Ugens top-læsning er Jesper Balslevs fake-Politiken-artikel om misbruget af generaliseringer >
Citater som “Generaliseringer er nemme at blive afhængige af, og misbrug af dem er vanskelige at behandle, fordi der ikke findes alternative vendinger, der på samme måde forsimpler et sagskompleks” går med det samme over i historien.
Tak, Jesper.
BBC Labs klamme-test er et sæt spørgsmål (“How would you feel about touching this?” + billede, “Which of these people’s toothbrushes would you LEAST like to use?” + valgmuligheder, osv.), der skal teste om afsky og væmmelse er menneskets værn mod sygdom. Dvs. om vi væmmes mere ved visse typer organisk klamhed end ved ganske almindeligt overfladeskidt. Tag kun testen hvis du er klar til at se en persons mund angrebet af maddiker.
Hvis ikke, så har BBC Lab mange andre sjove indsamlinger af data, som man kan deltage i >
(Tak, Ida)
J.K. Rowling Speaks at Harvard Commencement from Harvard Magazine on Vimeo.
Hvorfor var der ikke nogen der holdt sådan en inspirerende afgangstale, da jeg blev færdig på universitetet? Rowling taler her kort, underholdende og relevant til Harvards afgangsklasse om nødvendigheden ved at have modgang ind i mellem.
Hipster Puppies er en samling af metroseksuelle hunde, der går op i kunst & kultur og casual street wear. Her på billedet er det Barney, der “… is more concerned with “dynamic range compression” and “the loudness wars” than the fact that he has shitty taste in music”.
(via Fourth Edition)
Vi bruger ikke autotune for at lyde bedre – tværtimod.
DU BAR BUZZ – KCast på autotune (mix by mashup)
Jeg er i gang med at lave et indslag på KCast om brug af voxpop i nyhedsformidlingen på tv og søger derfor journalister, der har en mening om dette. Jeg vil gerne spørge dem om følgende:
Og hvis der er nogen der har noget data om hvor meget voxpop der rent faktisk bruges, så vil jeg blive evig taknemmelig. Men det er nok usandsynligt, så måske burde jeg tænke over hvordan jeg selv indsamler data… ser en masse tv-aviser, vel sagtens.
I nat havde jeg mareridt. Jeg drømte at alle spamfiltre i verden holdt op med at virke, og at det væltede ud af indbakker verden over med mails om kasinoer, potens-medicin og billige softwarelicenser.
Ingen kunne finde de rigtige beskeder fra deres familie, venner og kolleger, og en række offentlige services holdt ganske enkelt op med at virke, fordi de mennesker der bemandede dem, var druknet i spam. Verden var helt stille, mens vi med bøjede nakker over skærmen sorterede os igennem tusinde efter tusinde af digitale pakker.
Og så snart spam’en slap fri af filtrene, begyndte den at yngle. Kasino-spam fik horeunger med kopi-Rolex-spam, og deres afkom blev en særlig hybrid, der kunne krydse over til den analoge verden, og begyndte at mose sig ind ad brevsprækker. Først stille og diskret, som en lille flyer der kunne gemme sig under avisen, siden mere aggressivt i glittede syndfloder, der sprængte postkasser og blokerede entréer.
Og da spam først havde fået smag for farvet papir og tryksværte, var der ikke langt til deres indtog i blade og bøger, hvor spammails, der beder om dit kontonummer, så du kan få en million, pludselig havde hundredvis af dejlige trykte sider til at udbrede argumentationen.
Nu ejede spam alle ord, og efter et par hurtige generationer – en spam-generation er ca. 140 karakterer – kravlede de ind i munden på menneskene, hvor ordene kom fra, og groede som parasitter på tunge og stemmelæber, så alle ord vi sagde blev spam. Ordbogen ryddet, som en mundfuld rådne tænder, og erstattet af et ord: Spam.
Spam-parasitten blev fed og glad af al den spam-aktivitet og besluttede at gå til kilden. De kravlede op i vores hoveder, hvor den nød en måltid hjernegrød, inden den fyldte hullet med en turban lavet af spam.
Hvis du har en Gmail-konto, har du sikkert allerede opdaget det lille nye Buzz-logo lige under din indbakke. Servicen ligner nok lidt den du kender fra Facebooks nyhedsstrøm, den er ser bare renere ud, uden dine venners opdateringer fra Farmville og andre applikationer. Man kan feede billeder, tweets og andet godt ind som buzzes og der er i det hele taget mere fokus på indholdet end på Facebook.
Men Buzz er ikke noget nyt, som vi taler om i ugens KCast (gæster er vores digitalekspert Martin Sønderlev og onlinekonsulent Hans Tosti).
Derfor kan Buzz nu godt vinde (… kapløbet om at blive vores favorit samlende sociale platform), for det er ikke altid dem der kommer først eller som har det bedste produkt, der ender med at få flest brugere (tænk bare på gode gamle Jaiku – det er i øvrigt Jaikus far Jyri Engestrøm, der var med til at lægge de første sten til Buzz). Og som Tim O’Reilly siger, så er det klogt at lægge Buzz sammen med folks mail, da der stadig er mange af os, for hvem emailen ikke dør sådan lige med det samme.
Så Buzz er ligesom Facebook tiltænkt en bred brugergruppe – og måske er det her vi får alle de, der har sagt nej tak til Facebooks larmende hygge, de mange næsepilnings-apps og benhårde dating, ombord på netbåren deling og socialisering. Og det er endnu mere for alle end f.eks. Twitter, hvor man skal gøre et bevidst og hårdt stykke arbejde for at få et godt netværk og se interessante tweets.
Googles egne tanker om Buzz kan du se i denne video:
Her er en lille kommentar om kommentarer fra Wordbirds, aka LineP og jeg. Kapster talte også om det i KCast (og i et indlæg – “Man gjorde en blogger fortræd“), og der er ingen tvivl om, at tonen er blevet anderledes i kommentarspor rundt omkring. Min gamle påstand om, at som man råber i skoven får man svar, gælder vist ikke helt mere – nu kan man godt risikere en kindhest uden at have gjort noget særligt.
Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men jeg tror, at det er fordi vi stadig er i en tilvænningsperiode, hvor nogle kommentatorer ikke har fundet ud af at onlinekarma er ligeså benhård som dagligdagens karma; hvis du ikke opfører dig ordentligt, så skal det nok blive ris til egen røv – før eller siden. Så det vi venter på er sådan set bare at vi – som i alle netbrugere – finder ud af, at online-verdenen ikke er en ‘anden verden’ end den virkelige verden, men at de er en og den samme. Og derfor gælder de samme sociale regler naturligvis.
Jeg ved ikke hvad lytterne forestiller sig, når de hører KommunikationsCast; At vi sidder i en stue med en lille båndoptager eller i et stort studie med skumgummi-æggebakker på væggene? Sandheden er nok et sted lige midt i mellem. Mikkel har lavet et blogindlæg, der beskriver det tekniske setup. Hvis det er volapyk for dig, så er her min version:
I Mikkels hjemmestudie (der er den ene halvdel af hans soveværelse) er der et skrivebord med to mikrofoner, som dem du ser på billedet. De har hver en spytfanger – det er den der sorte runde cirkel, som også kan ses på billedet. Okay, måske skal den mere end at fange spyt, det er noget med at den dæmper vilde s’er og andre hvislelyde?
Foran os er der to store skærme, der både viser det program, som KCast optages i, samt det Google Doc, der indeholder vores noter til programmet. Her står der f.eks. interview-ofrenes korrekte navne, det er nemlig en af de slags ting, der underligt nok kan forsvinde fra ens hukommelse, når først vi optager. Mellem skærme og mikrofoner er det sjoveste: en bakke med knapper. Eller en mixerpult, er nok det korrekte at kalde den. Den er lidt støvet. Jeg får aldrig lov at justere på knapperne, men jeg ville heller ikke vide hvor jeg skulle starte, for de har ikke nogen labels der giver mening for almindelige dødelige.
Udover det, så er der et sæt højtalere, en fastnet-telefon (af det klassiske mærke Lady) med sin egen lille line-in box, og et væld af ledninger. Og så det meget vigtige bagtæppe, der lige kan anes her på billedet.
Det dæmper vist lyden lidt, ligesom de to store sofapuder, der er stablet op oven på skærmene.
Når vi optager remote – dvs. hvis jeg befinder mig i Århus og Mikkel i Kbh – så optager jeg min egen stemme i den dims vi kalder zapperen. Den hedder zapperen fordi den ligner sådan en ond dims, som gamle damer bruger til at give overfaldsmænd stød med. Vi bruger også zapperen til interviews ansigt-til-ansigt, og på det seneste laver vi også interviews via Skype, hvilket inkluderer et lille program der hedder WireTap Studio. Det er et program, der kan optage hvad der bliver sagt i Skype. Smart. Husk det næste gang du ringer til Ekstra Bladet.
Hvad er der ellers af dimser? Jeg synes Mikkel udelod en masse, som han sikkert tager for givet, f.eks. kabler til at overføre filer, batterier, programmer til at overføre filer, kameraer, hørebøffer og skumgummidimser til mikrofoner. Det er noget af et udstyrsstykke, men jeg har vænnet mig til dimserne en efter en, og føler mig nok ovenpå til en dag at sige ja til et klippe-kursus, så jeg kan lære at bruge det mega-program, som KCast produceres i.
Har jeg glemt noget, Mikkel?
Så er jeg tilbage i KommunikationsCast. Det bliver spændende om det får lyttertallene til at stagnere, efter de er steget og steget i vildskab i mit fravær (tak, Ida).
Men vi lægger hårdt ud med dette cast om Kapster, som er en af Danmarks mest kendte personlige bloggere. Mange har jaget et billede af ham, men her kan du få lov at høre hans sprøde stemme fortælle om hvordan det er at være Kasper inde i Kapster.
Og nu ved jeg hvordan han ser ud. Men jeg sladrer ikke. Medmindre du har noget at bytte med, naturligvis…
Det er hverdagens små valg, der afgør vores skæbne.
Og livmål.
Og livsglæde.
M&M Peanuts, mmmmmm.
,
Senest på Twitter: There are no items in this feed.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »