2009 November

Genudsendelse af Sweet Christmas

Lige om lidt er det jul igen. Det er utroligt så hurtigt et år går. Sidste år lavede jeg julekalenderen Sweet Christmas med en vis Mr. Nom Nom i hovedrollen, og jeg ville så frygtelig gerne have lavet en opfølger. Eller måske spillefilm. Eller… Men sagen er den, at jeg simpelthen ikke i løbet af året har fået en idé til en opfølger, som er god nok til at begejstre mig til at lave 24 nye afsnit, der hver har en produktionstid på mellem 2 og 5 timer (og det ikke indregnet den tid Mr. Nom Noms lydmaster brugte). Og begejstring er altså det eneste der driver værket.

Jeg vil dog tillade mig at genudsende Sweet Christmas – når DR kan genudsende deres julekalenderen igen og igen, så kan jeg også. Og der er jo ikke noget så hyggeligt som det velkendte. Det er vel derfor vi får de samme småkager, den samme julemad – og nogen gange de samme julegaver – år efter år.

Jeg håber at I vil tage godt imod Mr. Nom Nom i sukkerdramaet Sweet Christmas fra i morgen. Han vil være at træffe hver morgen fra kl 07 (eller du kan se hele serien på én gang her, men det er jo næste snyd, ikke?). Men indtil da får I lige til ‘bag kameraet’ til at varme op på.

(Læs mere om Sweet Christmas og Mr. Nom Nom)

Nov 30, 20091 kommentar

Mens vi venter på Emmes hjerne

Min søn er født. Det skete i torsdags – og han er yndig. Selvom han måske objektivt ligner E.T. efter 20 år på druk, har dobbelthage og trippelnakke, så er der ikke nogen mere kær.

Så jeg forventer nu en periode med let ammehjerne. Mens vi venter på at jeg bliver mig selv igen, kan du læse de (få) indlæg jeg har skrevet om min graviditet retrospekt. Jeg valgte ikke at publicere dem undervejs, da jeg gerne ville sikre mig, at der virkelig kom et barn ud. Hvis nu der skete noget, så ville de være for svært at skrive om.

Nå, men indlæggene ligger i kategorien ‘graviditet’ – læs dem samlet her >

(Og nej, der er ikke så mange, når man tænker p at jeg har været gravid i 9 måneder – men det er ikke nær så sjovt at skrive uden et publikum)

Nov 29, 200915 kommentarer

Dansktoppen – hvad er det egentlig?

Min lillebror talte for et stykke tid siden om hans kommende fremtid som musiker. Noget han helt sikkert nok skal nå (10.000 timer, bro, det er hvad der skal til). Og så sagde han noget i en bisætning om at nå dansktoppen.

Dansktoppen?

Ja, det måtte jo være toppen af dansk musik, sagde han. Der var det så at vi ældre søskende måtte grine rigtig søskendeondt, og fortælle om Bjørn & Okay, Birte Kjær og Kandis. Og hvad vi ellers kunne finde på.

Men på den anden side har han jo ret; hvorfor er dansktop ikke toppen af al dansk musik, men en underlig ældre-genre?

“Dansktopmusik kan bedst beskrives som en kombination af mange forskellige stilarter inden for den “lette” musik”, står der på Wikipedia lige nu. Ja, det må jeg nok sige – men det er jo også en hel subkultur.

Nogen gange så får jeg sådan en research-trang; der er så meget man ikke ved. Dansktop. En verden af dansk musik.

Nov 25, 20095 kommentarer

Din første fantasy-roman

Ida Jeng spurgte forleden hvilken fantasy-roman man skal starte med, hvis man aldrig har læst en før. Og det er en af den slags spørgsmål som en fantasy-entutiast ikke besvarer uden moden overvejelse.

Hun spurgte jo ikke hvilken fantasy-roman (eller serie) der var den bedste; hvilket også er en hel anden snak. For så skulle vi til at tale Gormenghast-trilogien vs. mere mainstream fantasy som Tolkien og Pullman, vi skulle diskutere om de store episke krigsromancer fra f.eks. Hobb, Martin og Feist overhovedet er fantasy eller om de har deres egen genre. Måske skulle vi også diskutere, om Harry Potter-bøgerne skal sorteres fra sammen med forfattere som Diana Wynne Jones og C.S. Lewis, der hvis primære publikum er børn og unge, og om dark fantasy som Twilight-serien også skal have kniven – da det altsammen er børnebøger og ikke ‘litteratur’. Og hvis vi først har sorteret ‘litteratur’ fra, så har vi også sorteret 90% af al fantasy fra, og det er næsten synd.

For fantasy er en eskapisme-genre, hvor man har lov at svælge i et saftigt plot, fantasidyr og verdener hvor magi er den tredje statsmagt.

Men det er altsammen en diskussion til en anden gang.

Jeg vil i stedet anbefale lidt blandet landhandel, hvor det eneste kriterie der er sat i kraft er, at ingen af romanerne er ‘episke’. Episk betyder her ‘lang som et ondt år’ eller ‘består af minimum 3 bind á 500 sider per styk’. For det er lidt et af problemerne i fantasy; Der er en overvægt af kolossalt lange serier. Nogle af dem så lange at forfatteren når at dø inden de er skrevet færdig. Et par af bøgerne på listen er godt nok første bind i en serie – men en serie, hvor man ikke behøver at læse resten.

Så god fornøjelse, Ida – og husk, at meget fantasy er matadormix-læsning, og at man ikke skal forvente mere af det.

Richard Adams: Shardik – ja, det var ham der også skrev om de små søde kaniner
som en parabel over menneskene
Margaret Mahy: The Changeover – hvis det skal være coming-of-age + hekse, men uden alt det vamle Buffy the Vampyreslayer-effektjageri
Neil Gaiman: Coraline – hvis det skal være kort, gysende og sublimt. Nogen vil nok sige at det her ikke er hardcore fantasy, men skråt op, det er Gaimans bedste
T.H. White: The Once and Future King – hvis det skal være klassisk-klassisk fantasy. Er dog den tungeste på listen, og føles mest som historisk fiktion, plus lidt ekstra. Du kender den også som Sværdet i Stenen.
Pynchon: The Crying of Lot 49 – hvis det skal være litterært, langhåret og hvis du kun skal læse en Pynchon i dit liv (de fleste af hans andre er … episke. På alle måder.)
Piercy: Woman on the Edge of Time – hvis det skal være gammel-feministisk, klassisk og nok lidt mere sci-fi end fantasy, men lad nu det ligge
Diana Wynne Jones: Charmed Life/The Lives of Christopher Chant – hvis det godt må være lidt som Harry Potter-bøgerne, med lidt mere skævhed og fantasi
Susanna Clarke: Jonathan Strange and Mr. Norrell – hvis du alligevel har mod på 1000 sider og gerne vil læse en moderne version af der hvor den rigtige fantasy kommer fra, nemlig Fairy (the real thing er naturligvis folk som John Crowley og Little, Big (P.S.), men den er både out of print og noget tungere læsning)
Fforde: The Eyre Affair – hvis du har styr på dine klassikere og gerne vil være fri for drager og andet gøgl. Bryder med alle forestillinger om fantasy.
McCaffrey: Dragonflight – hvis det skal være det, alle de andre tror fantasy er; chicklit på drageryg
Connie Willis: To Say Nothing of the Dog – hvis den skal kunne det hele; litterær pastiche, tidsrejser, humor, detektiv og romantik. Og fantasy, naturligvis. Det kan være en fordel at have været igennem britiske detektiv- og humorklassikere, det giver lige 15% ekstra, men man kan sagtens more sig kosteligt uden. Willis’ roman er den bedste pakkeløsning på listen.

Jeg har sikkert glemt nogen; eller der er nogen jeg ikke har læst. Kom med dem i kommentarfeltet, jeg mangler snart gode juleønsker.

Nov 23, 200914 kommentarer

47 bøger – indtil videre

Jeg kom til at forlade min bogblog i januar. Ikke fordi jeg holdt op med at læse, men fordi… tja, nok fordi jeg blev for doven. Det var nu ikke det eneste projekt der døde der i de mørke kolde måneder i starten af året, men man kan ikke nå alt!

Men nu har jeg prøvet at rekonstruere året i bøger (da jeg ikke kan rekonstruere det i billeder); jeg har opdateret min bogblog med de bøger jeg kan huske at have læst og dateret dem til ca. hvornår de blev læst. Det viste sig at være 47 bøger jeg var bagud. Det lyder af en hel del, men jeg skal skynde mig at sige, at 20 af dem var af en og samme forfatter, og klart i den kategori man kalder matadormix-læsning. Tilsyneladende har jeg først på året også læst en masse fantasy, men jeg kan ikke huske hvad det er. Jeg håber at det kommer til mig senere.

Nå, men nu er jeg med igen. 47 bøger er da også meget pænt – med et gennemsnitligt sidetal på 350 (stikprøve-vurdering) så har jeg indtaget 16.450 sider i år.

Så må jeg godt se lidt tv nu.

Nov 20, 20096 kommentarer

I morgen står den på pølser og kager

I morgen skal jeg til en længe ventet åbning; For det første kommer min favorit-pølsebod tilbage (åh, hvor jeg håber de også laver take-away poser igen). Og – i samme bygning – skal jeg besøge et 400 kvadratmeter stort bageri, hvor de praler af at bruge rigeligt med smør.

Det bliver en god dag.

Update kl 16: bagerbutikken var i totalt kaos; af den slags hvor 10 renskurede teenagere stod handlingslammede og gloede tvivlende på horder af kunder der mosede rundt og ville have service. Brødet er ok, men ikke uovertruffent. Men det er en dejligt alternativ til de DSB-sandwich man kan købe inde på banegården, så placeringen er perfekt.

Det værste er, at pølseboden ikke længere sælger pølseposer! Med pølseposer mener jeg ikke dem fra Coloplast, men saml-selv hotdog poserne, som man kunne købe og selv tilberede senere – der var gode pølser, gode pølsebrød og 2-3 slags sublimt tilbehør, som f.eks. Karl Johan-remulade og løg i andefedt.

Heldigvis fandt jeg ud af, at min lokale Gourmandiet laver pølserne, så nu mangler jeg bare selv at opfinde resten.

Nov 19, 20092 kommentarer

Kongen af grød

Der er ikke noget helt som risengrød; havregrød og alle de her sunde müsli-varianter har intet at komme efter, når det drejer sig om kongen af grød.

Måske er en god risengrød i virkeligheden som et godt hvidt brød; det skal være saftigt, blødt og med en perfekt balance mellem sødme og salt. Sødmen kommer fra mælken (det ER kun sødmælk der dur) og det salte fra den helt rette saltning og naturligvis smørklatten, og det er vigtigt at grøden er tyknet så meget, at man kan forme små slotte af den, men uden at den bliver tør. En rigtig god risengrød skal man have lyst til at spise uden smør og kanelsukker.

Risengrøden spiser man ikke for den visuelle skønhed (nej, lad nu være med at tænke på hvad det ligner), men for konsistensen; uanset om man har ondt i halsen eller ingen tænder, så er risengrød en nydelse. Det er den der fornemmelse af, at grøden sidder lidt fast i ganen (men ikke fast på samme måde som lakridser i kindtænder) på en venlig og kærlig måde – som et fugtigt kys man får af et lille barn.

Og så er der jo alle jule- og vinterminderne ved risengrød; Hvis der sjældent kommer sne i Danmark, så har vi dog stadig den hvide grød – det er bare om at rulle gardinerne ned og inhalere kanelsukkeret, så man kan næsten forestille sig en juleferie i to meter sne.

Mmm, risengrød. Det er bare ærgerligt at man altid får lyst til chips eller sennepsmadder to timer efter.

Nov 19, 20092 kommentarer

My lungs, my lungs, my lovely little lungs

Mine lunger er to små amerikanske pandekager. De flaprer desperat hver gang jeg forsøger at trække vejret.

Jeg glæder mig til den store gravide vom er væk, så jeg kan trække vejret dybt igen.

Hvilket minder mig om – helt urelateret, i øvrigt – at jeg altid har været meget i tvivl om hvad sangen My Humps handler om. Handler dem om kvinders kurver som sådan, eller om de specifikke kærlighedshåndtag som kvinder får af for stramme lavtaljede jeans? Jeg har altid troet det sidste, men jeg bliver mere og mere i tvivl.

Det er der slags ting man bruger sin barsel til at spekulere over.

Jow, jow.

Nov 18, 20090 kommentarer

Kommunalvalg: Flere tusind enere

Jeg har udført min borgerpligt og stemt, og mens jeg stod i valgkøen kom jeg til at tænke på, hvorfor der er så lidt fokus på partipolitik i kommunalvalg? Nu hvor de tæller stemmerne op er der naturligvis masser af snak om, hvilke partier der gik frem eller tilbage, men under selve valgkampen er det bare flere tusind enere, hvis plakater pryder landet.

Jeg tænkte også på det, da jeg læste Kåres valgplakatparade (1, 2, 3); det ser ud til at handle meget om sjove slagord og portrætterne. Det afslører nok min afgrundsdybe politiske naivitet, men der burde da være lige så meget propaganda for at få os til at stemme på den rette liste?

Eller måske er det bare mig der er en doven vælger; jeg tager stilling til hvilke grundtanker jeg er tilhænger af, og så tager jeg ikke stilling til den enkelte kandidat. Ingen er alligevel perfekt, så det gælder vel bare om at få så mange som muligt valgt, som har den samme holdning som mig.

Dovent, ja. Men jeg afgiver altid min stemme, så min glorie er finpudset.

Nov 17, 20093 kommentarer

Ugen.dk: Nyt digitalt magasin er ikke ret tungt

Ugen.dk I dag debuterer Berlingske Medias nye digitale magasin Ugen.dk. De skriver selv at de er “… en nyskabende journalistisk service til dig, der vil spare tid, vide mere og læse mindre. Frem for at drukne i konstante nyhedsopdateringer på nettet, giver UGEN dig et skarpt overblik over det bedste fra ugen fra vores egne og alverdens andre medier.”

Det første nummer af Ugen.dk koster 19 kr, og man kan herefter tilmelde sig en abonnementsordning. Nu har jeg længe brokket mig over at aviser og tv ikke passer til mit behov længere, så jeg synes det var en test værd.

Det første der sker, når man vil hente det nyeste nummer af Ugen.dk er, at man skal downloade et program. Jeg frygtede straks en grim pdf-læser, men heldigvis er programmet nydeligt (kedeligt) og svarer hurtigt. Det er det værste ved pdf-læsere – den uhyggelige lange bladretid. Hvis bøger tog så lang tid at bladre i, ville ingen læse bøger.

Nå, programmet virker, men det er klart en barriere. Jeg havde nok forventet et klassisk login og herefter en normal browser-oplevelse, men lad nu det ligge (indtil videre).

Inden jeg kan få lov at se andet end noget pynte-indhold, må jeg købe et nummer af Ugen. Det går nemt via sms (der var måske et eller to views i det ret lange flow der kunne slåes ihjel), og jeg kan gå i gang.

Refereret guld

Og her er det så at jeg bliver en lille smule skuffet. For jeg havde forventet dybde og tyngde. Jeg klikker på en historie om influenzaen – og får al den standard-info der har cirkuleret de sidste mange uger. Historien om den amerikanske sundhedsreform er også næsten uden baggrund. Og en overskrift om det er mænd eller kvinder der skal redde verden fra klimaproblemerne, dækker over et referat fra en blog på Guardian.

Jeg er dog positivt overrasket over, hvor meget Ugen linker ud. Både klummer og artikler bruger i høj grad kilder fra det ganske net, og endda af meget varierende karakter. F.eks. er 9 Silly Things People Say When They Hear You Don’t Want Kids i Poul Høis klumme – jeg tror jeg ville have forventet udelukkende sobre, tørre kilder, så det er som sådan forfriskende.

Men det leder mig tilbage til den manglende tyngde. Af det guld, jeg finder på Ugen.dk, er det altsammen refereret guld. Dvs. de har ikke produceret det, de har fundet det. Det er ikke en ulempe, bevares – det er derfor der findes links. Det kan være en guddommelig niche at være i, at være den, der finder de bedste historier og samler dem – indenfor en niche (som f.eks. Tveskov på twitter & blog er det for mange af os) eller bredt. Men man skal godt nok levere høj kvalitet for at eje den niche der hedder nyheder. Og man skal levere hurtigt – og så er det måske ikke så fedt kun at udkomme fredag?

Ugen skriver selv at de er dem der “… samler op og skriver kort og skarpt ind til kernen af ugens vigtigste og mest underholdende nyheder, så du har alt, hvad du behøver at vide.” Så det er også for meget at forvente, at de skal være tunge og dybe. Men det er det jeg mangler: en ugentlig opsummering, der sortere alle ikke-historierne fra, har samlet de bedste citater og konklusioner fra de kloge, sætter perspektiv på og ser ud over døgnets nyhedscyklusser og hysteriske overskrifter – Ugen kunne jo godt være det samlingspunkt man så tilbage på, når man næste år ikke kunne huske hvordan det nu lige var med den ballade om finansloven. Og det synes jeg ikke helt de gør (endnu).

Enkel funktionalitet

Som man kan se på billedet ovenfor, så har Ugen 3 faner. ‘Denne uge’, ‘Bland selv’ og ‘Favoritter’. Fanen ‘Denne uge’ er, ikke overraskende, det magasin jeg netop har købt, så det giver sig selv. ‘Favoritter’ er også nem at gætte; hvis jeg har klikket på den lille grå favoritknap, så gemmes den pågældende artikel på denne fane, og jeg kan f.eks. printe alle de artikler jeg har favorittet (gad vide om det er et ord?) eller læse dem offline.

På ‘Bland selv’ kan man via kategorier, emneord og indholdstyper filtrere indholdet i det eksisterende og tidligere numre af Ugen. F.eks. kan man lave en visning med alle de artikler i kategorien Tech, der er tagget med emneordet ‘samtaleemner.

Altsammen velfungerende, hurtigt og nemt at forstå. Der er gode point til programmet. Designet er lidt for fersk for min smag, men det er naturligvis også indholdet der skal springe i øjnene. Måske kunne ferskheden afhjælpes med en lidt mere kantet fotostil?

“Findes ikke gratis andre steder på nettet”

Ugen siger i deres intro at “… indholdet er unikt og findes ikke gratis andre steder på nettet.” Det har de naturligvis fuldstændig ret i, samtidig med at de tager fejl. Det er klart, at netop disse skribenter og netop disse ord, ikke findes andre steder gratis. Men findes indhold af samme kvalitet, findes der ligeså gode links, lige så meget personlighed, lige så mange meninger andre steder? Ja, det gør der. Gratis? Ja, også det.

Jeg synes som sådan, at det er beundringsværdigt at lave en opsamling på ugens nyheder. Det er bare ikke det jeg vil betale for. Jeg ville gerne betale for den grumme graverjournalistik, for den tunge analyse og for den viden, jeg ville skulle bruge i næste uges arbejde. Så ville jeg sidde og vente på Ugen. Lidt ligesom jeg af og til sad og ventede på Mandag Morgen, da jeg arbejdede i det offentlige.

I teorien burde Ugen være lige noget for mig; jeg er ikke nyhedsjunkie, men synes det er vigtigt at følge med. Der må gå 13 på dusinet af den type profil, så Ugen burde blive en succes. Så jeg vil vente i spænding og se – men jeg tror desværre ikke de har ramt rigtigt endnu.

PS: Løse kommentarer

Ugen i billeder er ret fin – men hvorfor linkes der ikke internt til de relevante historier?
Det er – naturligvis – frustrerende ikke at kunne linke til og kommentere indholdet. F.eks. ville jeg godt have spurgt klummeskriveren Jesper Beinov hvad han selv mente, efter hans gennemgang af andre bloggeres holdninger til at tjene penge på indhold. Det må jeg så gøre her, men spørgsmålet er, om han opdager det.

Update kl 22.34: Efter at have set Mogens & Kristiansen på TV2 News er jeg kommet frem til at det er alt hvad jeg behøver af ugentligt sammendrag.

Nov 13, 20099 kommentarer

Man ved at man er på barsel når…

… man sætter sig ind i hvad finanslovsforslaget indeholder i detaljer, og læser et kilometerlangt kommentarspor om influenzaen på pol.dk.

Nov 12, 20090 kommentarer

Bloggen er ikke død – Kapster er single igen

Kan du huske Kapster (nej, ikke Napster)? Kapster – der også kaldes Kasper D. Jensen – var toppen af dagligdagsbloggen fra 2004-06. Han skrev godt, humoristisk og rammende om single- og datinglivet, og andre af livets udfordringer.

Man må sige at han var vidt omkring – han fejrede f.eks. H.C. Andersens 200 års fødselsdag med en onani-hyldest. Men han skrev også indlevende og til tider hjertesskærende om hvor pissehårdt og -fedt det kan være at lede efter den helt rigtige pige. Det der gjorde, at man ikke oplevede ham som en effektjagende og beregnende skribent, der kun ønskede at vende vrangen ud på sig selv og de slibrige detaljer var, at man både fik et indblik i hvad Kapster tænkte og gjorde. Både når det gjorde nas og når det var lækkert. Det hjalp selvfølgelig at han skrev godt, men man var aldrig i tvivl om at han var den ægte vare – måske fordi det var så nemt at genkende sig selv i de pinligheder han beskrev.

Han er tit blevet beskrevet som en dansk hankønsversion af Bridget Jones – og det kan der måske være noget om. Forskellen er bare, at Kapster findes.

Nå, men Kapster sluttede festen i januar 2006. Kasper var blevet overtaget af Kapster. Det var blevet lidt for meget, lød det til i hans afskedsindlæg. Han beskriver selv godt hvad det var han var så god til:

“Ikke en død, uden en arv. Min arv til andre bloggere er: En god hverdagsblog er den hvor personen bag tør give noget af sig selv. Men det er en balancegang hvor meget man skal give, for kaster man sig efter noget, giver man afkald på andre ting. Ord er stærke, og ét enkelt ord kan farve en sætning, så den betyder noget for Person A, som den ikke nødvendigvis gør for Person B. Alt handler om fortolkning, perspektiv og ikke mindst ståsted. Tænk dig derfor om, inden du sætter ord på dine tanker, og deler dem med verden. Det er kun dig der kan styre din blog. Men pludselig kan ting du skriver få konsekvenser for dit liv, og så er det måske pludselig din blog der styrer dig.”

Efter 2 år som mere eller mindre single, var der også en pige, som man havde hørt en hel del om, som han gerne ville have. Og han fik hende. Godt gået. Men – modsat litteraturens versioner af Kapstere – så levede de ikke lykkeligt til deres (hver)dages ende, så nu er Kapster tilbage på Kapster2.dk. Han er nu i starten af 30′erne, i gang med karrieren hos et mediebureau, men det er heldigvis det gode gamle Kapster, der giver en ordentlig luns af sig selv, både på hans blog og på Twitter.

Velkommen tilbage, Kasper. Der er ikke så mange tilbage af de, der var bloggere den gang. Men til gengæld behøver man ikke længere forklare, at blogger ikke er synonym med blotter (som i ‘du skriver om dig selv på nettet, ergo er du klar til at fortælle ALT om dig selv på nettet’).

Nov 9, 20094 kommentarer

I en lille båd der gynger…

Jeg spekulerer over hvilken slags mareridt jeg har haft, når jeg vågner med et sæt, med Bamses ‘I en lille båd der gynger’ på læberne.

Nov 8, 20090 kommentarer

Sukkerbarn

For hunde. Jeg får et sukkerbarn. 10 små uskyldige (hjemmebagte) vanillekranse, og ungen vælter rundt i vommen på mig.

Sådan opfører han sig ikke når jeg spiser grøntsager. Og jo, jeg spiser frugt og grønt hver dag, tr0 det hvem der vil.

Nov 7, 20090 kommentarer

Slip for TDCs nye ventetone

I går fik jeg en del klager, når folk ringede til mig – tilsyneladende bliver man ikke mødt med den kendte dut-dut, der normalt betyder, at der er hul igennem og at man nu venter på, at jeg skal tage telefonen.

Jeg tror de fleste af os opfatter duttene som en del af telefon-systemet, og ikke som en udbyder-specifik service. Duttene er en telefon-konvention. Og den slags er svær at pille ved. Ihvertfald troede de, der ringede op til mig, at der var noget galt med min telefon – at den slet ikke ringede mig op, men gik direkte til telefonsvarer.

TDCs nye ventetone, der lyder meget rar og stille i reklamefilmene, virker desuden ikke så godt, når det bliver afspillet i en telefon, for en del af klagerne til mig gik også på, at det var noget underlig larm.

Nå, men frygt ej – du kan som TDC-kunde ikke selv slippe for at høre ventetonen, men du kan skåne andre for den. Send en sms til 1220 med teksten Dutdut, eller afmeld dig på TDCs site.

Update kl. 19.29: Det forlyder nu, at TDC skrotter den nye ventetone. Og det lader til allerede ar være sat i værk.

Nov 6, 20094 kommentarer

Så er det jul

Det er ikke for at gøre alle jer andre til skamme, alle jer, der endnu ikke har bagt julesmåkager; Men her er de, årets første hold brunkager. Sprøde og brune, men ikke helt stærke nok for min smag.

De skal gerne smage mindst lige så krydret som de dufter når de bliver bagt.

Næste småkage: Vanillekranse. Jeg skal bare lige have anskaffet en sprøjtetylle med stjernetut.

(Sprøjtetylle. Et virkelig ucharmerende ord)

Nov 6, 20096 kommentarer

Dagens spil: Steak House or Gay Bar?

Ofte er det simpelhed der virker. Som nu dagens spil (tak, Simon Engelhart), hvor man bliver præsenteret for et navn og skal gætte om det pryder et bøfhus eller en bøssebar (hey, konceptet virker også på dansk – bøfhusellerbøssebar.dk – hvem laver det?). Det er lavet på rigtig data, og man får selvfølgelig svaret bagefter og får at vide, hvor mange andre, der også har gættet rigtigt eller forkert.

Jeg gad godt vide, om de etablissementer, der bruges i spillet quizzen, også får at vide, hvor mange der tager fejl af deres navn. Der er nogle af bøfhusene, som har ret fesne navne.

Nov 5, 20093 kommentarer

Den sure medie-knap

Jeg synes der mangler en knap på aviserne og tv – mest tv. Den skal hedde ‘dette er en ikke-historie’-knappen, og den skal man kunne trykke på, når der f.eks. bringes en historie om at statsministeren er blevet fotograferet med en reality-kendis, og hans spindoktor gerne vil have billedet taget ned fra Facebook.

Måske kunne man koble denne service med Digg, så man både kan følge trending emner og nyheder, og følge hvad folk ikke gider høre om.

Nov 3, 20092 kommentarer

De sovende værter

Der er nogen aftener, hvor det sjoveste der er på den sene aftenflade er DR Ramasjang-værterne der sover.

Tilsyneladende har de ét langt loop, hvor alle menneske- og dukkeværter sover, når der ikke er nogen programmer. Det er næsten lige så beroligende som at se TV2 News natte-loopet – der er det rart at se, at værten er lige så frisk ved midnatstid som klokken 04.45.

Dukkerne er sjovest. De prøver ikke så hårdt som menneskerne at se søde ud når de sover.

Nov 2, 200912 kommentarer

emmes weblog