Jeg har ladet mig fortælle, at gravide har let til tårer. Jeg synes ikke selv jeg er blevet mere gråd-labil, men en ting kan få min underlæbe til at bæve lidt. Igen og igen, hver gang jeg skal fortælle historien, til kollegers store morskab.
Tidligere på sommeren havde min far bygget en mejse-kasse, og sat den op i birketræet. Hullet i kassen var godt nok lidt stort, men der flyttede hurtigt en mejsefamilie ind, og de lagde æg som sig hør og bør.
Men inden ungerne var flyvefærdige, blev familien bortvist af et bz’er gråspurvepar. Uden den store palaver sparkede gråsserne de små dunede mejseunger ud. Du ved, mejseunger i den alder, hvor deres halvfærdige fjer stikker i de forkerte retninger og deres næb kun er blevet orange i mundvigene.
De små fluffy stakler blev hurtig ædt af villakvarterets rovdyr. Jungleloven gælder på alle breddegrader.
Samtidig skulle min far slå græs. Han har en gammeldags håndskubbet græsslåmaskine, som han er meget glad for – måske også fordi den lærer de børn, der får græsslåningstjansen, noget om godt gammeldags hårdt arbejde (men det er en helt anden historie). Græsslåmaskinen havde stået klar til kamp i nærheden af birketræet, og hvad min far ikke havde set var, at en at de små mejseunger med de orange mundvige og uordentlige fjederdragt, havde søgt ly under den.
“Flu-uff!”, sagde det, og ud kom mejseungen i skiver. Eller – næsten i skiver. Min far måtte hurtigt fatte en spade og gøre en ende på dens lidelser.
Og det er jo den slags ting der sker.
Men det er bare så synd. Dobbeltsynd. Både for den stakkels lille mejseunge, der havde været klog nok til at søge ly, og for min far, der ganske uden at ville det, pludselig fik ansvaret for dens liv og død. Hver gang jeg ser den lille pjuskede mejseunge for mig, mens den sidder og skutter sig under græsslåmaskinens skær, så kan jeg godt mærke hormontårerne presse lidt på.
