emmes weblog

Da jeg læste lingvistik mødte jeg smalle sproglige begreber, som jeg var sikker på aldrig at få brug for. Switch reference. Rodallomorfer. Classifiers. Dative-shift. Og bystander deixis.

Deixis er de pegende ord i sproget – f.eks. han, hun, den, det. Når man siger ‘han er sur’, er det tredjepersons deixis, dvs. at man sprogligt peger på en, der hverken er taleren eller modtageren. Og så er der bystander deixis – hvor modtageren ikke er hørligt med et pegende ord, men er underforstået. Som når man på restauranten siger ‘maden trænger til salt’, idet tjeneren passerer, med den hensigt at h/n skal høre det og komme med noget salt.

Jeg tænkte at bystander deixis nok ikke var en form, der var i fare for at blive slidt op af moderne sprogbrugere, selvom jeg godt kunne forestille mig gamle sure damer ved busstoppestedet, der lod deres mishag høre ved højt pegende sætninger. Og højlydte teenagere – alt hvad de siger, er bystander deixis til verden.

Men nu bruger jeg det hver dag. Når jeg med min sødeste mor-stemme spørger min søn, om han tror at far vil skifte ham? Han (min søn) smiler glad hver gang han kan se at jeg taler til ham, så hvorfor henvende mig andetsteds? Jeg er blevet bystander deixis-monsteret fra helvede.

Jeg gør mig stor umage for ikke at gøre det udenfor hjemmets fire vægge.