emmes weblog

Et par uger om året kan man finde min far, sniffende som en schnauzer i gården bag huset, med store handsker og en sort sæk. Varmt vejr og tung regn som vi har nu, er højsæson for præstepik, verdens mest ildelugtende svamp. 

De fleste opdager at de har fået præstepik, fordi de tror at den er helt gal med deres vvs. Man forestiller sig døde, rådnende rotter eller sprængte afløbsrør, så gennemtrængende er præstepikkens stank. Mine forældre – og naboen med –  nåede da også at grave to sivebrønde op, før en anden venlig haveejer gjorde opmærksom på stinksvampen, som mange kender til, men få har en løsning på.

Vammelt barn har åbenbart mange navne – stinksvamp, hekseæg (det er når svampen er lille, og bare ligner et sæt kugler), præstepik (i udvokset stand) og af og til Provstindens Trøst. Faktisk har jeg gået i mange år og talt om en ret, der hedder Præstepik, men måske bør den ret bevare sig engelske navn Vicar’s Willy, så der ikke opstår navne-forvirring. Jeg tænker, at der ihvertfald på Wikipedia hurtigt kunne opstå forvirring.

Familien har spekuleret lidt over, hvordan den har fået sit navn, og vi blev enige om, at den nok hed sådan, fordi man forestillede sig, at en præsts vedhæng ikke blev brugt så meget, og derfor blev lige så blegt og ildelugtende som sin navnebror svampen.

Og den ER uskøn. Fuldt udvokset bliver spidsen slimet og grøn – og slimen tiltrækker fluer, der mæsker sig i det, og derved spreder sporerne udover det stakkels villakvarter.

Min far har foreløbig gravet 5 op, men det er som om svampen nyder kampen, for hver morgen er der en ny knold inde i hækken af efeu og roser, stolt knejsende i morgensolen.