emmes weblog

Der er ikke noget helt som risengrød; havregrød og alle de her sunde müsli-varianter har intet at komme efter, når det drejer sig om kongen af grød.

Måske er en god risengrød i virkeligheden som et godt hvidt brød; det skal være saftigt, blødt og med en perfekt balance mellem sødme og salt. Sødmen kommer fra mælken (det ER kun sødmælk der dur) og det salte fra den helt rette saltning og naturligvis smørklatten, og det er vigtigt at grøden er tyknet så meget, at man kan forme små slotte af den, men uden at den bliver tør. En rigtig god risengrød skal man have lyst til at spise uden smør og kanelsukker.

Risengrøden spiser man ikke for den visuelle skønhed (nej, lad nu være med at tænke på hvad det ligner), men for konsistensen; uanset om man har ondt i halsen eller ingen tænder, så er risengrød en nydelse. Det er den der fornemmelse af, at grøden sidder lidt fast i ganen (men ikke fast på samme måde som lakridser i kindtænder) på en venlig og kærlig måde – som et fugtigt kys man får af et lille barn.

Og så er der jo alle jule- og vinterminderne ved risengrød; Hvis der sjældent kommer sne i Danmark, så har vi dog stadig den hvide grød – det er bare om at rulle gardinerne ned og inhalere kanelsukkeret, så man kan næsten forestille sig en juleferie i to meter sne.

Mmm, risengrød. Det er bare ærgerligt at man altid får lyst til chips eller sennepsmadder to timer efter.