emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Hvorfor man aldrig skal drikke en dobbelt espresso kl 22

Den var så fristende, den dobbelt espresso med et par skeer mælkeskum. Efter en god middag, hører der jo kaffe til. I mere end et år har jeg ikke drukket kaffe efter kl 18, så jeg havde glemt at nogen mennesker bruger 1 time til at nedbryde en kop kaffe, andre bruger 8.

Hævnen var ikke sød, den var lang.

00:00 – Går i seng

00:15 – baby og babys far vender sig begge med et suk og sover videre på den anden side

00:30 – roterer som en grillkylling

00:45 – roterer som svedigt kebabkød. Der er 25 grader i rummet, mindst. Rådne indian summer

00:55 – tæller får, køer, heste, æbler, pærer og kokosmakroner

01:03 – hører en puslen. Ja, det er en edderkop, og ja, man kan godt høre dem. Den er på væggen som sengen står op ad. Maser edderkop med paberback (Kingsley Amis: Lucky Jim, ulæst). Holder bogen fast mod væggen og placerer tryk forskellige steder på den, til jeg kan mærke noget der knaser.

01:20 – tæller baglæns fra 10.000

02:12 – MYG! Der er en myg i rummet!

02:22 – ahaaa! Myggen tiltrækkes af baby-vågelampen. Jeg står vagt ved vågelampen med paperbacken. Paperbacks er bedre til at klaske myg end hardbacks. Magasiner er naturligvis bedre end paberbacks, og aviser bedre end magasiner. Men jeg har kun bøger ved hånden. Og paperbacken er allerede indviet med edderkoppeblod

02:25 – klasker myg

02:26 – opdager at der er en myg mere. Og pludselig sætter den svirre-tempoet op, så den lyder som en arrig motorbåd i falset. Betyder det, at den har stukket nogen, og nu hviner i blodrus?

02:36 – for hunde, der er to myg! Hvine-myggen og en normal.

02:40 – tænder lyset. Hverken baby eller babys far rør sig

02:43 – jeg lykkes med at gå rundt i sengen og klaske myg, uden at babyens far vågner.

02:50 – står på gulvet og kigger på de sorte myggelig på væggene

03:11 – lyset slukket igen, lytter og lytter. Er der flere myg eller er det et fjernt tog jeg kan høre?

04:02 – så er der knallertkonvoj. Kvarterets aviser skal deles ud

04:16 – så, der kom vores avis

04:24 – sværger, aldrig mere kaffe efter kl 18. Nej, 17, sgu!

05:03 – babyen vågner første gang og skal have sutten

05:14 – babyen vågner anden gang og skal have sutten

05.55 – babyen vågner. Han stiller sig op og rusker glad i tremmerne. Jeg står op.

Der er kun 50 km mellem København og Århus når man er på cykel

Vores nye cykelsti-blokker (et meget upopulært køretøj) er bygget til det flade Sjælland, men vi tænkte, at den ville være god at køre på stranden i fra mine forældres hus.

Så den blev cyklet til Århus. Og der er ikke nær så langt som med toget. Det tager længere tid (og er lidt dyrere i færgebilletter).

Du gør således:

1. Tag s-toget til Frederikssund (og vær parat til at blive smidt af, man må uofficielt ikke have ladcykler med i s-toget)
2. Cykel til Kulhuse. Tag Kulhuse-Sølager færgen
3. Cykel til Hundested. Tag Hundested-Rørvig færgen
4. Cykel til Odden. Tag færgen til Århus

Easy. Husk vand hvis det er varmt. Detaljer fås hos @pollas.

Deadwood – Shakespeare i det vilde vesten

Deadwood er en tv-serie om en guldgraverlejr i den amerikanske vildmark, der langsomt bliver til en by. Serien er muligvis mest kendt for sin brug af bandeord – eller blot variationer over det samme bandeord, fuck – men der er mange andre ting at blive bidt af i serien.

Først er der ham, som synes at være hovedpersonen – Seth Bullock. “Han er sgu da meget lækker”, når man lige at tænke, indtil det går op for en, at alt det virkeligt gode skuespilleri, der foregår omkring ham, er for at skjule, at han ikke er en skuespiller, men en stivbenet voksdukke. Inden sæson 2 er rigtig i gang, er ma ved at være lidt træt af hans bulende knapøjne og alt for ranke ryg.

Så er der sproget, der stiger og stiger i kompleksitet, som de 3 sæsoner skrider frem. Til sidst lyder det som Shakespeare inden første korrektur, og der er endda en Yoda-sætning eller to. Den intellektuelle højde, der skal til for at bruge 3 indlejrede sætninger med kancelli-lix, er ikke realistisk for karaktererne.
Når skod-bordel ejeren tager sine små runde briller på og læser korrektur på den lokale avis, så ved man, at seriens forfatter har taget sig visse friheder. Det er heldigvis en fed frihed; sjovt nok fungerer det, når seriens tabere diskuterer små emner med store ord. Måske er det fordi det er noget jeg som humanist kan identificere mig med.

Sidst, men ikke mindst, er der seriens stigende sentimentalitet. Den starter råt i sæson 1 og ender nærmest grådkvalt i sæson 3. Det kan være, at forfatteren mener, at det er den vej det går, jo større en by bliver, men det passer ikke helt med min fordom.

Du kan roligt se den, hvis du også er træt af tv.

Babysmør

Der er hedebølge, og min baby ligner en varm pakke smør, der kun holder formen takket være tilsætningsstofferne.

,

Katrine Emme Thielke