emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Decision Tree Diagram for Parents (Personal Hygiene)

Decision Tree Diagram for Parents (Personal Hygiene)

(Decision Tree Diagram for Parents (Clothes))

Decision Tree Diagram for Parents (re: Clothes)

Decision Tree Diagram for Parents

Nye regler i dimseskuffen

Der skal elastikker på alt. Elastikker eller kaos.

Jeg fandt desværre ikke det jeg søgte, da jeg ryddede op. Er der nogen der har set mit Nexus One-kabel?

Kære Sjuske

Hvor er jeg træt af, at du ikke læste korrektur da du oprettede din annonce. Den annonce, hvor du skriver, at du gerne vil købe en kat. Og hvor du har skrevet under med mit telefonnummer i stedet for dit eget.

Her en uge efter oprettelsen får jeg stadig henvendelser om salg af både hunde, katte og heste. Og du får ingen. Som en sælger skrev tilbage, da jeg havde oplyst om fejlen: “Pissynd for dig!”

Pissynd for os begge. Selvom jeg naturligvis får en unik indsigt i (k)ærlig-sms-annoncestil og lingo. Superkæle er åbenbart en ganske almindeligt adjektiv at påhæfte katte. Og det er en særlig dyr feature hvis kæledæggen vil sidde på skulder. Der kan man bare se, det troede jeg var for papegøjer, ikke katte.

Men som sagt, kære Sjuske, så håber jeg at du er lidt mere omhyggelig næste gang.

(K)ærlig hilsen
Emme

Strik & druk

Strikker: “… og det ville være lige som tykt garn på pind 8, der blev filtet!”

Alle strikkere: “Hahahaha!!”

Mig: “?!?”

Jeg er nu sikker i min sag; uanset med hvilket emne man er nørdet (=passioneret) omkring, så er nørdtrækkene de samme. Den indforståede humor, engagementet i detaljer og ønsket om at have mere tid til at nørde. Det er ikke første gang jeg har hørt nogen ønske sig en dobbeltsidet lungebetændelse, så der var mere tid at tage af.

Jeg var i går for første gang til arrangementet strik & druk, og det er ikke sidste gang, selvom jeg er så meget novice, at det føltes som at sidde ved voksenbordet for første gang og spekulere over hvad det mon er de andre taler om. Og ja, jeg strikker. Jeg lærte at slå masker op og strikke ret på Youtube, men jeg vil stadigvæk helst have tips og tricks af rigtige mennesker.

Aj og amen

Aj og amen. Meget mærkelige ord i dansk.

Aj (eller nogen gange ej), bruges som et udvasket nej. Når man ikke tør sige et klart, ringende NEJ, og så i stedet bruger lidt af lydene fra JA, så modtageren ikke føler (af)slaget så hårdt. “Aj, det synes jeg ikke du har ret i”. Det er nok i familie med “Aaaarrj!”

Amen (ofte ammen) bruges som et svagt JAMEN, som igen nok skal oversættes til NEJ-MEN, eller NEJ-OG. “Amen, det synes jeg ikke”. Måske bruges det også som en slags afledningsmanøvre først i sætningen. Et ord, som man ikke rigtig kan beskylde for betydning, placeres først, så taleren køber sig et par milisekunder mere tid til at finde på en god undskyldning. Eller forklaring. “Amen, det var ikke med vilje!”

“Amen, aj!”

Kostumedrama-shoppelisten der vil gøre din kone lykkelig

Jeg har tidligere fortalt om min kærlighed til kostumedramaer, og det udløste et ønske om en shoppeliste. Den har ikke været nem at lave, da jeg har udlån en stor del af min kostumedrama-samling, men nu er den her. Og hvis man shopper igennem, så tør jeg godt love at man er godt underholdt i mange, mange timer.

Og det skal man vide, inden man går i gang. Det er underholdning der er i højsædet. Kvalitets-underholdning, ja, men ingen tung eksistentiel refleksion. Der vil være sort/hvid karakter-tegning og -udvikling, forvekslingsdramaer og store undertrykte følelser, der pludselig blomstrer. Der vil være barmhylder, oldtusse-sprogbrug og stramme knæbukser til mænd. Til gengæld er der mange gode skuespillere der har lagt krop til BBC-dramaerne, og manuskripterne er velskrevne.

Du vil ikke fortryde det. Hellere underholdning, der ikke giver sig ud for andet, end underholdning, der giver sig ud for nyhedsformidling eller dokumentar.

NorthNorth And South – nej, ikke den Nord og Syd med flødebollen Patrick Swayze, men en britisk romance om en familie fra det milde syd-England, der flytter nordpå til en hård industrialiseret by, hvor modsætninger – ja, beklager klicheen – mødes. Som den klassiske Pride & Prejudice har den et spejlet zenit. Dvs. i den første halvdel er den ene hovedperson varm på den anden, og halvvejs byttes der (mere eller mindre) roller.
prideStolthed og Fordom – en absolut klassiker. Nybegyndere bør starte her. Den har det hele. Og lad nu være med at købe den nye version med Keira Knightly, den er så fesen.
TudorsThe Tudors (sæson 1, 2 og 3) – Jonathan Rhys Meyers (som nogen måske kan huske fra Bend It Like Beckham) spiller Kong Henry Vlll. Og det gør han godt. Han har den rette madness, han udstråler det farlige Napoleon-kompleks, som nogle små mænd har. Det er spritny produktion, hvor der ikke er sparet på noget, og det i den saftige ende af de ellers meget … børnevenlige kostumedramaer.
LiliesLilies – der er desværre kun en sæson af serien om de 3 Moss-søstre (og deres bror) i 1920′ernes Liverpool. En fattig katolsk familie, mest i modgang. Derfor gør det ikke noget at tilgangen til historien er lidt sentimental, for det er kvali-sentimental.
SenseSense & Sensibility – fin og let filmatisering af Austen klassikeren. Nogen vil måske sige for let. Og have ret. Men det er gode billeder, roligt tempo og er så ufarlig, at man kan se den uanset hvilken krise man er i. Et godt køb til en rigtig lorte-møgdag. Man kan også købe den hollywoodiserede version, den med Emma Thompson og Kate Winslet, men så skal det være for at se Alan Rickman i en romatisk rolle. For han er en fantastisk antihelt. Hvem husker ikke den udødelige scene i den hollywoodiserede Robin Hood (den med Kevin Costner), hvor han hadsk råber ‘I’m going to carve his heart out with a spoon!’ så spyttet står i stråler?
CranfordCranford – topmålet af hygge! Cranford er en lille by, befolket af en masse hyggelige mennesker, og serien følger deres meget britiske hverdagsdrama, jævnligt afbrudt af en kop the og en passiar. Judi Dench er naturligvis fantastisk, og det samme gælder alle de andre. Der er for nylig kommet en 2′er – Return To Cranford – og den skal jeg helt sikkert se, når vintermånederne vender tilbage. Begge efter en roman af Elisabeth Gaskell, og et eksempel på en filmatisering der er bedre end dets kendte litterære forlæg.
CandlefordLark Rise to Candleford (sæson 1, 2 og 3) – ikke at forveksle med Cranford ovenfor. Ung pige flytter fra mikro-landsby (Lark Rise) til lidt større landsby (Candleford), og lærer lidt af hvert om livet, da hun går i lære på det lokale posthus hos en pre-feminist. Kræver nok lidt mere tålmodighed end de andre lilleby-serier, og den er også listens mest sentimentale og moralske. Men den er stadigvæk et godt køb. Du bør nok ikke udsætte din mand for den.
PersuasionPersuasion – ikke den bedste filmatisering, men hovedrolleindehaveren er sandsynligvis verdens eneste lækre lyshårede mand. Han er også med i Spooks. Og det gør ham ikke mindre lækker.
WivesWives And Daughters – endnu en historie i rækken af ikke-så-kønne heltinder, der drømmer om den store kærlighed, og må en masse forvikling igennem, mens de stoisk er sig selv tro. Hovedrolleindehaveren i denne serie er faktisk en lille smule irriterende, men jeg tror rollen er skrevet sådan. Igen efter forlæg af Elisabeth Gaskell.
NorthangerNorthanger Abbey – klassisk, rolig Austen, med smukke billeder. Måske lige bortset fra at filmatiseringen tillader sig lidt mere … udvidede fantasier ved vores heltinde, end bogen nok egentlig tillader. Men nogen vil nok synes at det gør filmatiseringen mere moderne.
BleakBleak House – den kvikke læser vil se, at dette er den eneste Dickens-filmatisering på listen. Det er også den eneste rigtig gode jeg har set i lang tid. Den har det samme fine mix af det mørke og det optimistiske som bøgerne også har, og så er Gillian Anderson god som den forgræmmede Lady Dedlock.
EyreJane Eyre – åh, så bliver det ikke mere højspændt! Uanset om man har læst bogen, så vil man elske denne filmatisering. Jane går så grueligt meget ondt igennem, før hun får tæmmet sin mørke, sure herre. Sublimt!
MiddlemarchMiddlemarch – hvis man af og til synes at damerne i kostumedramaerne mangler lidt jordforbindelse, så bør man nok gå udenom Middelmarch. Det er en produktion i vanlig høj kvalitet, som man sluger, selvom hovedromancen ikke er vildt godt underbygget. Og hovedpersonen er en sympatisk helligrøv.
Dette er blot et udsnit af alle de dejlige kostumedramaer man kan fornøje sig med. Der er flere end man tror. Jeg har på fornemmelsen at jeg har glemt nogen af mine favoritter. Måske skal jeg ved lejlighed lave en liste over hvad man ikke skal købe, for den erfaring har jeg også.

Hvis nu man pludselig en dag får nok af alle de lange kjoler og gyselige kyser, så anbefaler jeg at man først køber The West Wing, og derefter fortsætter med et par sæsoner eller 7 af Spooks.

Overblik over new media-arrangementer i NY

I denne uges KCast kan du blandt andet høre Ida Jeng fortælle hvor man skal starte, hvis man skal til New York og gerne vil ombord i et par new media-arrangementer. Hun anbefaler 6 sites, som tilsammen gerne skulle give dig minimum et arrangement om dagen, næsten uanset hvornår du er i NY:

-> Meetup.com
-> Mashable.com
-> Columbia Journalism School of New Media
-> Mediabistro.com
-> Socialmedia.biz
-> The Paley Center for Media

Hun spørger, om der er andre der kan levere eventsite-samlinger for andre større byer. Hvor starter man hvis man tager til Kbh? Århus? Berlin?

Så vidt jeg ved bliver der også slået københavnske new media events op på Meetup, men der er ikke noget centralt samlingssted for de mange andre arrangementer jeg af og til hører om via Facebook og Twitter.

Bystander deixis – tal gennem din baby

Da jeg læste lingvistik mødte jeg smalle sproglige begreber, som jeg var sikker på aldrig at få brug for. Switch reference. Rodallomorfer. Classifiers. Dative-shift. Og bystander deixis.

Deixis er de pegende ord i sproget – f.eks. han, hun, den, det. Når man siger ‘han er sur’, er det tredjepersons deixis, dvs. at man sprogligt peger på en, der hverken er taleren eller modtageren. Og så er der bystander deixis – hvor modtageren ikke er hørligt med et pegende ord, men er underforstået. Som når man på restauranten siger ‘maden trænger til salt’, idet tjeneren passerer, med den hensigt at h/n skal høre det og komme med noget salt.

Jeg tænkte at bystander deixis nok ikke var en form, der var i fare for at blive slidt op af moderne sprogbrugere, selvom jeg godt kunne forestille mig gamle sure damer ved busstoppestedet, der lod deres mishag høre ved højt pegende sætninger. Og højlydte teenagere – alt hvad de siger, er bystander deixis til verden.

Men nu bruger jeg det hver dag. Når jeg med min sødeste mor-stemme spørger min søn, om han tror at far vil skifte ham? Han (min søn) smiler glad hver gang han kan se at jeg taler til ham, så hvorfor henvende mig andetsteds? Jeg er blevet bystander deixis-monsteret fra helvede.

Jeg gør mig stor umage for ikke at gøre det udenfor hjemmets fire vægge.

,

Katrine Emme Thielke