emmes weblog

Katrine Emme Thielkes personlige weblog. Her kan du læse om de 5% af mig selv, som jeg lægger åbent frem. Og ikke mere end det.

I morgen står den på pølser og kager

I morgen skal jeg til en længe ventet åbning; For det første kommer min favorit-pølsebod tilbage (åh, hvor jeg håber de også laver take-away poser igen). Og – i samme bygning – skal jeg besøge et 400 kvadratmeter stort bageri, hvor de praler af at bruge rigeligt med smør.

Det bliver en god dag.

Update kl 16: bagerbutikken var i totalt kaos; af den slags hvor 10 renskurede teenagere stod handlingslammede og gloede tvivlende på horder af kunder der mosede rundt og ville have service. Brødet er ok, men ikke uovertruffent. Men det er en dejligt alternativ til de DSB-sandwich man kan købe inde på banegården, så placeringen er perfekt.

Det værste er, at pølseboden ikke længere sælger pølseposer! Med pølseposer mener jeg ikke dem fra Coloplast, men saml-selv hotdog poserne, som man kunne købe og selv tilberede senere – der var gode pølser, gode pølsebrød og 2-3 slags sublimt tilbehør, som f.eks. Karl Johan-remulade og løg i andefedt.

Heldigvis fandt jeg ud af, at min lokale Gourmandiet laver pølserne, så nu mangler jeg bare selv at opfinde resten.

Related Posts with Thumbnails

2 Comments, Comment or Ping

  1. Supergod nyhed. Af uransagelige – og skandaløse – årsager nåede jeg aldrig at smage en af de guddommelige hotdogs sidst. Da jeg endelig have lettet min luksusrøv og kastet korpusset i retning af Nimb, var stikket til varmepladerne trukket ud. Den sved.

    Kan i øvrigt varmt anbefales Nimbs bar, som jeg havnede på i stedet. Mon man må tage hotdogs med derop og nyde dem ved pejsen med en god limonade til at skylle den hellige haps ned med?

  2. Du kan nå det endnu – de har udvidet sortimentet! Så jeg håber bare de er lige så gode som de plejer; jeg var der lidt for tidligt på dagen til at kunne svælge hotdogs, så jeg prøvede dem ikke.

    Ikke nogen dårlig idé – hotdogs & drinks….

Reply to “I morgen står den på pølser og kager”

Katrine Emme Thielke