Kan du huske Kapster (nej, ikke Napster)? Kapster – der også kaldes Kasper D. Jensen – var toppen af dagligdagsbloggen fra 2004-06. Han skrev godt, humoristisk og rammende om single- og datinglivet, og andre af livets udfordringer.
Man må sige at han var vidt omkring – han fejrede f.eks. H.C. Andersens 200 års fødselsdag med en onani-hyldest. Men han skrev også indlevende og til tider hjertesskærende om hvor pissehårdt og -fedt det kan være at lede efter den helt rigtige pige. Det der gjorde, at man ikke oplevede ham som en effektjagende og beregnende skribent, der kun ønskede at vende vrangen ud på sig selv og de slibrige detaljer var, at man både fik et indblik i hvad Kapster tænkte og gjorde. Både når det gjorde nas og når det var lækkert. Det hjalp selvfølgelig at han skrev godt, men man var aldrig i tvivl om at han var den ægte vare – måske fordi det var så nemt at genkende sig selv i de pinligheder han beskrev.
Han er tit blevet beskrevet som en dansk hankønsversion af Bridget Jones – og det kan der måske være noget om. Forskellen er bare, at Kapster findes.
Nå, men Kapster sluttede festen i januar 2006. Kasper var blevet overtaget af Kapster. Det var blevet lidt for meget, lød det til i hans afskedsindlæg. Han beskriver selv godt hvad det var han var så god til:
“Ikke en død, uden en arv. Min arv til andre bloggere er: En god hverdagsblog er den hvor personen bag tør give noget af sig selv. Men det er en balancegang hvor meget man skal give, for kaster man sig efter noget, giver man afkald på andre ting. Ord er stærke, og ét enkelt ord kan farve en sætning, så den betyder noget for Person A, som den ikke nødvendigvis gør for Person B. Alt handler om fortolkning, perspektiv og ikke mindst ståsted. Tænk dig derfor om, inden du sætter ord på dine tanker, og deler dem med verden. Det er kun dig der kan styre din blog. Men pludselig kan ting du skriver få konsekvenser for dit liv, og så er det måske pludselig din blog der styrer dig.”
Efter 2 år som mere eller mindre single, var der også en pige, som man havde hørt en hel del om, som han gerne ville have. Og han fik hende. Godt gået. Men – modsat litteraturens versioner af Kapstere – så levede de ikke lykkeligt til deres (hver)dages ende, så nu er Kapster tilbage på Kapster2.dk. Han er nu i starten af 30′erne, i gang med karrieren hos et mediebureau, men det er heldigvis det gode gamle Kapster, der giver en ordentlig luns af sig selv, både på hans blog og på Twitter.
Velkommen tilbage, Kasper. Der er ikke så mange tilbage af de, der var bloggere den gang. Men til gengæld behøver man ikke længere forklare, at blogger ikke er synonym med blotter (som i ‘du skriver om dig selv på nettet, ergo er du klar til at fortælle ALT om dig selv på nettet’).
4 Comments, Comment or Ping
Ida
Ja, jeg kan altså ikke lade være med at falde for ham, hver gang jeg læser hans blog
Nov 10th, 2009
Mette
Er vi ikke allesammen lidt forelsket i Kapster – bare sådan på den ene eller den anden måde….. måske er det ikke lige så meget ham som person, men mere idéen om ham.
The way he makes you feel …. klichéen??
Jeg ved at den pige der bliver forelsket i min Kapster, hun får det dejligt.
Det blev ikke lige SH…. shame on her, men jeg er sikker på at hun er et sted derude.
Nov 10th, 2009
Kasper
LOVE!
Tusind tak for alle de mange fine ord
Som du måske husker er jeg jo ikke så vild med den slags, jeg bliver altid helt perpleks. Men du kandiderer alligevel kraftigt til min “lækre pigenavne” liste nu.
Nov 13th, 2009
emme
Hehe! Du må se at lære at tage et kompliment.
Nov 19th, 2009
Reply to “Bloggen er ikke død – Kapster er single igen”