Mælke-gestik
Det universielle tegn på glæde er smil, tårer gør dine kinder våde og viser, at du nok ikke er helt i balance – følelsesgestikken er nem at aflæse. Og de fleste af os oparbejder lidt pokerfjæs, hvis der er noget vi vil skjule.
Derfor er det en lille smule uhyggeligt, når man pludselig får ny gestik – som ikke er til at styre. Som når man som nybagt mor til et 6 dages barn, lækker mælk af bare stolthed over at han har taget 300 g på.
Det er lidt som at være en hundehvalp, der tisser på gulvet af fryd når den får mad.
Sweet Christmas #1: Den sunde juls indtog
I hovedrollen: Karen Volf Mazariner & mikro-Amagerstang fra Click Mix
Genudsendelse af Sweet Christmas
Lige om lidt er det jul igen. Det er utroligt så hurtigt et år går. Sidste år lavede jeg julekalenderen Sweet Christmas med en vis Mr. Nom Nom i hovedrollen, og jeg ville så frygtelig gerne have lavet en opfølger. Eller måske spillefilm. Eller… Men sagen er den, at jeg simpelthen ikke i løbet af året har fået en idé til en opfølger, som er god nok til at begejstre mig til at lave 24 nye afsnit, der hver har en produktionstid på mellem 2 og 5 timer (og det ikke indregnet den tid Mr. Nom Noms lydmaster brugte). Og begejstring er altså det eneste der driver værket.
Jeg vil dog tillade mig at genudsende Sweet Christmas – når DR kan genudsende deres julekalenderen igen og igen, så kan jeg også. Og der er jo ikke noget så hyggeligt som det velkendte. Det er vel derfor vi får de samme småkager, den samme julemad – og nogen gange de samme julegaver – år efter år.
Jeg håber at I vil tage godt imod Mr. Nom Nom i sukkerdramaet Sweet Christmas fra i morgen. Han vil være at træffe hver morgen fra kl 07 (eller du kan se hele serien på én gang her, men det er jo næste snyd, ikke?). Men indtil da får I lige til ‘bag kameraet’ til at varme op på.
Mens vi venter på Emmes hjerne
Min søn er født. Det skete i torsdags – og han er yndig. Selvom han måske objektivt ligner E.T. efter 20 år på druk, har dobbelthage og trippelnakke, så er der ikke nogen mere kær.
Så jeg forventer nu en periode med let ammehjerne. Mens vi venter på at jeg bliver mig selv igen, kan du læse de (få) indlæg jeg har skrevet om min graviditet retrospekt. Jeg valgte ikke at publicere dem undervejs, da jeg gerne ville sikre mig, at der virkelig kom et barn ud. Hvis nu der skete noget, så ville de være for svært at skrive om.
Nå, men indlæggene ligger i kategorien ‘graviditet’ – læs dem samlet her >
(Og nej, der er ikke så mange, når man tænker p at jeg har været gravid i 9 måneder – men det er ikke nær så sjovt at skrive uden et publikum)
Dansktoppen – hvad er det egentlig?
Min lillebror talte for et stykke tid siden om hans kommende fremtid som musiker. Noget han helt sikkert nok skal nå (10.000 timer
Ja, det måtte jo være toppen af dansk musik, sagde han. Der var det så at vi ældre søskende måtte grine rigtig søskendeondt, og fortælle om Bjørn & Okay, Birte Kjær og Kandis. Og hvad vi ellers kunne finde på.
Men på den anden side har han jo ret; hvorfor er dansktop ikke toppen af al dansk musik, men en underlig ældre-genre?
“Dansktopmusik kan bedst beskrives som en kombination af mange forskellige stilarter inden for den “lette” musik”, står der på Wikipedia lige nu. Ja, det må jeg nok sige – men det er jo også en hel subkultur.
Nogen gange så får jeg sådan en research-trang; der er så meget man ikke ved. Dansktop. En verden af dansk musik.
Din første fantasy-roman
Ida Jeng spurgte forleden hvilken fantasy-roman man skal starte med, hvis man aldrig har læst en før. Og det er en af den slags spørgsmål som en fantasy-entutiast ikke besvarer uden moden overvejelse.
Hun spurgte jo ikke hvilken fantasy-roman (eller serie) der var den bedste; hvilket også er en hel anden snak. For så skulle vi til at tale Gormenghast-trilogien vs. mere mainstream fantasy som Tolkien og Pullman, vi skulle diskutere om de store episke krigsromancer fra f.eks. Hobb, Martin og Feist overhovedet er fantasy eller om de har deres egen genre. Måske skulle vi også diskutere, om Harry Potter-bøgerne skal sorteres fra sammen med forfattere som Diana Wynne Jones og C.S. Lewis, der hvis primære publikum er børn og unge, og om dark fantasy som Twilight-serien også skal have kniven – da det altsammen er børnebøger og ikke ‘litteratur’. Og hvis vi først har sorteret ‘litteratur’ fra, så har vi også sorteret 90% af al fantasy fra, og det er næsten synd.
For fantasy er en eskapisme-genre, hvor man har lov at svælge i et saftigt plot, fantasidyr og verdener hvor magi er den tredje statsmagt.
Men det er altsammen en diskussion til en anden gang.
Jeg vil i stedet anbefale lidt blandet landhandel, hvor det eneste kriterie der er sat i kraft er, at ingen af romanerne er ‘episke’. Episk betyder her ‘lang som et ondt år’ eller ‘består af minimum 3 bind á 500 sider per styk’. For det er lidt et af problemerne i fantasy; Der er en overvægt af kolossalt lange serier. Nogle af dem så lange at forfatteren når at dø inden de er skrevet færdig. Et par af bøgerne på listen er godt nok første bind i en serie – men en serie, hvor man ikke behøver at læse resten.
Så god fornøjelse, Ida – og husk, at meget fantasy er matadormix-læsning, og at man ikke skal forvente mere af det.
- Richard Adams: Shardik
– ja, det var ham der også skrev om de små søde kaniner
som en parabel over menneskene - Margaret Mahy: The Changeover
– hvis det skal være coming-of-age + hekse, men uden alt det vamle Buffy the Vampyreslayer-effektjageri
- Neil Gaiman: Coraline
– hvis det skal være kort, gysende og sublimt. Nogen vil nok sige at det her ikke er hardcore fantasy, men skråt op, det er Gaimans bedste
- T.H. White: The Once and Future King
– hvis det skal være klassisk-klassisk fantasy. Er dog den tungeste på listen, og føles mest som historisk fiktion, plus lidt ekstra. Du kender den også som Sværdet i Stenen.
- Pynchon: The Crying of Lot 49
– hvis det skal være litterært, langhåret og hvis du kun skal læse en Pynchon i dit liv (de fleste af hans andre er … episke. På alle måder.)
- Piercy: Woman on the Edge of Time
– hvis det skal være gammel-feministisk, klassisk og nok lidt mere sci-fi end fantasy, men lad nu det ligge
- Diana Wynne Jones: Charmed Life/The Lives of Christopher Chant
– hvis det godt må være lidt som Harry Potter-bøgerne, med lidt mere skævhed og fantasi
- Susanna Clarke: Jonathan Strange and Mr. Norrell
– hvis du alligevel har mod på 1000 sider og gerne vil læse en moderne version af der hvor den rigtige fantasy kommer fra, nemlig Fairy (the real thing er naturligvis folk som John Crowley og Little, Big (P.S.)
, men den er både out of print og noget tungere læsning)
- Fforde: The Eyre Affair
– hvis du har styr på dine klassikere og gerne vil være fri for drager og andet gøgl. Bryder med alle forestillinger om fantasy.
- McCaffrey: Dragonflight
– hvis det skal være det, alle de andre tror fantasy er; chicklit på drageryg
- Connie Willis: To Say Nothing of the Dog
– hvis den skal kunne det hele; litterær pastiche, tidsrejser, humor, detektiv og romantik. Og fantasy, naturligvis. Det kan være en fordel at have været igennem britiske detektiv- og humorklassikere, det giver lige 15% ekstra, men man kan sagtens more sig kosteligt uden. Willis’ roman er den bedste pakkeløsning på listen.
Jeg har sikkert glemt nogen; eller der er nogen jeg ikke har læst. Kom med dem i kommentarfeltet, jeg mangler snart gode juleønsker.
47 bøger – indtil videre
Jeg kom til at forlade min bogblog i januar. Ikke fordi jeg holdt op med at læse, men fordi… tja, nok fordi jeg blev for doven. Det var nu ikke det eneste projekt der døde der i de mørke kolde måneder i starten af året, men man kan ikke nå alt!
Men nu har jeg prøvet at rekonstruere året i bøger (da jeg ikke kan rekonstruere det i billeder); jeg har opdateret min bogblog med de bøger jeg kan huske at have læst og dateret dem til ca. hvornår de blev læst. Det viste sig at være 47 bøger jeg var bagud. Det lyder af en hel del, men jeg skal skynde mig at sige, at 20 af dem var af en og samme forfatter, og klart i den kategori man kalder matadormix-læsning. Tilsyneladende har jeg først på året også læst en masse fantasy, men jeg kan ikke huske hvad det er. Jeg håber at det kommer til mig senere.
Nå, men nu er jeg med igen. 47 bøger er da også meget pænt – med et gennemsnitligt sidetal på 350 (stikprøve-vurdering) så har jeg indtaget 16.450 sider i år.
Så må jeg godt se lidt tv nu.
I morgen står den på pølser og kager
I morgen skal jeg til en længe ventet åbning; For det første kommer min favorit-pølsebod tilbage (åh, hvor jeg håber de også laver take-away poser igen). Og – i samme bygning – skal jeg besøge et 400 kvadratmeter stort bageri, hvor de praler af at bruge rigeligt med smør.
Det bliver en god dag.
Update kl 16: bagerbutikken var i totalt kaos; af den slags hvor 10 renskurede teenagere stod handlingslammede og gloede tvivlende på horder af kunder der mosede rundt og ville have service. Brødet er ok, men ikke uovertruffent. Men det er en dejligt alternativ til de DSB-sandwich man kan købe inde på banegården, så placeringen er perfekt.
Det værste er, at pølseboden ikke længere sælger pølseposer! Med pølseposer mener jeg ikke dem fra Coloplast, men saml-selv hotdog poserne, som man kunne købe og selv tilberede senere – der var gode pølser, gode pølsebrød og 2-3 slags sublimt tilbehør, som f.eks. Karl Johan-remulade og løg i andefedt.
Heldigvis fandt jeg ud af, at min lokale Gourmandiet laver pølserne, så nu mangler jeg bare selv at opfinde resten.
Kongen af grød
Der er ikke noget helt som risengrød; havregrød og alle de her sunde müsli-varianter har intet at komme efter, når det drejer sig om kongen af grød.
Måske er en god risengrød i virkeligheden som et godt hvidt brød; det skal være saftigt, blødt og med en perfekt balance mellem sødme og salt. Sødmen kommer fra mælken (det ER kun sødmælk der dur) og det salte fra den helt rette saltning og naturligvis smørklatten, og det er vigtigt at grøden er tyknet så meget, at man kan forme små slotte af den, men uden at den bliver tør. En rigtig god risengrød skal man have lyst til at spise uden smør og kanelsukker.
Risengrøden spiser man ikke for den visuelle skønhed (nej, lad nu være med at tænke på hvad det ligner), men for konsistensen; uanset om man har ondt i halsen eller ingen tænder, så er risengrød en nydelse. Det er den der fornemmelse af, at grøden sidder lidt fast i ganen (men ikke fast på samme måde som lakridser i kindtænder) på en venlig og kærlig måde – som et fugtigt kys man får af et lille barn.
Og så er der jo alle jule- og vinterminderne ved risengrød; Hvis der sjældent kommer sne i Danmark, så har vi dog stadig den hvide grød – det er bare om at rulle gardinerne ned og inhalere kanelsukkeret, så man kan næsten forestille sig en juleferie i to meter sne.
Mmm, risengrød. Det er bare ærgerligt at man altid får lyst til chips eller sennepsmadder to timer efter.
My lungs, my lungs, my lovely little lungs
Mine lunger er to små amerikanske pandekager. De flaprer desperat hver gang jeg forsøger at trække vejret.
Jeg glæder mig til den store gravide vom er væk, så jeg kan trække vejret dybt igen.
Hvilket minder mig om – helt urelateret, i øvrigt – at jeg altid har været meget i tvivl om hvad sangen My Humps handler om. Handler dem om kvinders kurver som sådan, eller om de specifikke kærlighedshåndtag som kvinder får af for stramme lavtaljede jeans? Jeg har altid troet det sidste, men jeg bliver mere og mere i tvivl.
Det er der slags ting man bruger sin barsel til at spekulere over.
Jow, jow.
Kommunalvalg: Flere tusind enere
Jeg har udført min borgerpligt og stemt, og mens jeg stod i valgkøen kom jeg til at tænke på, hvorfor der er så lidt fokus på partipolitik i kommunalvalg? Nu hvor de tæller stemmerne op er der naturligvis masser af snak om, hvilke partier der gik frem eller tilbage, men under selve valgkampen er det bare flere tusind enere, hvis plakater pryder landet.
Jeg tænkte også på det, da jeg læste Kåres valgplakatparade (1, 2, 3); det ser ud til at handle meget om sjove slagord og portrætterne. Det afslører nok min afgrundsdybe politiske naivitet, men der burde da være lige så meget propaganda for at få os til at stemme på den rette liste?
Eller måske er det bare mig der er en doven vælger; jeg tager stilling til hvilke grundtanker jeg er tilhænger af, og så tager jeg ikke stilling til den enkelte kandidat. Ingen er alligevel perfekt, så det gælder vel bare om at få så mange som muligt valgt, som har den samme holdning som mig.
Dovent, ja. Men jeg afgiver altid min stemme, så min glorie er finpudset.
