emmes weblog

Nogen gange er det så svært at falde i søvn. Måske er man kommet til at tage sig en lille lur på et par timer lige inden aftensmaden, eller måske er det for varmt i soveværelset. Og så er gode dyr rådne, for er der noget der kan holde en vågen, så er det tanken om at man ikke kan sove. Først bliver man lidt stresset, og siden muggen. Næsten rasende, kan det ende med, hvis man skal noget vigtigt næste dag.

Og så er det, at man skal finde sine små mindtricks frem. 

Det er klart, at en af de nemmeste løsninger er bare at stå op, gå ind i et andet rum og læse eller se tv, indtil man bliver udmattet nok til at sove. Måske endda gå en tur. Men den slags kan være upopulært hvis man deler seng med en, der vågner når døren går, og som regel vil man jo også gerne sove så hurtigt som muligt, og ikke spilde 3 timer på skumle natteserier på tv.

Jeg har aldrig kunnet få det til at virke med at tælle får. Det er simpelthen for svært. Ideen med at tælle får er, at man skal forestille sig en række af kække små får, der hopper over et hegn, og idet de hopper over, så tæller man dem. Men jeg kan ikke få dem til at hoppe. Og hvis de endelig hopper, så gør de det ikke en ad gangen, men i bunker. Umulige at styre, er de. Og de er svære at holde igang, det er som en film, der hele tiden går i stå. Får er for komplekst.

Jeg har heller aldrig kunnet få den enkle meditationsøvelse med den lille sten til at virke. Det er tilsyneladende så enkel en øvelse, at den står på side 1 i meditationsbøgerne, men den er for svær for mig. Ideen er, at man skal meditere på en lille sten, der falder igennem en klar dam. Og den bliver bare ved og ved at falde, og det er vel meningen at det skal give en ro. Men jeg bliver pivstresset af det. Jeg kæmper med at holde bunden af dammen væk fra mit mentale billede. Og jeg kan af en eller anden grund ikke forestille mig den bundløse dam. Så i stedet for at meditere på en roligt faldende sten, i en rolig dam, så ender jeg altid med et stykke klippe, der drøner med projektilfart mod en bund, der gror et bjerg for at tage i mod det.

Man plejer også at sige, at man skal forestille sig noget dejligt, der sker for en. En lille dagdrøm af en slags. Den slags starter altid meget nemt. Jeg forestiller mig, at jeg vinder en million. Nej, 3. Eller, 7 faktisk. Okay, det er en dagdrøm, så jeg hapser 41. Derefter skal jeg så blot forestille mig hvad jeg vil bruge pengene til, og inden man ser sig om, er man faldet i søvn. Skulle man tro. Men man bliver altså hverken lykkelig eller søvnig af at være millionær. Inden der går ret mange minutter begynder jeg at bekymre mig om detaljerne ved min nye formue, og inden jeg får set mig om, har jeg tankemylder om rigtige detaljer ved mit rigtige liv, og dagdrømmen går op i røg.

Det eneste der virker bare nogenlunde, er at tælle baglæns fra 100. Det er nemt. Der er kun en variabel, ikke en masse får, millioner eller bundløse damme at holde styr på. Og så er det frem for alt kedeligt. Røvssygt, som man siger. Og når man når 1, så starter man bare forfra. Jeg har som regel lidt problemer omkring 50′erne og 60′erne. Når man ligger der i mørket, så er det svært at huske hvad der er hvad, og det virker pludselig ikke så vigtigt. Altså, det lyder jo næsten ens – halvtreds og tres. Og når man har taget en runde eller to med baglænstælning fra 100, så keder ens hjerne sig så meget, at den slukker i desperation.

Lad dig ikke friste og prøv at tælle baglæns fra 200 eller endda 1000. Det er alt for ambitiøst. I mørke er det alt for svært at skelne mellem 56 og 156. Tro mig.

Jeg ville ønske at de andre mindtricks hjalp, jeg er sikker på at de giver mere interessante drømme. Men det nemmeste er at kede sig selv i søvn.

Har du også lagt mærke til, at turist-menuer verden over bruger den samme skrifttype? Jeg har længe tænkt på, om det mon er noget restauranterne gør, så turisterne nemmere kan aflæse at det er HER de kan få ufarlige, kønsløse menuer, uden lokal kulør.

At have en turist-menuer overhovedet findes, kan i sig selv synes lidt spøjst. Da rejser blev allemandseje skulle vi jo ud og se verden og drikke eksotiske sangriaer og spise krydret mad, der ikke kunne laves i de hjemlige gryder. Men måske er turist-menuer lavet til anden bølge af turisterne. Alle dem, der måtte acceptere at hvis man ikke forlader landet af og til, så er man ikke med i det gode selskab, men som allerhelst ville blive derhjemme ved hakkebøfferne og det lunkne vejr. For dem er turist-menuen en redning; det er en slags svanemærkning af maden, der angiver, at uanset hvor ens mave er vokset op, så kan den tåle turist-menuen.