Okay, så jeg overdriver ikke, når den sidste uge har været ugen fra helvede, og de sidste halvanden måned i den hårde ende. Lad nu det ligge. Jeg fejrer de små succeser.
Som nu denne fantastiske kageborg, som jeg lavede til sønnikes fødselsdag med mødregruppen. Meget nemt, meget dekorativt. Jeg er færdig med at bygge mine egne vinde og skæve honningkagehuse, når man kan få en solid borg på den kvarte tid.
(Kageform fra nordicware.com – tak, mor)
Jeg havde så gode planer. Jeg ville lave ikke bare en, men to julekalendere. Og skulle den ene ikke kunne lade sig gøre, ja, så var der jo altid den anden.
Men det blev ikke til noget med nogen af dem. Måske er vækstlaget i Danmark ikke større end det er, fordi der er så mange børnefamilier. Og børn, my friends, de suger hvert minut, til din kalender er en flad vakuumpakke.
Men jeg kan da være rigtig tarvelig og fortælle hvad jeg ville have gjort hvis jeg havde prioriteret min blog højere.
Den ene kalender var 24 afsnit af opskrifter af mad med slik. Du ved, spaghetti carbonara med vingummibamser i stedet for bacon, farsbrød med labre larver osv. Foto-dokumenteret, med udførlig beskrivelse af fremgangsmåde og smagsvurdering. Måske næste år…
Den anden var et samarbejde med Bo Juni (han havde lovet sig selv at skrive 12 artikler, starte 2 nye firmaer og lancere et antal sociale netværk i år – og han manglede bare et firma og 12 artikler. Han tænkte at konvertere det manglende firma til 12 artikler). Vi ville lave et vidensorgie, hvor vi og så mange andre bloggere vi kunne samle i kommunikations- og webbranchen, ville skrive et fagligt indlæg hver dag. Vi ville lave et samlet feed man kunne abonnere på (jeg var pipe master på den opgave, da jeg er glad for Yahoo Pipes) og så skulle den ellers have en over bloggen. Vi havde begge to 24 overskrifter.
Måske næste år. Eller bare spredt ud over næste kvartal.
Når jeg dagdrømmer om at blive rig, starter jeg altid ydmygt. “Hvis bare jeg vandt én million…”. Men så alligevel: “Nej, lad os sige to. To millioner vinder jeg”. Og så løber det løbsk: “Nej, nu vi er i gang: Fem millioner. Nej, ti. Okay, femten, men så er det også nok. Aj, det er jo bare fantasi-millioner, så vi snupper halvtreds” (og det er stadig ydmygt, der er jo nogen der drømmer om milliarderne).
Men jeg er holdt op med at dagdrømme om millionerne efter jeg fik barn. Nu dagdrømmer jeg om søvn. Men mønsteret er det samme: “Hvis nu jeg tog én dag fri, og sov hele dagen! Nej, nej… TO dage. To hele dage til at sove. Okay, måske skulle det være en uge. UGE! En dejlig uge til at sove”.
Mit bidrag til citronmåne-stormen mod DF var blot denne gamle video fra Sweet Christmas-kalenderen. Hvis du ikke kan huske den, er den her:
Og under citronmåne-miseren blev et af mine billeder på Flickr brugt i en artikel om citronmånestormen. Det er altid sjovt at se sit amatør-foto ledsage seriøs tekst, og jeg bliver lige positivt overrasket hver gang et eller andet lille obskurt online-magasin omhyggeligt kontakter mig og krediterer billedet. Jeg ved jo godt, at det er det, man skal og bør, men man hører lige så mange historier om det modsatte. Det er nu så rart, når verden er bedre end man tror.
Citronmåne-billedets brug i online-magasinet ledte dog til det rigtig sjove, nemlig at det blev inviteret til Flickr-samlingen på Getty Images. Dvs. at det fremover vil blive solgt på Getty, på samme måde som kommercielle fotografers arbejde. Jeg synes at Getty og Flickrs samarbejde er fedt og visionært – at bruge af den kolossale pool af amatør-fotografer. Selv blind høne kan jo finde korn, som med mit citronmåne-billede. De er ikke de første der har gjort det, Istockphoto har en model der ligner lidt.
Det der gjorde mig rigtig nørd-glad var Gettys indrulleringssystem. Dejligt nemme formularer til det kedelige, og et meget overskueligt system til licenser, aftaler og efterbehandling af de billeder man har på Getty. Det er fedt, at de har lavet det mere end professionelt, selvom det bare er til amatørerne.
Noget af det bedste ved at møde nye mennesker og færdes i nye kredse er den nye viden man pludselig kan få.
I dag lærte jeg om Robinsonlisten – listen, du kan ringe til din kommune og bede om at komme på, så du ikke længere bliver kontakte af telefonsælgere eller anden uopfordret markedsføring (man er dog ikke fritaget for klassiske reklamer, det skal man kontakte sit lokale posthus for at klare). Jeg tror at vi, der i dag hørte om Robinsonlisten for første gang tænkte, at den hed sådan, fordi man stemmer sig selv hjem – eller noget i den stil, relateret til Robinson-ekspeditionen. Dansk Wikipedia har gudskelov den rigtige forklaring, selvom jeg ikke er helt sikker på at jeg forstår logikken. Hvis man er på Robinsonlisten får man lige så lidt post som Robinson Crusoe?
Den danske liste bestyres åbenbart af nogen, der hedder Conzoom (?), og på deres site fandt jeg endnu en bonus i den kuriøse afdeling. “Giv mig din adresse, og jeg skal sige dig hvem du er”-servicen. Det lyder som en Facebook-app, men er åbenbart et seriøst værktøj.
Jeg elsker små listige rapporter om danskerne og ny teknologi og jeg blev glad, da jeg så @anderscolding offentliggøre en om danskernes brug af og holdninger til lokationsteknologi. Rapporten er lavet sammen med Userneeds og har 2000 respondenter.
Det første der undrede mig var, at rapporten fortæller, at mere end 50% af danskerne siger at de ikke har GPS på deres telefon. Konklusionen i rapporten er, at det betyder at danskernes ved hvad GPS er (ellers ville de vel svare ‘ved ikke’). Men jeg er i tvivl om det er den rigtige fortolkning af det svar. Jeg tror, at mange af respondenterne tror de ved hvad GPS er og ikke ved om de har det på deres telefon. Så mange af de, der har svaret nej, har faktisk GPS.
Kan man mon sammenligne med tal i telebranchen om hvor mange danskere der har GPS på deres (nyeste) telefon? Det kunne være lidt interessant.
Jeg elsker konklusion nummer tre: At det ikke kun er “de unge” der har smartphones. Det er danskerne over en bred kam aldersmæssigt. Det svarer til den fordom at det er de unge der er på Facebook og de unge, man kan nå med kommercielle budskaber på Facebook, når det i virkeligheden er os voksne eller halvgamle røvhuller, der larmer allermest på Facebook og som er nemmest at engagere. De seneste projekter jeg har lavet, viser klart, at de yngste målgrupper laver en meget skarp opdeling mellem deres sociale liv (på f.eks. FB) og alle seriøse beslutninger om køb, uddannelse og job må meget gerne foregå på tilsvarende seriøse medier.
Konklusion fem omkring kvindernes lavere brug af kort på deres smartphones vil jeg slet, slet ikke gå ind i. Det vil blive en endeløs diskussion af, om det er fordi vi ikke kan læse kort alligevel eller om det er fordi vi forbereder os bedre og derfor ikke har brug for kortet. Eller noget.
Hvis vi skal være seriøse igen, så er det ærgerligt men forståeligt, at danskerne stadig er relativt skeptiske overfor lokationsteknologier. Meget overordnet kan man sige, at både mænd og kvinder synes det er skræmmende at andre kan se deres position og kan ikke umiddelbart se noget praktisk i det. De synes ikke det er specielt hyggeligt, og de tror, at det kan føre til indbrud i deres hjem.
Jeg synes ikke der er en tydelig logik, der gør, at det er nemmere for indbrudstyve at finde mig og min position på FourSquare, end det er at ringe til mit arbejde og spørge om jeg er der. Skepsis handler ofte heller ikke om logik, men er den emotionelle stopklods der gør, at vi ikke kaster os ud i noget nyt, før vi kan se en fordel af den ene eller den anden slags.
(Se også den næste rapport fra LocationLab om den spontane geosociale forbruger)
Det er en luksus, når man møder tidligt, lige at få sig en kop god kaffe med på vejen. Men når man møder meget tidligt, kan det faktisk godt være lidt svært, selv i København. Jeg har mine egne små mentale lister over hvor jeg kan få min mælkekaffe inden kl 9.
Fra kl. 08 giver det mening at kigge forbi Laundromat Café, Risteriet eller Riccos. Der er mange andre, men det er umiddelbart mine favoritter.
Fra kl 07 går jeg på den nye Kaffeladen i Ndr. Frihavnsgade, kører forbi Emmerys på Øster Farimagsgade eller må helt over til Granola på Værnedamsvej.
Men møder jeg kl 7 eller før det (og ja, det hænder oftere end godt er), så er der ikke så meget andet end Statoils kaffe at hente, når jeg bor hvor jeg bor. Baresso ved Rådhuspladsen åbner 06.30, men det er lidt en omvej i de tidlige morgentimer. Man er ikke meget for at spilde minutterne på den tid af døgnet.
Det jeg rigtig godt kunne tænke mig, var et par sæt datalag, jeg kunne slå til på findvej.dk – måske lavet af mitkbh.dk? Så jeg f.eks. kunne slå kaffe inden kl 7-laget til og se, hvor der var åbne kaffebarer i mit nærområde.
I denne uge glæder jeg mig til at følge tagget #politiskecovernumre.
Jeg elsker allerede Hvorfor er Løkke så lunefuld, Do You Villy Want Me og Merkel don’t preach.
Tak, @lasserimmer. Tagget startede mandag morgen og her til aften har det spredt sig som en steppebrand. Forvent bunker af vandede vitser. Kommer #politiskecovernumre til at overgå den danske version af #oneletteroffmovies (#etbogstavvækfilm)? Time will tell.
(Ærgerligt at Twitter ikke gemmer gamle tweets. På den anden side – så kan man gentage de sjove memes hveranden måned)
(tak til Sønder)
Liste over dyr jeg kan huske jeg har rørt ved:
Liste over dyr jeg kan huske har rørt ved mig:
I dag har der været noget snak om katapulten.dk, et spil for ingeniører og andre nørder. Og som altid er spillet ikke nok for alle – nogen ønsker sig en rigtig katapult. Og så var det jeg så denne (på saxtoft.com).
I øvrigt er vi en del på Advice, hvor jeg arbejder, der har projekter med ingeniører som målgruppe. Så for os har jeg oprettet en liga på katapult.dk, hvor vi kan se om vi kan nå op på siden af ingeniørerne. Tænk hvis humanisterne vandt!
(send mail hvis du skal inviteres ind)
Jeg har aldrig rigtig fået det endegyldige svar. Måske fordi det er lidt pinligt at spørge. Men som jeg gradvist bliver ældre, forsvinder mit pinlighedsfilter (jeg bliver en træls, træls mor for en teenager).
Så lad mig høre: Skal/skal ikke spise den gule kant på Port Salut-osten?
Og lige så vigtigt: Skal/skal ikke spise den del af skindet på f.eks. en chorizo, der sidder under den officielle indpakning – du ved, den der del af pølseskindet som man skal bruge pincet, neglesaks og en engels tålmodighed for at fjerne. Den der er så integreret med pølsen, at den er mere pølsehud end egentlig pølseskind.
Pølsehud.
Ikke noget kønt ord. Beklager. Jeg håber du forstår hvad jeg mener.
Jeg har jo altid vidst det. Det er bedre at spise slik og kage uden skyld, end at få mavesår af hele tiden at tænke på det og udøve benhård selvkontrol. Og nu hvor selv det konservative Institut for Fremtidsforskning er med på den vogn, så er håbet lysegrønt og vinteren fuld af hele e-nummer-regnbuens farver.
Retox hedder den nye bølge, hvor du dropper detox’en med al dens speltherlighed, og gør som franskmændene: alt med måde. Det er den gode gamle lægmandslogik, gyngerne og karusellerne – hvis bare jeg spiser varieret, så kan der i det mix godt blive plads til en god pose bland-selv.
Mangler du inspiration til din Retox-kur? Så kig forbi Slikleksikon.org – for viden feder ikke.
(Tak, Sanne)
De er gode og stærke, men på en ikke de-er-gode-for-dig-når-du-har-ondt-i-halsen-måde. Draculabolsjerne har altid været tydelige i deres usundhed. Der er ikke noget stukket under stolen, når man suger det stærke pulver af overfladen og knaser den søde bolsjekerne.
I anledning af bolsjernes 25 års jubilæum, er der kommet en mega-udgave og en slikkepind. Og jeg må sige, at ingen af dem lever helt op til Dracula-klassikeren.
Der står bag på posen, at ikke nok med, at bolsjerne er større, de har et tykkere lag af ægte lakridspulver, og så har de som noget nyt fået et fyld at ægte lakridspulver. Den med størrelsen er god nok, men det tykkere lag af lakridspulver er svært at finde. Det er lidt ærgerligt, at mega-bolsjet giver indtryk af, at der bare er blevet mere af det søde bolsje, ikke af det, der gør dem så populære: det dejlige krassepulver.
Godt nok er der lidt af det indeni, men når man når dertil, er ens mund helt oversødet af det tykke bolsje.
Slikkepinden er svær at genkende som værende i familie med Draculabolsjet. Hvis det ikke lige var for indpakningen. Bolsjet er for det første transparent og der er ikke skyggen af lakridspulver nogen steder. Bolsjet smager mildt af lakrids, og så er den ikke længere. Der står på posen, at slikkepindene er med ægte lakridspulver, men det må være blandet i bolsjedejen, for det er hverken udenpå eller indeni.
Det er lidt skuffende, at de to produkter ikke er bedre, for det er da en god idé at prøve at gøre det gode endnu bedre. Jeg vil for fremtiden holde mig til de klassiske Draculabolsjer.
Jeg er klart mest til Coupland-scenariet, alternativt til Nelson. For mig er Alice helt ude, for jeg vil ikke have alternative narrativer. Jeg læser en forfatter, fordi jeg vil have dennes ene vinkel på historien og verden. At læse en bog er netop en afgrænsende handling.
(via Geschmacksache)
Jeg står tidligt op og er ved kontoret 20 i syv. Der er ting, der skal laves. Jeg opdager at jeg har glemt både min pung og mine nøgler. Sidder på gaden i 25 minutter og overvejer, om jeg skal cykle hjem efter dem.
Bliver lukket ind i opgangen og 10 minutter efter ind på Advice, af en anden kollega, der også har travlt. Vi går ombord i kaffen og jeg sætter brød i risteren.
Mens jeg venter på brødet, går jeg i gang med dagens opgaver. Jeg kan godt lide mit ristede brød koldt. Man kan ikke putte ordentlig tandsmør på ristet brød, før det er koldt. Så selvom jeg ved at det nok er færdigt, så tager jeg mig god tid. Indtil jeg pludselig kan lugte noget forkullet og brandalarmen går i gang.
I løbet af 10 minutter har vi skruet en hær af brandalarmer løse, åbnet alle vinduer og – oh skam – haft besøg af en af de store vogne fuld af brandmænd. Utrolig venlige og overbærende brandmænd.
Klokken er 20 i otte og min dag er allerede i smadder. Og brødristeren er kaput.
Alle har hede drømme om, hvad det er de skal opnå, hvad det er de skal være. Det er vigtigt at overveje, hvad man er sat i verden for, så man kan dø forløst.
Men indtil – eller imens – man udtænker sit formål, så kan der være mere jordbundne drømme, der får ens lille nørdhjerte til at banke. Her er min top 3 – under temaet geek-turisme. En anden liste er hvad jeg gerne vil skabe, og endnu en er, hvad jeg gerne vil kunne, men det kan være jeg kan trætte jer med det en anden gang.
Tre hede nørddrømme
Okay, måske burde jeg havde ønsket noget mere nørdet, som f.eks. at få lov at øje Googles søge-algoritme bare et minut eller være med i opstarten på Apples udvikling af iPhone 5. Men hvis jeg kun får tre ønsker, så skal det være dem her.
Mange tror, at når man er lidt nørdet, så skal man hele tiden have den nyeste gadget.
Men hvis man er geek som jeg, så kan man være meget trofast, hvis man først finder noget godt. Jeg startede med at lægge mine billeder på Flickr i 2005. På det tidspunkt var det den service, der havde det bedste produkt. Der er mine billeder stadig.
Året efter, i november 2006, købte jeg min N73. På det tidspunkt en hot smartphone til hele 3000 kr. Uha. Det skulle vise sig at være et godt køb. Først for en måned siden måtte jeg skifte den ud, da man ikke længere kunne ringe til den, efter min søn havde savlet ned i antennen.
I de mellemliggende år blev N73′eren naturligvis mindre og mindre smart, og jeg har da også måtte høre på en del kommentarer i den forbindelse. Hvorfor havde sådan en som mig ikke en iphone? Jeg ved ikke helt hvem sådan en som mig er, men min N73 virkede upåklageligt og var væsentlig mere stabil end mine venners touch mobiler.
Nu ser jeg, at Bloglines, min elskede RSS-læser, vil lukke for servicen per 1. oktober. Jeg har jo længe vidst, at Bloglines for længst er blevet overhalet indenom af langt bedre services, men i et vildt netbårent univers er det altså rart med lidt stabilitet.
Nu må jeg ud og finde mig en ny service i skyen.
Jeg har aldrig forstået, hvordan folk der er kronisk syge, alligevel kan samle sig om at møde på arbejde. Bare jeg har et kortvarigt maveonde, så går jeg totalt under jorden.
Men nu forstår jeg det. Nu, hvor mit barn sover dårligt og jeg selv gennemsnitligt får 3,5 times søvn i døgnet. Før ville jeg ikke have fattet, hvordan man kunne møde op morgen efter morgen og rent faktisk gøre det godt.
Det er meget simpelt: Alternativet er simpelthen for kedeligt.
De kalder dem selv for marcipantærter, men siden ingen ved sine fulde fem kunne finde på at skære dem i små trekantede skiver, så er der ingen tvivl. Blommer i madeira er fyldte chokolader. Kæmpestore fyldte chokolader.
Hvis man tænker over det, er det ret vulgært; mere blød marcipan og chokolade end man kan have i munden på en gang, med sødligt alkoholfyld, der har det med at dryppe, ligesom marmeladen i en berliner. Indpakningen ligner den, der er om fancy hygiejnebind, og kassen de små pakker hviler i, er af den type man nonchalant kan trække ud i den ene ende og byde af, som om det var et fad af det fineste porcelæn.
Det er modsætningen i blomme i madeira-oplevelsen, der er så interessant. På den ene side en fyldt chokolade, der vil så meget – den snobber opad og vil gerne serveres til kaffen når der er fint besøg. Og så på den anden side er det en proletarchokolade, der gør sig tiltrækkende på mængde og størrelse og lover at mætte dig. Den går ikke efter smag, men efter hvor meget sukker den kan aflevere i dit blod på kortest tid – og på konsistensen, der er af en sådan art, at selv små børn og folk med gebis kan suge den i sig på de bare gummer.
Jeg elsker blommer i madeira.
Next,
Senest på Twitter: There are no items in this feed.
Emmes bøger er min boghukommelse, hvor jeg skriver om de bøger jeg læser
Kommunikationscast er vores ugentlige podcast om kommunikation
KommunikationsCast »Årets julekalender handler om søde sager. Mr. Nom Nom er en sulten mazarinkage, der bliver udstødt af det gode selskab - følg hans vej til julen i den episke serie Sweet Christmas, hvor intet sukker er helligt.
Sweet Christmas »
