emmes weblog

Deadwood er en tv-serie om en guldgraverlejr i den amerikanske vildmark, der langsomt bliver til en by. Serien er muligvis mest kendt for sin brug af bandeord – eller blot variationer over det samme bandeord, fuck – men der er mange andre ting at blive bidt af i serien.

Først er der ham, som synes at være hovedpersonen – Seth Bullock. “Han er sgu da meget lækker”, når man lige at tænke, indtil det går op for en, at alt det virkeligt gode skuespilleri, der foregår omkring ham, er for at skjule, at han ikke er en skuespiller, men en stivbenet voksdukke. Inden sæson 2 er rigtig i gang, er ma ved at være lidt træt af hans bulende knapøjne og alt for ranke ryg.

Så er der sproget, der stiger og stiger i kompleksitet, som de 3 sæsoner skrider frem. Til sidst lyder det som Shakespeare inden første korrektur, og der er endda en Yoda-sætning eller to. Den intellektuelle højde, der skal til for at bruge 3 indlejrede sætninger med kancelli-lix, er ikke realistisk for karaktererne.
Når skod-bordel ejeren tager sine små runde briller på og læser korrektur på den lokale avis, så ved man, at seriens forfatter har taget sig visse friheder. Det er heldigvis en fed frihed; sjovt nok fungerer det, når seriens tabere diskuterer små emner med store ord. Måske er det fordi det er noget jeg som humanist kan identificere mig med.

Sidst, men ikke mindst, er der seriens stigende sentimentalitet. Den starter råt i sæson 1 og ender nærmest grådkvalt i sæson 3. Det kan være, at forfatteren mener, at det er den vej det går, jo større en by bliver, men det passer ikke helt med min fordom.

Du kan roligt se den, hvis du også er træt af tv.