ud.
Men jeg får stadig følelsen af og til. Lige inden jeg skal holde et vigtigt oplæg, måske. Eller når jeg lægger røret efter en vigtig faglig diskussion med en kunde.
Jeg har heldigvis vænnet mig til det. Og en god lommepsykolog ville måske sige, at den frygt er det sidste, der afholder mit store ego fra at få overtaget 100% og æde mig op med arrogance. Nogen slags fear leads to the dark side. Men andre slags frygt holder dig ydmyg.
9 Comments, Comment or Ping
Jacob Saaby
Stort Emme.
Det er svært for mange (inkl. mig selv til tider) at indrømme sin frygt – og især være åben omkring dem.
Jeg har lidt samme problematik, fordi jeg kan have en tendens til at tænke “jeg skal vide ALT om det her område, ellers er jeg ikke “værdig” til at blande mig – så har jeg ikke noget at byde ind med”.
Meeeen… det har man (og jeg) jo som regel alligevel.
Jeg har ligesom dig vænnet mig til det. Især fordi jeg har startet min rejse fra ren tech fokus, til kommunikation, sociale medier (internt i virksomheden primært, eksternt sekundært) og en masse relaterede emner. Hvor jeg vitterligt er en n00b ift. mange af de etablerede, som kan dedikere både arbejds- og fritid til deres passion.
Man skal bare blande sig alligevel. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at selv når jeg leger med de store drenge, har jeg tanker og holdninger at byde ind med, som de har fundet brugbare.
Jeg synes det er stort du deler det
Aug 20th, 2010
emme
Man skal ikke holde sig tilbage – og det gør jeg heller ikke
Når man er specialist på et område, så er de allermest spændende opgaver dem, hvor man kun er en lille hestemule foran kunden eller samarbejdspartneren. Og det må nødvendigvis give en lille smule kilden i maven…
(følg med i næste uge, hvor det handler om frygten for at andre opdager, at jeg ikke har ret!
)
Aug 20th, 2010
Lasse
Jeg arbejder selv med mange bibliotekarer, som alle er mellem 25 og 40 år ældre end mig selv. På intet tidspunkt har min unge alder været en hæmsko. Snarere tværtom. Jeg er blevet set som et ungdommeligt og frisk pust, som har styr på det der med web. Selv i diskussioner har jeg ikke mærket nogen form for ringeagt. Men det kommer jo sikkert også an på personligheden
Aug 20th, 2010
emme
Well, følelsen kommer heller ikke fra andres reaktion på mig – de virker fulde af tiltro. Den kommer kun fra mig selv – sådan et lille whiff, tænk nu hvis… og det tiltrods for at jeg for længst har nået den modne alder af over-30!
Lasse, det er ikke alder som tal, vi taler om her. For der er alt relativt.
Aug 20th, 2010
Mikkel Havelund
Helt enig i, at man ikke skal lade sig bremse! Men nogle gange er frygten berettiget. For alderschauvinisme lever i bedste velgående. Som så meget andet er alder/erfaring et prædikat til at inddele verden i simple kasser – og til at tildele magt. Nogle går med briller, farver håret eller tager en jakke på for at se ældre ud. Jeg har været til møder med 20 år ældre personer, der indledte med: “Hvad ved sådan et par unge mennesker om (emne X)” Heldigvis er næsten altid chauvinisten, der ender med problemet, fordi han/hun ikke fokuserer på sagen, og bliver overhalet inden om af et ungt talentfuldt menneske med langt mere opdaterede kvalifikationer. Respekt for ungdommen.
Aug 20th, 2010
emme
Ja, måske er det man skal frygte mest at være blevet for gammel? Hm… den havde jeg ikke lige set komme. Men jeg er faktisk gammel nok (32) til at være blevet for gammel.
Jeg læste et eller andet om (hos Claus Buhl), at jo længere man blev i et job eller jo ældre man var i en branche/jobtype, jo dårlige blev man til det man lavede, fordi man blev overbevist om sin egen fortræffelighed og erfaring.
Aug 20th, 2010
Mark
Spændende indlæg. Da jeg startede i branchen kunne man få lov til at være juniorprojektleder 2-3 år, så gymnasieeleven langsomt kunne vænne sig til ansvaret. I dag går det hurtigere – godt hjulpet på vej af generation Y, der virker mere uimponerede, når de træder ind på arbejdsmarkedet. Det er ikke kun facade, tror jeg. Men tankevækkende at angsten for afsløringen er der alligevel. Du har nu ikke noget at frygte
Aug 20th, 2010
Slot
Hehe, kan sagtens følge dig… Det er nemmelig ikke en følelse af utilstrækkelighed, men en snigende “om lidt opdager de, at jeg har narret dem alle sammen”-følelse. Også selvom man strengt taget ikke har narret nogen. Man arbejder jo bare det sted, der har ansat en! Alligevel er der øjeblikke, hvor ens alder bliver tydelig/fremhævet: For nylig fik min afdeling besøg af en norsk journalist fra et større dagblad. Jeg havde svaret på en række spørgsmål pr mail, og den kollega, som journalisten skulle følges med præsenterede mig derfor for hende, hvorefter hun udbryder (tilsæt selv norsk): “Jeg troede du var ældre… og mørkhåret… men du er jo ung og blond!”
Tak… tror jeg nok.
Aug 20th, 2010
emme
@Slot – ung og blond, det ER da et kompliment
Aug 27th, 2010
Reply to “Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #4: At andre opdager, at jeg ikke er gammel nok”