Det er fredag, og ferien står for døren for de fleste. Så her den sidste ‘Ting, jeg frygter på arbejdspladsen’ i denne omgang – jeg er tilbage med mere angst og bæven i august.
Som mange hæmmede voksne mennesker udspringer min angst for gruppesang i gymnasietiden. Her var der altid 2-10 piger i hver af klasserne, der var blevet optændt af kunsten (dvs. enten drama eller musik), og derfor følte at det var naturligt at udgyde deres sen-pubetære bavl i sang-modus. Helst i frikvartererne, helst med henført mimik. Åh, jeg blev så pinligt berørt. Der var skam masser af dem der sang godt, men det virkede på mig som en intim betroelse, truttet ud i høj decibel, som jeg ikke ønskede at høre. Den samme følelse, som når jeg ser reality-tv. Nogen nyder at opleve ting på afstand, som de finder pinlige, jeg gør ikke.
Så da jeg en mandag morgen mødte på arbejde, og nogle kolleger havde indført morgensang som start på vores mandagsmøde, da blev jeg ærgerlig. Jeg blev nødt til at protestere. Og ja, det tog mig mange måneder med pinligt berørte mandagsmorgenmøder før jeg vænnede mig til det.
Jeg synger stadig ikke med, men lader tankerne vandre, mens mine kolleger hygger sig med en sang. Der er jo noget i det, mandagssurheden forsvinder lidt, nogen griner af teksten, andre af kollegaens tonedøvhed. Det er nok det tætteste jeg kommer på at acceptere gruppesang.
5 Comments, Comment or Ping
Jette
jeg havde en klassekammerat, som ikke nøjedes med at synge, hun dansede også altid til. Ohh mine øjne!
Men det sker dog trods alt nok vække en del undren, hvis nogen gjorde det på et morgenmøde…
Jun 25th, 2010
Fie
Er mest forundret over, at sådan noget findes på en kommunikationsarbejdsplads. Men også lidt lettet over det; det er sjældent, at selvudleveringen trives i den der medieverden. Og det var altså ikke møntet på dig! Just saying.
Jun 25th, 2010
Nella
Jeg husker med gru deres udskejelser – mest pinligt var det, når dem, der ikke ejede en tone i livet søgte opbakning og ros… ARRGGHHHH Godt vi havde hinanden at “flygte” sammen med
Jun 29th, 2010
Mikkel Havelund
Mennesket har (formentlig) sunget sig til en følelse af fælleskab i de sidste 30.000-40.000 år. Musik/sang ligger altså i vores gener og er en måde at udveksle energier mellem mennesker. Om det så hører til på arbejdspladsen kan jo diskuteres. Jeg synes, det er befriende med noget analog kollegial energiudladning som supplement til blogs, IM og bygen af emails, der fyger mellem os på arbejdspladserne.
Jul 2nd, 2010
emme
@Jette – jeg har det sjovt nok bedre med dans…
@Fie – vi skal jo differentiere os på et eller andet. Og vi er meget lidt bureau-agtige, så det passer faktisk meget godt.
@Nella – jeg ved du ved præcis hvem jeg refererer til
@Mikkel H – du har ret, kære kollega, der ER noget fedt over det. Det er bare ikke lige mig. Jeg er meget mere til kollega-krammere, kaffesnak og konkurrencer.
Jul 2nd, 2010
Reply to “Ting, jeg frygter på arbejdspladsen #3: Sang”