emmes weblog

Det var lidt et storladent øjeblik. Undervejs i præsentationen spørger kunden, hvorfor der ikke er printmedier med i planen for kendskabskampagnen for hans site. Jeg læner mig tilbage i stolen, holder en kunstpause og siger: “Det er jo et website”.

Alle om bordet nikker, inklusiv kunden. De kan høre hvor rigtigt det er, det jeg siger.

Spol et år frem, og vi sidder om bordet igen, efter adskilligelige kampagner – alle online. Kunden har taget nogen tal med, fra før vi kom til, og han kan nu vise, at han får mere trafik til forsiden ved at lave en printkampagne, end ved vores online-indsats.

Alle kan huske hvad jeg sagde den gang. Jeg selv, mest af alle.

Og lad det nu ligge, at der kan være tusind parametre, der har givet de to resultatsæt – online og print. Måske har jeg stadig ret i, at det er mest naturligt at lave kampagne for et website online. Men lige nu viser en udgave af fakta at jeg tager fejl. Og ikke den slags fakta, som man på pernittengryn-vis har lyst til at fluekneppe.

Det er ganske enkelt irriterende. Ærgerligt, snarere. Det er præcis den slags ting man frygter vil ske. Noget af det værste. For hvis man ikke har ret i sin faglighed, hvorfor er man så ansat?

Det bedste man kan gøre er, at undersøge hvorfor man tog fejl. Og blive klogere. Læse op på sagen, spørge kolleger, indhente mere fakta. Men det er jeg ikke klar til endnu. Jeg er desværre stadig overbevist om at jeg har ret.

Heldigvis er det en meget forstående kunde, der synes vi har andet at byde på end min skråsikkerhed. Så han har bestilt en printkampagne, og har opsparet grine-point nok til resten af året.

(Men det er da irriterende at han har ret)

Frygt og glæde er tit nære naboer på arbejdspladsen. Alexander Kjerulf kan fortælle længe og passioneret om, hvad det er, der gør en glad, men jeg synes at det er vigtigt at supplere med de ting, som det er helt naturligt at frygte, når man går på arbejde.

Jeg har tidligere berørt ulåste toiletdøre, bar hud og sang. Nu bliver det lidt mere alvorligt.

Siden mit allerførste job, har det med jævne mellemrum givet et lille hop i min mave og jeg har tænkt: “Åh nej, lige om lidt opdager alle de andre at jeg bare er en ung wannabe, der slet ikke er gammel nok til at have et rigtigt job”. Det er ikke en følelse af ikke at være god nok. Det er en følelse af ikke at være færdigbagt. Altså, færdigbagt voksen, ansvarlig og medarbejderagtig.

Mit første år i Patent- og varemærkestyrelsen var det værste på den konto. Når jeg sad i møder, hvor vi talte om det danske erhvervsliv, konkurrencekraft og lovforslag, så fnisede min indre gymnasieelev et sekund eller to, inden frygten satte ind – om lidt ser de hvor ung jeg er, og smider mig ud.

Men jeg får stadig følelsen af og til. Lige inden jeg skal holde et vigtigt oplæg, måske. Eller når jeg lægger røret efter en vigtig faglig diskussion med en kunde.

Jeg har heldigvis vænnet mig til det. Og en god lommepsykolog ville måske sige, at den frygt er det sidste, der afholder mit store ego fra at få overtaget 100% og æde mig op med arrogance. Nogen slags fear leads to the dark side. Men andre slags frygt holder dig ydmyg.