emmes weblog

Jeg læste en gang en Barbara Cartland-roman. For de, der ikke ved hvad en Barbara Cartland-roman er, kan jeg fortælle at det er ligesom Danielle Steele, bortset fra de udspiller sig længere tilbage i fortiden, som regel i en tid hvor man gik med korset.

Det blev kun ved den ene Barbara Cartland-roman, men siden har jeg set alt hvad jeg har kunne få fat på af BBCs kostumedramaer. Og det er næsten lige så sukret.

BBC er kendt for at lave højkvalitetsdrama af forskellig art, og mit første bevidste møde med kostumedrama-genren var Pride And Prejudice fra 1995, og siden da er det både gået op og ned. Først så jeg alle de kostumedramaer, der rent faktisk udsprang af en eller anden litterær kvalitet. Og derefter så jeg (ser jeg) alt det andet.

Men hvorfor? Der findes jo masser af gode film med indhold der er værd at reflektere over – og der findes jo også film, der er meget lettere tilgængelig underholdning. Jeg tror det er meget enkelt: Kostumedramaer er ligesom en mazerinkage købt på tanken. Sød, dejlig blød og forudsigelig. Selv de kønspolitiske emner der af og til dukker op i kostumedramaerne, løses enten ved at følge den moralske kode eller ved hårdt arbejde. Det hele er så nemt at forstå, og der er ingen risiko for lige pludselig at få smækket afhuggede hoveder, døde børn eller langvarig kræft op i hovedet mens man sidder der i sofaen og hygger sig (med sin mazerinkage).

Det er matadormix-underholdning. Man indtager hele posen, selvom ikke alle de enkelte dele er lige gode. For der er jo altid en favorit eller to, der gør det en lille smule hverdagsfantastisk.

Og hvis jeg selv skal vælge min matadormix-underholdning, så vælger jeg kostumedramaet fremfor reality-tv, for der er ingen mennesker kommet til skade under optagelserne.