emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

Hvorfor man aldrig skal drikke en dobbelt espresso kl 22

Den var så fristende, den dobbelt espresso med et par skeer mælkeskum. Efter en god middag, hører der jo kaffe til. I mere end et år har jeg ikke drukket kaffe efter kl 18, så jeg havde glemt at nogen mennesker bruger 1 time til at nedbryde en kop kaffe, andre bruger 8.

Hævnen var ikke sød, den var lang.

00:00 – Går i seng

00:15 – baby og babys far vender sig begge med et suk og sover videre på den anden side

00:30 – roterer som en grillkylling

00:45 – roterer som svedigt kebabkød. Der er 25 grader i rummet, mindst. Rådne indian summer

00:55 – tæller får, køer, heste, æbler, pærer og kokosmakroner

01:03 – hører en puslen. Ja, det er en edderkop, og ja, man kan godt høre dem. Den er på væggen som sengen står op ad. Maser edderkop med paberback (Kingsley Amis: Lucky Jim, ulæst). Holder bogen fast mod væggen og placerer tryk forskellige steder på den, til jeg kan mærke noget der knaser.

01:20 – tæller baglæns fra 10.000

02:12 – MYG! Der er en myg i rummet!

02:22 – ahaaa! Myggen tiltrækkes af baby-vågelampen. Jeg står vagt ved vågelampen med paperbacken. Paperbacks er bedre til at klaske myg end hardbacks. Magasiner er naturligvis bedre end paberbacks, og aviser bedre end magasiner. Men jeg har kun bøger ved hånden. Og paperbacken er allerede indviet med edderkoppeblod

02:25 – klasker myg

02:26 – opdager at der er en myg mere. Og pludselig sætter den svirre-tempoet op, så den lyder som en arrig motorbåd i falset. Betyder det, at den har stukket nogen, og nu hviner i blodrus?

02:36 – for hunde, der er to myg! Hvine-myggen og en normal.

02:40 – tænder lyset. Hverken baby eller babys far rør sig

02:43 – jeg lykkes med at gå rundt i sengen og klaske myg, uden at babyens far vågner.

02:50 – står på gulvet og kigger på de sorte myggelig på væggene

03:11 – lyset slukket igen, lytter og lytter. Er der flere myg eller er det et fjernt tog jeg kan høre?

04:02 – så er der knallertkonvoj. Kvarterets aviser skal deles ud

04:16 – så, der kom vores avis

04:24 – sværger, aldrig mere kaffe efter kl 18. Nej, 17, sgu!

05:03 – babyen vågner første gang og skal have sutten

05:14 – babyen vågner anden gang og skal have sutten

05.55 – babyen vågner. Han stiller sig op og rusker glad i tremmerne. Jeg står op.

Related Posts with Thumbnails

2 Comments, Comment or Ping

  1. Beskrivelsen er så levende, at man lider med dig (og får et deja vue eller to – bortset fra, at jeg ikke har baby-forpligtelsen).

  2. TC

    Jeg besluttede på et tidligt tidspunkt i mit liv, bare stå op når jeg ikke kunne sove. Eller i det mindste gøre et eller andet. Læs en bog. Læs RSS feeds på telefonen… ikke prøve at sove, før man ikke kan andet.

Reply to “Hvorfor man aldrig skal drikke en dobbelt espresso kl 22”

Katrine Emme Thielke