emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Hverdagens og arbejdets detaljer siden 2002. Og links + billeder + video.

Gæsteindlæg fra Kapster: Status på blogosfæren

For første gang i mange, mange år bringer jeg her et gæsteindlæg, denne gang fra Kapster himself, der har lovet ikke at skrive direkte om damer.

Og det har han holdt i dette indlæg, der bringer både historie og status på blogosfæren.


Jeg tror Emme og jeg har en delmængde af læsere. Men jeg tror også at jeg er forholdsvis fremmed og/eller opfattes som lidt af en særling blandt resten af Emmes læsere. Så tillad mig at introducere mig selv.

Jeg hedder Kasper, og jeg har en blog som hedder kapster2.dk, som er efterfølgeren til (pudsigt nok) kapster.dk – jeg er hverdagsblogger, og blogger om mit singleliv.

Første gang jeg stødte på blogbegrebet var i 2001 på en Reboot-messe, og tog nærmest instant hjem og oprettede min første blog. Det var – som de fleste blogs var dengang – en lang liste af links med en lille kommentar til, i omvendt kronologisk rækkefølge. Og hvis det gik rigtig hedt for sig, så havde jeg måske en eller to læsere mere end mig selv på en dag. Og den første blog gik i sig selv igen forholdsvis hurtigt.

Men i slutningen af 2003 blev jeg single, og det havde jeg ikke været siden 1994, hvor jeg var 16 år gammel. Så i de år hvor mine
gymnasiekammerater havde stiftet bekendtskab med alle de pinlige singleoplevelser, one-night-stands, at en mobiltelefon kan bruges til bootycalls, og at internettet gav mulighed for at flirte og finde interessante bekendtskaber, havde jeg blot set på fra afstand. Og pludselig blev jeg spyttet ud i den verden som 25-årig. Med ét skulle jeg forholde mig til hvad der egentlig var i min garderobe, og at jeg ikke længere kunne tillade mig at være ligeglad med hvordan mit hår sad. Og skulle igennem alle de samme ting som vennerne, bare med 9 års forsinkelse. Hvilket vel gjorde at jeg måske havde en form for “voksen”-briller på i forhold til førstegangsoplevelserne – og derfor også kunne forholde mig lidt mere nuanceret til det hele. Og ironisk.

Og det var det der holdte mig kørende. Ironien. Det fik mig til at distancere mig fra de knubs som man vitterligt får derude. Og snart havde jeg en fast skare af venner, der hver mandag via Messenger ville vide hvad jeg havde lavet i weekenden, hvad der skete i mit singleliv. Da det jo blev den samme ting jeg fortalte 3 eller 4 gange, fik jeg idéen til at blogge om det.

Jeg var heldig. Min blog endte med at blive MEGET eksponeret, efter de forhold der var dengang, og i al beskedenhed endte min blog med at være en af de mest læste herhjemme. For på det tidspunkt var der allerede mange hverdagsbloggere. Men folk opererede ikke med decidere temaer, så det var bare spredt fægtning for alle pengene, hvor folk skrev om alt fra hvad de fik til aftensmad til hvad de så i TV. Hvis folk havde temaer, var det typisk noget med deres kæledyr, eller folk som legede fritidsanmeldere indenfor en eller flere kategorier. Lige da jeg startede, var vi ikke mange herhjemme der bloggede om singlelivet. Nogle gjorde det selvfølgelig sporadisk, men de færreste havde det som egentligt tema. Så jeg ramte en niche, og en tendens i dens opløb, og der gik heller ikke lang tid, før der dukkede en hel underskov op af singlebloggere. Jeg kan lide at skrive, og mange synes om det jeg skriver, men jeg vil stadig ikke vedkende mig et egentlig talent. Jeg tror bare jeg red øverst på den bølge der var dengang. Og så tilsat lidt mystik, fordi jeg insisterede på at holde mit udseende skjult.

Men det som jeg godt vil vedkende mig og tage en del af æren for, var at blogging i den periode blev alment anerkendt. Vi snakker selvfølgelig om en international tendens, så min andel skal ses som mikro-mikroskopisk – men jeg ved at jeg har trukket læsere ind i blogmiljøet, som normalt ellers aldrig ville læse blogs. Og jeg ved at jeg har inspireret andre til at starte deres egen blog. Og “ære” er måske også et stort ord, for jeg har nogle gange følt mig lidt som de sociale mediers “white trash”. Jeg tror der er en del af A-holds-bloggerne som ser skævt til mit projekt, fordi de synes jeg går efter laveste fællesnævner, og ikke bruger mediet som det var tiltænkt. Og det kan sgu godt være. Men hvis bloggen ikke skal dø – som der jo er mange der har travlt med at sige herhjemme for tiden – så tror jeg der er brug for folk der kan appellere bredt. Til at mangfoldiggøre billedet, og gøre det interessant og nærværende, identificérbart. For det har det med at sprede sig som ringe i vandet. Ellers ender det med at delmængderne af læsere opløses, og der kommer til at være nogle meget lukkede blogmiljøer.

Det er det samme med Twitter herhjemme. Jeg fik min twitter-konto for snart 4 måneder siden, og derinde føler jeg mig godt nok også som “social media white trash” nogle gange. Men der er heldigvis sket rigtig meget på 3 måneder, og der er opløb til endnu mere – og det skal folk som blandt andet Nina Jansen og Pernille Rosendahl have æren for. Hvis jeg skal stille det lidt firkantet op, så var Twitter i mine øjne et meget lukket miljø, da jeg først stiftede bekendtskab med det. Groft sagt bestående af kendte, tech’ere og kommunikationsfolk – og så alle “lytterne”, dvs. dem der bare har en profil for at følge med. De kendte tweeter til lytterne, og bare for at have et sted at gøre opmærksom på sig selv. Og tech’erne og kommunikationsfolkene kørte rundt i en eller anden intern lingo-suppedas med links til diverse gadget-applets og markedsundersøgelser. Sjovt nok tilsat en generel undren overfor hvorfor Twitter ikke er blevet mainstream, som man ser i udlandet. Men det er den ikke, fordi førnævnte bare ikke er spændende i et bredt billede. Jo, de kendte til dels. Men jeg håber at Nina og Pernilles Twitterfremstød kan hive en masse nye brugere ind, som kan bruge mediet på helt andre måder, mangfoldiggøre det, gøre det mere interessant! Udtrykke meninger, skæve holdninger, eller tør fortælle noget om sig selv. Jeg synes allerede jeg kan se tendensen til det i folks tweets, og jeg håber der kommer meget mere af det. Skrækscenariet er jo at Twitter bare bliver én stor linksamling.

Nu er jeg så tilbage med en ny blog – og hvad så? Tja, det ved jeg sgu heller ikke helt. Jeg er single igen, og det er primært derfor jeg blogger. Og fordi jeg elsker at skrive. Det jeg laver tåler ikke sammenligningen med en kunstner, men for mig er det en decideret udtryksform. Jeg søger ikke hjælp via min blog (selvom der er mange – godmodige – læsere der tror det), og jeg skal heller ikke score via min blog. Det er ikke planen. Jeg har ikke helt opgivet idéen om at skrive en bog. Og jeg leger lidt med nogle andre tanker om at bringe min blog ud af de digitale rammer. Det synes jeg kunne være sjovt og spændende. Det kunne måske være teater, spoken word, film eller en kortfilm – hvorfor ikke? Så hvis du læser dette og har kontakterne eller midlerne, og tror på mit materiale, så send mig en mail.

Der er rigtig mange stemmer derude, og vi vil alle gerne høres. Men jeg tillader mig at være lidt mere ambitiøs denne gang.

Related Posts with Thumbnails

5 Comments, Comment or Ping

  1. Folk i England kalder Twitter for twatter hvilket egentlig viser at twitter også er på vej ud.

    Hvor vi så er på vej hen ved jeg ikke, blogs er jo for længst døde i følge hardcoretwitterne der sidder og diskuterer farven på deres afførring for så interessante er de bare.

  2. Jeng

    Tak for et godt blog-indlæg, som har sat tankerne i gang. Jeg synes det er ærgerligt, at der er kommet sådan en stemning af, at det kun er de “alvorlige” og “professionelle” blogs, der har værdi i dag, og at hverdagsblogs ofte reduceres til “almindelige menneskers ligegyldigheder”. Jeg elsker at læse personlige hverdagsblogs, fordi de ofte er mere modige, ægte og autentiske. Lidt som at læse Erica Jong eller en af de andre store forfattere gennem tiden, som har haft mod til at sætte ord på hverdagen på en måde, som berører andre og skaber identifikation. Hverdagsbloggerne er mine helte for tiden, fordi de holder fast i den genre, der er aller sværest og kræver allermest mod.

  3. Endelig, endelig blev jeg introduceret til Kapster :-) . Tak for det!

  4. I øvrigt cool ide det der med at gæsteskrive. Sjovt at se folk pillet ud af deres egen blogrum og sat ind over for nogle andre læsere. Måske man skulle overveje noget idestjæleri dér

  5. Tak for shoutout! Det er nu ikke nogen koordineret indsats fra mig og Pernille side, jeg har gjort et stykke arbejde, og hun har gjort et stykke arbejde. Det er nok fordi vi er så meget på bølgelængde at det måske ser totalt planlagt ud :-)

Reply to “Gæsteindlæg fra Kapster: Status på blogosfæren”

Katrine Emme Thielke